09/06/2026
Mange af os kommer til at leve mere i håbet om, hvad noget kan blive, end i kontakten med det, der faktisk er. Altså Det der bliver vist.
Hvis barndommen har været præget af svigt, utryghed eller/og traumer, kan virkeligheden være for smertefuld for et barn at være i. Derfor bliver håbet en vigtig overlevelsesstrategi. Barnet lærer at tro på, at det nok bliver bedre. At mor eller far ændrer sig, at kærligheden kommer og at behovene bliver mødt hvis… måske en dag ….
Problemet er, at strategien ofte følger med ind i voksenlivet.
Så bliver man måske på en arbejdsplads alt for længe og håber, at kulturen ændrer sig. Eller man tænker, at hvis man bare gør lidt mere selv, så bliver det nok bedre.
Eller man bliver i et parforhold og håber, at partneren forandrer sig.
Man kan se potentialet, og ser det gode. Og man kan se det, der kunne blive. Men vedkommende viser ik tegn på at tage ansvar for sin del og sin egen forandring.
I dét kan man miste kontakten til det, der faktisk er. Den adfærd der faktisk viser sig. De mønstre der faktisk er.
Håbet bliver nogle gange en måde at undgå virkeligheden på.
For når vi virkelig ser virkeligheden, bliver vi også nødt til at forholde os til den. Vi må mærke vores grænser, og stå ved vores værdier og sige vores sandhed, stille krav og træffe egne (selvkærlige) valg.
Og nogle gange betyder det, at vi må gå…
Det er konfronterende. For når håbet slipper, står vi tilbage med det, der er. Men først dér får vi mulighed for at møde virkeligheden og handle ud fra den.
Jeg har selv været utrolig god til at se potentialet i mennesker og situationer, og til at holde fast i håbet.
Men jeg har også erfaret, at håbet kan holde os fast i det, der gør ondt, hvis det bliver vigtigere end virkeligheden. Og det koblede mig fra mig selv og min sandhed.
Nogle gange begynder friheden først den dag, vi tør se både virkeligheden og potentialet.
Matcher det potentiale, jeg ser, hvad det menneske faktisk viser mig?
For potentialet udfolder sig ikke gennem håb alene. Det udfolder sig, når vi tør stå i virkeligheden og tage ansvar for det, vi ved er sandt for os❤️