26/08/2026
🎉 105 år – og stadig en rigtig “flap”! ❤️
I dag har vi haft en helt særlig dag på Ågården. Vi har nemlig fejret vores kære Olga, som fylder 105 år! 🇩🇰🎂
105 år er ikke bare en fødselsdag – det er et helt liv fyldt med historier, oplevelser, mennesker og minder. Og Olga har i den grad sat sit aftryk på både mennesker omkring sig og på Ågården.
Dagen blev fejret med sang, kage og taler. Både af helt lokale mennesker, som Olga har gjort indtryk på gennem sit lange liv, og af Peder Hummelmose fra Vejle Byråd, som var med og holdt en rigtig fin tale for fødselaren. Det er ikke hver dag, man får lov til at fejre en 105-års fødselsdag. 🇩🇰
Men dagen var faktisk dobbelt festlig, for Olga kunne samtidig fejre 20-års jubilæum som beboer på Ågården. Hun har altså været med næsten helt fra begyndelsen – dengang plejecentret stadig var ganske ungt. Og i dag er Olga en helt naturlig og uundværlig del af Ågården.
Hun er omgivet af familie, venner og personale, som holder utrolig meget af hende. ❤️
Olga er stadig en vaskeægte “flap” – et ord, hun selv bruger om både sig selv og personalet – og hun er en aktiv del af hverdagen. Stolegymnastik og banko? Selvfølgelig. Hver evig eneste gang. 💪😉
Og så er der hendes helt særlige humor.
Når hun kommer forbi i løbet af formiddagen eller eftermiddagen, kan det meget vel være med spørgsmålet:
“Sover da alle de gamle mennesker?” 😂
Og når kroppen en sjælden gang ikke helt vil det samme som Olga, kommer den kontante forklaring:
“Det skulle man have tænkt over, da man kastede sig rundt efter en håndbold!” 🤭
Sådan er Olga. Helt sin egen. En ener.
Ågården ville ganske enkelt ikke være det samme sted uden hendes humor, hendes gode humør, hendes glimt i øjet og hendes helt særlige måde at være Olga på.
Stort tillykke med de 105 år og de 20 år på Ågården, Olga. 🇩🇰❤️
Vi er meget heldige at have dig – og vi glæder os til mange flere grin, bankospil, stolegymnastik og bemærkninger sammen med dig.