Til Barnets Bedste

Til Barnets Bedste Hvornår holdt vi op med at se barnet - og begyndte at forsvare systemet? Forud bestil bog 📚 ➡️ https://www.forfatterskabet.dk/mens-vi-venter/

30/10/2026

Lappeløsninger lapper ikke hullerne i retssikkerheden

I Socialmonitor fremlægger dommer Gerd Sinding ni forslag til bedre retssikkerhed på anbringelsesområdet. Det er positivt, at en dommer med erfaring fra børne- og ungeudvalgene selv peger på, hvad der ikke fungerer. Det giver kritikken vægt.

Men forslagene står ikke mål med problemernes alvor. Tydeligere lovgivning, mere juridisk uddannelse og bedre arbejdsgange efterlader det afgørende spørgsmål ubesvaret: Hvem griber ind, når fejlene er dokumenteret, og sagen alligevel fortsætter?

Svært læselige paragraffer kan skabe problemer. Men når dokumentation bliver overset, indsigelser afvist og væsentlige fejl ikke rettet, må vi også tale om myndighedskultur, ledelse og ansvar.

Mere uddannelse kan styrke kompetencerne. Den sikrer ikke i sig selv, at en ledelse kræver fejl rettet. Bedre mødeforberedelse sikrer heller ikke, at en mangelfuld indstilling bliver ændret.

Gerd Sinding efterlyser reel inddragelse af barnet. Det er nødvendigt. Men barnets stemme får først betydning, når den indgår i vurderingen, og myndigheden forklarer, hvordan den er blevet vægtet. Ellers bliver inddragelse endnu et punkt, systemet kan sætte flueben ved.

Tidligere advokatbistand er også relevant. Men hvad sker der, når advokaten påpeger alvorlige mangler, og sagen alligevel fortsætter? Retssikkerheden skal kunne holde til, at myndigheden bliver modsagt.

Derfor er det bekymrende, at indlægget samtidig foreslår, at flere spørgsmål afgøres uden behandling i børne- og ungeudvalget. Færre møder kan lette administrationen. Det dokumenterer ikke, at barnet er bedre beskyttet. Før en kontrol fjernes, må det forklares, hvordan beskyttelsen sikres.

Et samlet socialtilsyn kan skabe mere ensartethed. Men også svigt kan blive ensartede. Kvaliteten afhænger af, om tilsynet opdager problemer, griber ind og følger op, indtil de er løst.

Der mangler klare krav til, hvad der skal ske, når væsentlige fejl afdækkes: Hvem skal handle, inden for hvilken frist, og hvem følger op? Hvilke konsekvenser får det, hvis alvorlige fejl gentager sig?

Samlet set er forslagene ikke nok. De beskriver forbedringer af systemets arbejde, men mangler en tydelig vej til at få fejl standset og rettet.

Hvordan sikrer vi børn og familier adgang til hurtig, uafhængig prøvelse med beføjelse til at standse en mangelfuld afgørelse og kræve fejl rettet? Og hvordan sikrer vi, at den adgang ikke afhænger af familiens penge og udholdenhed?

Det spørgsmål skal besvares. For retten til at klage beskytter ikke barnet tilstrækkeligt, hvis skaden sker, mens klagen ligger i kø.
Sammen med Mette Friis

28/10/2026

Skal vi forstå mistrivslen i folkeskolen, må vi se på den skole, vi har skabt.

Fra 2007 til 2025 blev 339 folkeskoler nedlagt. Knap tre ud af fire havde under 200 elever, inden de lukkede.

Nu foreslås fire skoleafdelinger nedlagt i Frederikssund Kommune. Samtidig afsættes der nationalt hundredvis af millioner ekstra til folkeskolen gennem kvalitetsprogrammet.

Hvordan bliver investeringerne omsat til bedre rammer for eleverne, når der samtidig planlægges skolelukninger?

For børnene kan en lukning betyde længere transport, farvel til kendte voksne og en hverdag med flere skift og flere relationer at navigere i. Kræfter, der skulle bruges på læring, kan i stedet gå til at finde tryghed og en plads i et nyt fællesskab.

Samtidig skal folkeskolen lykkes med inklusion. Det handler om alle elevers mulighed for at lære, deltage og høre til.

Når miljøet ikke er tilpasset eleverne, og støtten mangler, mærkes det i hele klassen. Undervisningen bliver afbrudt, hjælpen forsinkes, og læreren får mindre tid til den enkelte. Nogle elever bliver urolige. Andre opgiver at bede om hjælp eller trækker sig fra fællesskabet. For nogle kan belastningen udvikle sig til mistrivsel og fravær.

