29/09/2026
. AT VÆRE MIG .
Det at turde være mig selv og stå ved den, jeg er, har fulgt mig som en stille refleksion gennem livet.
Måske blev det tydeligst i mine ungdomsår. En tid hvor jeg for alvor mærkede, hvor meget usikkerhed og modstand det kunne skabe omkring mig, når jeg ikke helt passede ind.
Hvor svært det kunne være at stå ved den, jeg var, når jeg samtidig havde et stort behov for at blive set, forstået og accepteret.
Jeg har ofte båret på en følelse af at være anderledes. Af ikke helt at blive set for den, jeg er – men i stedet blive mødt ud fra andres forestillinger om, hvem jeg var eller burde være.
De følelser kan stadig dukke op. Forskellen er, at jeg i dag står et andet sted. Jeg står mere fast i mig selv og står i langt højere grad ved den, jeg er – også når det ikke nødvendigvis bliver forstået af alle.
For det at være sig selv er ikke altid enkelt. Og måske er det netop derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til spørgsmålet...
ER DU DIG?
Og er det egentlig nemt at være dig?
Noget af det sværeste kan være at turde være den, man egentlig er. Ikke den, man tror, man skal være. Ikke den, andre forventer. Men bare dig. For når du begynder at stå ved dine behov, dine grænser og det, du mærker, kan du også komme til at skille dig ud. Når du siger nej, selvom andre forventer et ja. Når du vælger en anden vej. Når du ikke længere forsøger at passe ind i det billede, andre har af dig.
Det kan vække reaktioner.
Kan det virkelig passe, at han/hun er sådan?
Der må da være noget galt et sted.
Vi kan have svært ved det, der bryder med det velkendte. Og nogle gange møder vi et andet menneskes autenticitet med skepsis, fordi det udfordrer vores egen forestilling om, hvordan man bør være.
Men det, vi reagerer på hos andre, kan også fortælle os noget om os selv. For hvad sker der, når vi møder et menneske, der tør være sig selv? Et menneske, der siger det, det mener, sætter en grænse, går en anden vej, gå forrest eller står ved noget, der ikke ligner det, vi selv ville vælge?
Det kan vække både beundring, irritation, modstand og misundelse. For den andens frihed kan spejle vores egen tilbageholdenhed. Den kan minde os om noget, vi selv længes efter. Friheden til at sige det, vi mener. Modet til at mærke det, vi mærker og lade det komme til udtryk. Muligheden for at vælge det, der føles rigtigt for os – også når det ikke passer ind i andres forventninger.
Og måske er det lettere at stille spørgsmålstegn ved den anden end at vende blikket mod sig selv.
Hvad er det egentlig, jeg bliver berørt af?
Hvad længes jeg selv efter?
Hvor holder jeg mig tilbage?
For måske har du gennem livet lært at tilpasse dig så godt, at du næsten har glemt, hvordan det føles bare at være dig.
Det er her, kroppen kan begynde at fortælle sin egen historie. For kroppen mærker, når vi holder os selv tilbage. Når vi bider noget i os. Når vi siger ja, selvom noget i os siger nej. Når vi konstant er på vej videre uden at stoppe op og mærke efter.
Det kan vise sig som spændinger, uro, en knude i maven, en overfladisk vejrtrækning eller en træthed, vi efterhånden er blevet så vant til, at vi næsten ikke længere lægger mærke til den. Vi kan blive så gode til at leve med kroppens signaler, at vi holder op med at lytte til dem.
En kropsterapeutisk behandling kan være et sted at stoppe op. Et sted, hvor du ikke skal præstere eller være noget bestemt. Hvor der er tid til at mærke kroppen og det, der bevæger sig i dig. I behandlingen arbejdes der ikke kun med det sted, der gør ondt eller udfordrer. Kroppen mødes som en helhed og der skabes plads til det, der har været holdt tilbage, overhørt eller glemt. Ikke fordi kroppen skal fikses. Men fordi den forsøger at fortælle dig noget.
At komme hjem i sig selv handler ikke om at blive en anden. Det handler om at komme tættere på den, du allerede er.
Så måske er spørgsmålet ikke kun: Er du dig?
Men også: Er der plads til dig – i dit eget liv?
Tak for din tid.
