31/08/2026
”Hvor er de mon i dag?” 💭
Det er en tanke, vi ofte sidder med som psykologer. Når et forløb slutter, og døren lukkes for sidste gang, giver vi slip. Vi håber det bedste, men vi kender sjældent resten af historien.
Klienter forlader terapirummet, men de forlader ikke altid vores tanker.
Forleden tikkede der en mail ind i min indbakke. Den var fra en tidligere klient, som jeg ikke havde hørt fra i flere år. Da jeg læste ordene, fik jeg helt gåsehud.
Beskeden var utrolig rørende. Den var en påmindelse om, at de frø, vi sår i terapien, nogle gange først blomstrer fuldt ud længe efter, forløbet er slut.
Det mindede mig om, hvor dybt meningsfuldt vores arbejde er. Det er et kæmpe privilegium at få lov til at gå ved siden af mennesker i en sårbar periode af deres liv – og det er fantastisk bekræftende at vide, at hjælpen har sat dybe spor❤️
Tak til alle jer, der deler jeres rejse med os. Både undervejs og bagefter.