Det er konsekvenser, vi er nødt til at tage med i regnestykket.

Små skoler og lilleskoler kan give mulighed for overskuelige fællesskaber, tætte relationer og fleksibel undervisning. Når vi lukker lokale skoler, skal politikerne kunne forklare, hvordan de kvaliteter sikres i de nye rammer.

Skolelukninger forklarer ikke hele mistrivslen. Men vi kan ikke træffe beslutninger om børnenes hverdag og bagefter behandle deres reaktioner, som om problemerne alene ligger hos dem.

Et økonomisk løft skal kunne mærkes af eleverne. Og inklusion kræver rammer, som gør deltagelse mulig.

Hvis regnestykket slutter ved den lukkede skole og udelader mistrivsel, skolefravær og øgede støttebehov, er det ikke en dokumenteret besparelse. Det er en regning, politikerne sender videre til børnene, familierne og resten af samfundet.
Sammen med Mette Friis

27/10/2026

Når mennesket bliver en reservedel i velfærdens maskineri

Regeringen og KL arbejder med en ny national takstmodel på det specialiserede socialområde. Formålet er større gennemsigtighed, bedre økonomisk styring og mere sammenlignelige priser på sociale tilbud.

Det lyder umiddelbart fornuftigt. Men bag ønsket om standardisering gemmer der sig et langt mere grundlæggende spørgsmål. Er vi ved at indrette vores velfærdssystem, som om mennesker var robotter, der kan sammensættes af standardiserede dele?

Jeg forstår behovet for økonomisk ansvarlighed. Men jeg begriber ikke forestillingen om, at menneskers forskelligheder kan presses ned i faste kategorier, uden at noget væsentligt går tabt.

Det er, som om vi forsøger at bygge et velfærdssystem efter samme princip som en robotfabrik.

Mennesket skilles ad i funktioner. Hver funktion vurderes, kategoriseres og tildeles en pris. Til sidst står vi med en takst, der skal repræsentere et menneskes behov for hjælp.

Kan du gå? Kan du spise? Kan du tage tøj på? Kan du kommunikere?

Et kryds i den rigtige rubrik, og maskinen regner videre.

Men hvor placerer vi behovet for tryghed, relationer, forudsigelighed og støtte til at mestre hverdagen?

Hvor placerer vi den unge, der kan tage toget alene, men ikke kan administrere sin økonomi eller sikre sig tilstrækkelig ernæring? Eller mennesket, der kun mestrer sine færdigheder, fordi andre gennem mange år har trænet, støttet og guidet?

Det er her, robottilgangen bliver farlig.

For et menneske er ikke summen af sine funktioner. Det er også sin udviklingshistorie, sine relationer, sin sårbarhed og sine muligheder.

To mennesker med samme diagnose kan have vidt forskellige støttebehov. Alligevel risikerer vi at skabe et system, hvor det bliver lettere at prissætte mennesket end at forstå det.

Og hvad sker der, når mennesket ikke passer ind i den valgte kategori?

Skal mennesket så tilpasses systemet?

Det er stift. Det er koldt. Og det står i skarp kontrast til den individuelle vurdering, som det specialiserede socialområde skal bygge på.

En fælles takstmodel behøver ikke at udelukke individuelle vurderinger. Men hvis kategorierne begynder at styre hjælpen frem for menneskets faktiske behov, har vi et alvorligt problem.

For når den nødvendige støtte udebliver, risikerer vi mistrivsel, tab af funktionsevne og langt dyrere indsatser senere.

Det kan blive en særdeles dyr måde at spare penge på.

Vi skal selvfølgelig have styr på økonomien. Men økonomiens behov for ensartethed må aldrig afgøre, hvor forskellige mennesker har lov til at være.

Et velfærdssamfund skal ikke fungere som en robotfabrik, hvor hvert menneske får et varenummer og en pris ved kasse et.

Det er ikke mennesket, der skal bygges om for at passe til systemets standardmodel. Det er systemet, der skal kunne rumme mennesket.

For den dag vi kan prissætte alle menneskets funktioner, men ikke længere formår at se mennesket bag dem, har vi måske skabt et mere overskueligt regneark.

Men vi har mistet noget langt mere værdifuldt. Omsorgen, fagligheden og selve formålet med vores velfærdssamfund.

Og når mennesket til sidst er slidt ned af at skulle passe ind i systemets maskineri, melder spørgsmålet sig…

Hvor skal reservedelene så komme fra?

