30/10/2026
Lappeløsninger lapper ikke hullerne i retssikkerheden
I Socialmonitor fremlægger dommer Gerd Sinding ni forslag til bedre retssikkerhed på anbringelsesområdet. Det er positivt, at en dommer med erfaring fra børne- og ungeudvalgene selv peger på, hvad der ikke fungerer. Det giver kritikken vægt.
Men forslagene står ikke mål med problemernes alvor. Tydeligere lovgivning, mere juridisk uddannelse og bedre arbejdsgange efterlader det afgørende spørgsmål ubesvaret: Hvem griber ind, når fejlene er dokumenteret, og sagen alligevel fortsætter?
Svært læselige paragraffer kan skabe problemer. Men når dokumentation bliver overset, indsigelser afvist og væsentlige fejl ikke rettet, må vi også tale om myndighedskultur, ledelse og ansvar.
Mere uddannelse kan styrke kompetencerne. Den sikrer ikke i sig selv, at en ledelse kræver fejl rettet. Bedre mødeforberedelse sikrer heller ikke, at en mangelfuld indstilling bliver ændret.
Gerd Sinding efterlyser reel inddragelse af barnet. Det er nødvendigt. Men barnets stemme får først betydning, når den indgår i vurderingen, og myndigheden forklarer, hvordan den er blevet vægtet. Ellers bliver inddragelse endnu et punkt, systemet kan sætte flueben ved.
Tidligere advokatbistand er også relevant. Men hvad sker der, når advokaten påpeger alvorlige mangler, og sagen alligevel fortsætter? Retssikkerheden skal kunne holde til, at myndigheden bliver modsagt.
Derfor er det bekymrende, at indlægget samtidig foreslår, at flere spørgsmål afgøres uden behandling i børne- og ungeudvalget. Færre møder kan lette administrationen. Det dokumenterer ikke, at barnet er bedre beskyttet. Før en kontrol fjernes, må det forklares, hvordan beskyttelsen sikres.
Et samlet socialtilsyn kan skabe mere ensartethed. Men også svigt kan blive ensartede. Kvaliteten afhænger af, om tilsynet opdager problemer, griber ind og følger op, indtil de er løst.
Der mangler klare krav til, hvad der skal ske, når væsentlige fejl afdækkes: Hvem skal handle, inden for hvilken frist, og hvem følger op? Hvilke konsekvenser får det, hvis alvorlige fejl gentager sig?
Samlet set er forslagene ikke nok. De beskriver forbedringer af systemets arbejde, men mangler en tydelig vej til at få fejl standset og rettet.
Hvordan sikrer vi børn og familier adgang til hurtig, uafhængig prøvelse med beføjelse til at standse en mangelfuld afgørelse og kræve fejl rettet? Og hvordan sikrer vi, at den adgang ikke afhænger af familiens penge og udholdenhed?
Det spørgsmål skal besvares. For retten til at klage beskytter ikke barnet tilstrækkeligt, hvis skaden sker, mens klagen ligger i kø.
Sammen med Mette Friis