07/10/2022
Mor ❤️
Idag, for præcis 5 år siden forlod min mor denne jord, og det er også dagen før min fødselsdag, en dag min mor altid huskede og sendte troligt kærlige kort til mig år efter år.
Moderskabet er i mine tanker idag, som det starter og udfordrer, lærer og udvikler sig igennem tiden.
Et kig i min omkreds fortæller, nogle er lige blevet mor og nogle små nye verdensborgere har fået en mor, og andre har idag fejret en mor og nogle har måttet sige farvel til deres mor for sidste gang.
Meget, i denne tid især, bringer mig igen tæt på min mor, og jeg sætter fokus på mit moderskab og mit ansvar.
De mønstre jeg ser omkring mig, og i mig, går igen, de mønstre jeg mærker i mig selv og får øje på, skammer mig over og undskylder for, og gør alt for at ændre. Jeg læser og forsøger på bedste vis at finde en kærlig måde at støtte mine børn i deres opvækst.
De skal lære at opføre sig ordentligt, passe ind i rammer og strukturer og stadig være frie stærke selvstændige individer.
Jeg er fyldt med kontraster indeni, og forsøger konstant at finde en balance.
Min mor-manual, min værktøjskasse er fyldt til randen med råb, lussinger, ydmygelser, skyld, skam og skældud.
Der er selvfølgelig også andre minder, fine minder, som da jeg fik et kæledyr, fik lov til at hoppe i sengen og fik fødselsdagsgaver i stakkevis. Kroppen husker bare bedst de mørke og det er dem der fylder i mig i dag. Jeg ved nu vi mennesker gør vores bedste, at min mor gjorde sit bedste med de kort hun havde på hånden.
Kærlighed er en underlig størrelse, den kan vises igennem gaver, berøring, nærvær og så kan den også bruges som magt og våben.
Kærlighed skal, i min morverden være uforpligtet og allervigtigst ubetinget.
Så når nu min dreng står med hele hånden i nutella glasset, skubber til sine søskende, taber et glas på gulvet, oversvømmer badeværelset, råber og svarer igen eller smækker med døren i arrigskab.
Så føler jeg mig stærkt udfordret for at sige
det mildt.
Udfordret på mig selv, i mig selv.
Jeg gennemgår i flash hvordan lignende scenarier har udspillet sig i mit hjem som barn og hvordan jeg blev straffet, ydmyget og råbt af. Jeg husker smerten, hvordan jeg fik ondt og hvor bange jeg var i mørket, alene. Jeg lukkede mig inde, lukkede ned.
I de samme konfliktsekunder skal jeg nu, som mor.
Anerkende frygten i mig, give mit indre barn kærlighed, lægge frygten væk og trække vejret. Dybt ned i maven, berolige min krop, forsikre den om at dette er en ny virkelighed og alt er under kontrol og uden farer.
Min hjerne søger så efter de nye tanker jeg har, den skal lynhurtigt finde evidensbaseret-rummelig-moderne forældreskab-pædagogisk-inkluderende og igennem det nye børnesyn og så skynde sig pådutte mig den form.
Det er både skræmmende og givende i lige mængder. Jeg skal ha brede skuldre, når min krop samtidig er i fuldt alarmberedskab og forsøger at få mig til at gemme mig. Min krop skriger til mig og forsøger at få mig til at lukke øjnene og krybe sammen, som dengang.
Jeg skal altid minde mig selv om at mine børn har brug for hjælp, hjælp til at være i denne verden. Støtte til at udvikle sig trygt og i deres tempo.
Jeg ønsker mine børn skal føle sig elskede og værdsatte, også når de laver ballade, eller er "uartige". De er elsket for den de er, altid, og ikke kun når de sidder ret op, er pænt klædt, tier stille og spiser op og smiler uanset hvor mange timer det tager.
Mine børn skal kunne mærke sig selv, sige fra og til, mærke egne grænser og respektere sig selv og stå stærkt i livet.
Det er idag 5 år siden min mor døde, hendes forældreskab sluttede og mit liv uden min mor begyndte.
Hun tog fra denne jord alene, dét som jeg har frygtet allermest og altid har haft det svært ved tanken om. Jeg har altid kæmpet for at ingen skal være alene i ensomhed, og da slet ikke i mødet med døden. Det satte spor til mine minder, min ensomhed og frygt i mørket.
Idag er jeg er træt (og usandsynligt og ubeskriveligt taknemmelig for moderskabet), træt af hvordan hvert et træk, skal gennemanalyseres og hvordan jeg fortæller mig selv at jeg er nødt til at tænke, inden jeg handler. Træt af at tænke på, hvad nu hvis jeg sku skade dem jeg elsker mest, hvad nu hvis jeg sku gøre uoprettelig skade. Træt af at bekymre mig. Træt at tanker og frygt.
Jeg gør mit bedste, som alle mødre nu gør i de lange timer udpå natten og i dagens lys.
Jeg laver en ny manual, fyldt med hollywood filmstunder, venners varme familier eller kærlige bøger jeg har læst, serier jeg har set med anerkendende og sjov tilgang og forsøger at gengive det i min handlinger, så mine børn får al den kærlighed de så inderligt fortjener, den kærlighed vi alle fortjener at vokse op med og leve med. Ikke kun i ord, men i handling.
Og det gør jeg fordi de fortjener det bedste, og fordi jeg ved hvor meget vores menneskelige ubevidste gemmer på, og hvor ondt det kan gøre i voksenlivet når der er kommet sår på livet, der stadig springer op engang imellem.
Idag er jeg træt, helt ualmindelig træt i min krop og i mit sind. Måske i er flere derude, der er trætte som jeg idag..
Jeg sender derfor jer mødre en ekstra tanke idag.
Sender en portion ekstra styrke jeres vej.
Ønsker tillykke til jer mødre der har fødselsdag idag, jer der er blevet mødre idag.
Sender en high-five til jer mødre som har givet ægte kærlighed og omtanke til jeres børn idag.
Og sidst men ikke mindst, så ønsker jeg god rejse til jer mødre der har måttet forlade vores skønne jord for denne gang.
Tak for alt.
Kærligst Arnannguaq ❤️