25/10/2026

MØRKETALLET – DE MYNDIGHEDSFEJL, INGEN OPDAGER

Ankestyrelsens nye Børnesagsbarometer 2026 afslører alvorlige mangler i kommunernes sagsbehandling. Og det mest opsigtsvækkende er, at ingen af de 385 undersøgte sager havde været påklaget.

Lad os se nærmere på tallene.

I 64 procent af de relevante sager var ikke alle undersøgte lovkrav til den børnefaglige undersøgelse opfyldt.

Det betyder, at centrale krav til den undersøgelse, som skal danne grundlag for at vurdere barnets behov, ikke var fulgt fuldt ud. Hvordan kan vi have tillid til beslutningsgrundlaget, når selve undersøgelsesprocessen er mangelfuld?

I 81 procent af de vurderede afgørelser om støttende indsatser manglede både en plan og dokumentation for, at kommunen havde taget stilling til behovet.

En plan er ikke altid lovpligtig. Men den individuelle vurdering af, om barnet har behov for en plan, er. Når den ikke er dokumenteret, bliver det umuligt at efterprøve, om kommunen har foretaget den nødvendige vurdering.

Og i 51 procent blev fristen for første opfølgning ikke overholdt.

Det er særligt alvorligt. For opfølgningen skal sikre, at hjælpen virker, og at indsatsen bliver justeret, hvis barnets behov ændrer sig. Når opfølgningen forsinkes, risikerer kommunen at overse både mistrivsel og et voksende støttebehov.

Tre procenttal. Tre centrale led i myndighedsarbejdet: Undersøgelse, planlægning og opfølgning.

Og betydelige mangler i dem alle.

Tallene vedrører forskellige grupper af sager og kan ikke uden videre overføres til samtlige kommunale børnesager. Men de dokumenterer, at alvorlige retssikkerhedsproblemer eksisterer uden for klagesystemet.

Det rejser spørgsmålet om det mørketal, vi ikke kender.

For hvor mange børn får aldrig efterprøvet deres sag, fordi familien mangler kræfterne eller den juridiske indsigt til at klage?

Vi har skabt en forvaltning, hvor myndigheden har ansvaret for at overholde loven, men hvor borgeren alt for ofte selv må opdage og påvise, at det ikke sker.

Og når fejlene endelig bliver opdaget, kan konsekvenserne allerede være indtruffet. Tabte udviklingsmuligheder, voksende støttebehov og familier, der er blevet nedslidt.

Barnets lov skulle styrke børns rettigheder. Men hvad er rettighederne værd, hvis ingen sikrer, at de bliver overholdt?

Det er på tide at stille kommunerne til ansvar for kvaliteten og lovligheden af deres myndighedsarbejde. Også i de sager, hvor ingen klager.

For retssikkerhed kan ikke være forbeholdt de familier, der har ressourcerne til at føre en juridisk kamp.

Det mest alvorlige er ikke kun de fejl, Ankestyrelsen finder. Det er, at vi ikke aner, hvor mange børn der lever med konsekvenserne af de fejl, ingen nogensinde undersøger.

Hvis myndighedernes lovoverholdelse i praksis afhænger af, at borgerne selv afslører fejlene, hvem beskytter så de børn, der ikke har nogen til at kæmpe for sig?

Jeg er fuldstændig enig i intentionen bag forslaget. Men problemet er langt mere alvorligt end manglende kontinuitet i s...
24/10/2026

Jeg er fuldstændig enig i intentionen bag forslaget. Men problemet er langt mere alvorligt end manglende kontinuitet i støtten.

Når unge med varige funktionsnedsættelser fylder 18 år, ser vi, hvordan deres hidtidige støttebehov i praksis bliver nulstillet, som om deres handicap og tidligere dokumenterede vanskeligheder pludselig er forsvundet.

Konsekvenserne kan være voldsomme. Tab af funktionsevne, massiv mistrivsel, psykisk overbelastning og unge, der gradvist mister evnen til at mestre selv helt basale dele af hverdagen.

Det er her, vi er nødt til at tale om omsorgssvigt i systemet. Når myndighederne har kendskab til omfattende støttebehov, men den nødvendige hjælp alligevel udebliver, er omsorgspligten svær at få øje på.

Et system, der er sat i verden for at beskytte mennesker med handicap, må ikke gennem sin egen forvaltningspraksis bidrage til at gøre dem mere syge.

