17/05/2026
For omkring 10 år siden var der fuld fart på karrieren.
Jeg arbejdede som projektleder, og jeg elskede det. Tempoet. Samarbejderne. Ansvaret. De faglige udfordringer.
Jeg lagde mange timer i arbejdet, og hvis jeg skal være helt ærlig, fyldte det nok også det meste af mine samtaler i fritiden. (Stakkels omgangskreds).
Heldigvis havde jeg en mand, som bar en stor del af familielæsset ved siden af sit eget arbejde. Min familie accepterede tempoet -og jeg gjorde det samme.
Lige indtil kroppen sagde stop.
En dag på arbejdet kunne jeg mærke en vrede og overbelastning fylde så meget, at jeg råbte højt midt i storrumskontoret. Jeg gik. Tog hjem.
For dagen efter at blive sygemeldt.
Men jeg var overbevist om, at det bare var noget jeg bildte mig ind. At jeg bare skulle tage mig sammen. Uger senere, var jeg tilbage på arbejde. Men det var for hurtigt.
Med en rolig optrapningsplan. Og jeg kunne løse mine arbejdsopgaver -men jeg havde ikke overskud til det sociale liv bagefter.
Dengang troede jeg, det var en del af gamet.
At nogle mennesker bare røg i svinget.
I dag tror jeg noget andet.
Jeg tror på, at man godt kan have ambitioner, arbejde i højt tempo og samtidig være i trivsel.
Men det kræver, at vi lærer at mærke kroppens signaler, før den råber.
De seneste år har jeg haft privilegiet af at arbejde med kvinder i high-performance miljøer. Kvinder, som elsker deres arbejde, men som også har opdaget værdien i at justere på forestillingen om, hvem de burde være eller ikke være. Når man er på sit arbejde.
At flytte fokus en smule væk fra KPI’er, præstation og konstant output, for også at give plads til andre værdier man også besidder.
For kroppen arbejder aldrig imod os.
Den prøver som regel bare at få os til at lytte.
