16/04/2025
For nogle år siden begyndte jeg langsomt at blive mere og mere bevidst om et savn, som jeg havde meget svært ved at definere. En tomhed, en følelse af mangel, selvom livet på mange planer kørte rigtigt fint. Godt helbred, god familie med tre dejlige børn, et dejligt hus i en smuk by, masser af venner, et firma der var inde i en god periode. Alligevel var der en underliggende tristhed, som jeg ikke kunne gøre noget ved.
Midt i familielivet og karrieren var der glade perioder med gode oplevelser og succeser, afløst af perioder med tristhed og modløshed, der førte til tanker om, hvorvidt livet var værd at leve. Jeg prøvede at krydre tilværelsen med rejser, restauranter og gin-tonic i den gode ende. Men det begyndte at føles som en uendelig kamp, en trædemølle, hvor der hele tiden skulle tilsættes glæde udefra, for at holde de mørke skyer på afstand.
Når jeg nu kigger tilbage, føler jeg mig heldig. Jeg havde svært ved at finde vejen fremad, men livet førte mig til mennesker og begivenheder, der hjalp mig med at komme videre, på trods af min tvivl på hvad jeg mærkede indeni. Langsomt er der spiret noget i mig, der udfylder den tomhed, der tidligere føltes så drænende. Og jeg kan nu se, hvorfor det var svært for mig at komme i gang med rejsen. Hvorfor der dengang skulle gå så mange år, før jeg overhovedet kunne begynde at søge det, jeg savnede. Meget af det har for mig handlet om den kultur, jeg er opvokset i.
Vi er gennem skolesystemet trænet i logisk, rationel tænkning, og vores samfund har ophøjet videnskab til at være den eneste kilde til sandhed. Hvis det ikke er evidensbaseret, så har det ingen sandhedsværdi. Endnu tidligere er mange, også jeg, blevet trænet i at overhøre vores indre budskaber. Jeg kan høre mine forældres stemme: ”Det er da ikke noget at være bange for”. ”Det skal du ikke være ked af, vi køber en ny i morgen”. Den tone er vi mange, der er vokset op med. Gang på gang har vi fået at vide, at den indre stemme ikke er sand, ikke har værdi.
Vores indre stemme er som et barn, der stopper med at snakke, når det ikke bliver hørt, og mange af os har været i miljøer hvor det at ”mærke”, er blevet set ned på eller gjort grin med. Men det står klart for mig nu, at der ikke kan være et savn, som det jeg mærkede, uden at det, man savner, rent faktisk findes. Ligegyldigt hvor svært det er at definere, hvad der savnes, lige gyldigt hvor meget tvivl, der er om, hvorvidt det findes. Så findes det. Det ved jeg nu. Det sted i mig, der savnede ”noget”, savnede det ud fra en vished om, at der VAR noget at savne.
Livet er stadig fuld af op- og nedture. Men noget i mig ved, at den blå himmel er et sted deroppe, og de helt mørke skyer er kun sjældne gæster nu, selvom livet stadig byder på et hav af udfordringer. Mere og mere af glæden og meningen kommer fra et sted, der er mindre afhængigt af ydre omstændigheder. Det sted var jeg aldrig nået til, hvis ikke jeg havde fået den hjælp jeg fik. Og hvis ikke troen på det, jeg mærkede, havde overvundet stemmen, der sagde ”kan det nu passe?”.