Derfor er det ikke nok at vedtage, at støtten skal følge mennesket. Der skal også placeres et tydeligt ansvar, når manglende hjælp får alvorlige menneskelige konsekvenser.

Dit handicap forsvinder ikke, fordi du fylder 18 år. Eller fordi du flytter, begynder på en uddannelse eller får et arbejde.

Hvorfor skal din støtte så risikere at gøre det?

I dag skal mennesker med varige handicap igen og igen dokumentere de samme behov over for nye myndigheder. Hjælpemidler og støtte kan bortfalde, og kampen med systemet begynde forfra. Nogle tør ligefrem ikke flytte af frygt for at miste den hjælp, der får hverdagen til at hænge sammen.

Det er uværdigt. Derfor har Liberal Alliance i denne uge nu stillet et beslutningsforslag: Støtten skal følge mennesket.

Vi vil sikre, at allerede bevilget hjælp som udgangspunkt følger med på tværs af kommunegrænser, uddannelse, arbejde og overgangen til voksenlivet. Eksisterende faglige vurderinger skal som udgangspunkt anerkendes, og hjælpen fortsætte, indtil der er truffet en ny afgørelse.

Vi vil også gøre adgangen til basale standardhjælpemidler enklere, så færre skal gennem lange sagsforløb for at få nødvendig hjælp.

Ændrer behovet sig, skal støtten selvfølgelig kunne ændres. Men en fødselsdag eller en ny adresse er ikke i sig selv en grund til at begynde forfra.

Mennesker med handicap skal have frihed til at uddanne sig, arbejde og flytte. Og myndighederne skal tage ansvar for, at hjælpen hænger sammen.

Livet skal leves. Ikke bruges på at dokumentere det samme handicap igen og igen. 💙

20/10/2026

NU BUKKER KL SIG – MEN FOR HVEM?

KL vil nu undersøge, hvad der sker med de sager, Ankestyrelsen hjemviser til kommunerne.

Det er bemærkelsesværdigt, at vi i 2026 stadig mangler denne viden.

Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at KL tilsyneladende er mere optaget af at nuancere omgørelsesprocenterne end af at undersøge konsekvenserne for de mennesker, der har været igennem sagsforløbene.

For en hjemvisning er ikke en administrativ bagatel. Den betyder, at afgørelsen ikke kan opretholdes på det foreliggende grundlag.

I min praksis ser jeg, hvordan mennesker mister måneder og undertiden år i et system, hvor fejl kan føre til nye afgørelser, nye klager og yderligere ventetid.

Imens fortsætter livet. Børn mistrives. Familier belastes. Mennesker med handicap risikerer at stå uden den nødvendige støtte.

KL vil undersøge, hvordan sagerne ender.

Jeg mener, vi også skal undersøge, hvad der sker med menneskene undervejs.

For retssikkerhed kan ikke reduceres til en statistik, og en efterfølgende korrekt afgørelse ophæver ikke nødvendigvis konsekvenserne af det, der gik forud.

Når systemet undersøger sine egne fejl, må formålet være at beskytte borgeren ..ikke at beskytte systemets omdømme.

17/10/2026

NÅR HJÆLPEN KOMMER SOM STRAF

Vi har skabt et system, hvor nogle forældre ikke længere kun frygter, at hjælpen udebliver. De frygter konsekvenserne af at bede om den.

I Socialmonitor beskriver Louise Barfod, hvordan familiens kritik af Aarhus Kommune blev mødt med en varsling om stævning for ærekrænkelse.

Hos Psykiatrifonden fortæller Camilla og Peter om en årelang kamp for hjælp til deres børn med autisme og ADHD, hvor de oplevede at få deres forældreevne draget i tvivl.

To forskellige historier. Samme grundlæggende problemstilling.

Når mennesker søger hjælp, men oplever at blive mødt med mistillid og modreaktioner, risikerer vi at gøre deres sårbarhed til et argument imod dem.

Det er en alvorlig faglig og etisk forskydning.

En belastet familie er ikke nødvendigvis en omsorgssvigtende familie. Og kritik af en myndighed er ikke i sig selv et angreb, men kan være nødvendig viden om en praksis, der ikke fungerer.

Vi taler om tidlig forebyggelse, men hvad er den værd, hvis forældre frygter at fortælle sandheden om deres børns behov? Hvis frygten for at miste deres børn bliver større end tilliden til at få hjælp?

Når en organisation bliver mere optaget af at beskytte sig selv end af at undersøge sin egen praksis, risikerer fagligheden at blive underordnet organisationens interesser.

Og her opstår et grundlæggende retssikkerhedsmæssigt spørgsmål.

Når en myndighed både definerer problemet, vurderer sin egen indsats og møder borgerens kritik med trusler om retlige konsekvenser, må vi spørge:

Har systemet efterhånden skabt sin egen domstol, hvor det både optræder som anklager, dommer og forsvarer?

For når magten begynder at dømme den, der stiller spørgsmål, frem for at undersøge det, der bliver stillet spørgsmål ved, er det ikke længere kun tilliden, der er på spil.

Så er det selve retssikkerhedens fundament, vi udfordrer.
Sammen med Mette Friis

11/10/2026

FORRÅDNELSEN I SYSTEMET – NÅR FAGPERSONERS TAVSHED BLIVER EN DEL AF SVIGTET

Hvor mange fagpersoner sidder lige nu med viden om ulovligheder, omsorgssvigt og mennesker, der ikke får den hjælp, de har krav på?

Og hvorfor hører vi så forsvindende lidt fra dem?

Vi har uddannede socialrådgivere, pædagoger, psykologer og ledere, der kender lovgivningen, forstår konsekvenserne og ved, hvornår en praksis bliver fagligt uforsvarlig.

Alligevel er tavsheden øredøvende.

Allerede i 2021 pegede Dansk Socialrådgiverforening på, at mere end hver tredje socialrådgiver i en rundspørge havde oplevet forhold, som offentligheden burde kende til. Alligevel havde alt for få talt offentligt om dem.

Det bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Psykolog Dorthe Birkmose beskriver, hvordan forråelse kan udvikle sig gennem afmagt, moralsk stress og organisatoriske kulturer, hvor grænserne for det acceptable gradvist forskydes.

Hun peger samtidig på, hvordan tavshed kan være med til at legitimere en forrået kultur.

Og netop her opstår et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål ..

Hvornår holder tavsheden op med at være selvbeskyttelse og bliver en del af svigtet?

For vi kan ikke på den ene side tale om faglig integritet, etik og retssikkerhed og på den anden side acceptere, at kendte kritisable forhold fortsætter uden faglig modstand.

Selvfølgelig har ledelsen og det politiske niveau et betydeligt ansvar. Men det fritager ikke fagpersoner for deres professionelle forpligtelser.

En faglig uddannelse forpligter ikke alene til at kende lovgivningen, men også til at reagere, når praksis bliver uforsvarlig.

Forråelse kan forklare, hvorfor mennesker gradvist tilpasser sig en problematisk kultur. Men forklaringen må aldrig blive en legitimering af svigtet.

Det er her, vi må turde tale om forrådnelse i systemet.

Når kritisable forhold gentager sig, når faglige grænser forskydes, og når tavshed bliver en del af organisationskulturen, risikerer vi at normalisere det, der burde være uacceptabelt.

Og konsekvenserne bæres af børnene, de unge og de udsatte mennesker, som er afhængige af, at fagpersoner og myndigheder handler ansvarligt.

Vi kan ikke forvente en grundlæggende kulturændring, hvis vi ikke samtidig tør stille krav til den faglige integritet og det professionelle ansvar.

For når kritisable forhold bliver kendte, men alligevel får lov at fortsætte, er tavsheden ikke længere kun et spørgsmål om den enkelte medarbejders arbejdsvilkår.

Den bliver en del af den kultur, der fastholder svigtet.

Og det efterlader os med et alvorligt spørgsmål:

Hvor går grænsen mellem at være en del af en problematisk kultur og selv være med til at opretholde den?
Sammen med Mette Friis

06/10/2026

Tidstræk som metode …når tiden bliver systemets stopklods !

Vi bliver nødt til at holde op med at tale om tidstræk, som om det alene handler om travlhed og lange sagsbehandlingstider.

Tid kan bruges som stopklods. Og systemet kender mekanismen.

Allerede i 2022 blev socialministeren i Folketinget direkte spurgt, hvordan man ville forhindre kommuner i at have økonomisk incitament til at træffe forkerte afgørelser og “spekulere i at sagerne ender hos Ankestyrelsen”, mens kommunen undgår udgiften under ankesagen.

I et beslutningsforslag fra 2024-25 blev problemstillingen rejst igen. Her blev det anført, at det i mange tilfælde kan betale sig for kommunen, at en social sag ender i Ankestyrelsen, fordi kommunen kan spare penge, indtil en forkert afgørelse bliver ændret.

Det er værd at standse ved.

For kommunen træffer afgørelsen. Borgeren klager. Sagen går til Ankestyrelsen. Tiden går. Sagen hjemvises måske. Kommunen får den tilbage og processen kan begynde igen.

Ankestyrelsen risikerer dermed at blive kommunernes springbræt til næste runde.

Klagesystemet er ikke kommunernes kvalitetssikring. Borgeren skal ikke betale med måneder eller år af sit liv, mens myndigheden får endnu en mulighed for at gøre det, der burde være gjort fra begyndelsen.

Samtidig følger det af god forvaltningsskik, at myndigheder skal behandle sager inden for rimelig tid, og at sager ikke må trække unødigt ud.

Og økonomien kan ikke ignoreres.

Når hjælpen udskydes, udskydes udgiften også.

Kommunen vinder tid. Borgeren mister den.

Når problemstillingen om økonomiske incitamenter og risikoen for, at sager skubbes videre til Ankestyrelsen, allerede er rejst politisk, kan vi ikke længere reducere diskussionen til almindelig ventetid.

Vi er nødt til at tale om tidstræk som metode.

For systemet kan begynde forfra. Borgeren kan ikke.

Og det afgørende spørgsmål står tilbage ..

Hvor er konsekvensen for myndigheden, når måneder eller år er gået?

Hvis myndigheden kan vinde på tiden, mens borgeren betaler prisen, er tiden ikke længere bare sagsbehandling.

Så er tiden blevet systemets våben.

Sammen med Mette Friis

04/10/2026

DE KALDER DET AKTIVISME. JEG KALDER DET FAGLIGT ANSVAR.

For et stykke tid siden blev jeg spurgt af en journalist, om jeg er aktivist.

Mit svar var et rungende nej.

Jeg kæmper ikke for en sag, mod en kommune eller mod et system. Det, jeg forsøger, er langt bredere.

Jeg er fagperson, og gennem mange års praksis har jeg set, hvad der sker, når systemer, lovgivning, økonomi og faglighed ikke længere hænger sammen og når konsekvenserne lander hos de mennesker, systemerne egentlig er sat i verden for at hjælpe.

Det var en væsentlig årsag til, at jeg skrev Mens vi venter – når systemet svigter, og vi må skabe løsningerne selv.

Jeg ville dokumentere en virkelighed, vi ikke længere kan acceptere. Ikke gennem råb eller ved at placere skyld hos enkelte mennesker, men ved at samle erfaringer fra praksis og stille de svære spørgsmål til de strukturer, vi har bygget vores velfærdssystem på.

Mange har siden spurgt mig, om det overhovedet nytter. Om noget reelt forandrer sig, når man skriver, dokumenterer, debatterer og bliver ved med at insistere på, at vi skal se på det, der ikke fungerer.

Jeg tror, vi skal stoppe op lige der,

For bogen kommer omkring.

Den bliver læst af fagfolk, politikere og mennesker, der på forskellig vis har mulighed for at påvirke og granske vores systemer.

Og nu har Folketingets Ombudsmand også fået den.

Jeg fik samtidig æren af at tale med ham. Det gjorde indtryk på mig, for Ombudsmanden repræsenterer netop noget af det, min bog kredser om: borgerens møde med myndighederne, retssikkerheden og nødvendigheden af, at magt også bliver kigget efter i kortene.

En bog forandrer selvfølgelig ikke et system. En samtale gør heller ikke.

Men når erfaringer fra praksis bliver dokumenteret, når de bevæger sig ud af de enkelte sager og ind i den offentlige samtale, og når de når frem til de mennesker og institutioner, der kan stille systemet til ansvar, så begynder noget at flytte sig.

Det er derfor, jeg bliver ved.

Ikke som aktivist.

Men som fagperson, der mener, at faglighed også forpligter os til at sige fra, når det, vi ser, ikke længere kan forsvares.

Jeg skrev bogen, fordi vi ikke længere skal kunne sige:

Vi vidste det ikke.

Nu kommer den omkring.

Og jo flere borde virkeligheden lander på, desto sværere bliver den at skubbe tilbage i skuffen.

Forandring begynder ikke, når systemet erkender sine fejl. Den begynder, når vi andre nægter at tie om dem.

📘 Mens vi venter – når systemet svigter, og vi må skabe løsningerne selv kan lånes på biblioteket og købes hos alle online boghandlere.

Læs mere om bogen her:
https://www.forfatterskabet.dk/produkt/mens-vi-venter/

Adresse

Assens
5620

Website

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Til Barnets Bedste offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del