Winter Decor, Blågårdsgade 33, Frederiksberg (2026)

20/02/2023

Hvad har du brug for lige nu?

Hvis du har været vant til at aflæse stemninger, undgå konflikter, forudsige situationer eller tage dig af andres behov før dit eget, så kan det være svært at mærke dine behov, sige dem højt og sætte grænser for hvad du ikke vil være med til.

Det er en overlevelsesstrategi. En overlevelsesstrategi som formentlig ikke længere er nødvendig for din overlevelse.

Den er måske tværtimod begrænsende for din frihed og glæde. Men den sidder fast, og det kræver bevidsthed og øvelse at skabe nye vaner, nye baner i nervesystemet. Undgå at de gamle mønstre igen og igen overtager styringen.

En kropsterapeut eller anden behandler som du føler dig tryg sammen med, er for mange et rart og neutralt sted at øve. Det er nemmere at prøve det af der, end når dit nervesystem er i alarmberedskab i en højspændt situation ude i ”virkeligheden”.

Sådan her kan det fx lyde når du begynder at sætte ord på dine behov og grænser (eksempler fra min briks):

🌱 Må jeg få et glas vand? Jeg er helt vildt tørstig (det er ok, også selvom du ligger på briksen).

🌱 Jeg har brug for at få strømper på, mine fødder er bare så kolde.

🌱 Jeg vil faktisk gerne have at du flytter dine hænder.

🌱 Jeg vil hellere have hånden tilbage på skulderen.

Du gør mig tryg når du siger dine behov og grænser højt. Tak 🙏

📷

12/02/2023

Du må gerne have det som du har det.

Da min mor døde, savnede jeg nogen og noget at spejle mig i. At spejle min sorg i, at blive mødt i at det er okay ikke at være okay.

Ingen af mine veninder havde mistet deres mor. Jeg kunne ikke spejle mig i min søsters måde at være i sin sorg på.

Jeg kunne ikke alt det jeg plejede at kunne. Jeg var i sorg. Jeg kunne ikke arbejde. Itu? Itu set fra den vestlige præstationsfikserede verdens briller…

Ingen steder i tidsregistreringssystemet på mit arbejde kunne jeg notere at mit fravær skyldes ”sorg”… Måtte jeg godt have det sådan? Sådan være gået i stykker indvendigt, ineffektiv, upæn.

Men hvordan er det normalt og socialt acceptabelt at reagere, opføre sig, have det? Hvad er "rigtigt"?

Noget i mig krævede en omorganisering på indersiden. Fordi min rationelle side kunne ikke forstå eller bære sorgen.

Der er en grund til at man i mange kulturer bærer sørgebind i et år.

Til dig der har brug for at høre det lige nu: Du må gerne have det som du har det. Uanset om du bærer en sorg eller om du bærer noget andet, der føles tungt og uoverkommeligt. Dine følelser og fornemmelser fortæller dig noget. Det er din fornemste opgave at lytte. Det er ok at have det som du har det.

📷

08/02/2023

Jeg o r k e r ikke at snakke mere ...

Jeg taler med mange, som fortæller at de har gået en del til psykolog. At de godt ved hvad deres udfordring er, hvor det stammer fra og hvad ”bør” gøre anderledes for at få det bedre. Men det sker bare ikke rigtig. Det er ikke bare sådan lige. Hvis du kunne, så havde du helt sikkert allerede gjort det.

Selvom vi har forstået noget med den rationelle del af vores hjerne, så betyder det absolut ikke at HELE DIG godtager det som en sandhed.

Selvom den rationelle del af os i mange henseender hyldes, anses som primær og mere værdifuld end vores evolutionært tidligere udviklede sider, så kan vi ikke med vores rationelle hjerne kontrollere resten af os. Vi er det hele.

Resten af os – altså vores følelser og instinkter/behov der styres af pattedyrshjernen og krybdyrhjernen vil også forstås.

Det er, meget simplificeret, det som jeg arbejder med gennem mine elevsessioner i traumeinformeret kropsterapi. At lade kroppens ”tavse stemme” (Peter A. Levines udtryk) blive hørt, taget alvorligt og respekteret.

📷

06/02/2023

Der skete noget i mig da jeg forstod – og sådan ægte mærkede – at der ikke er nogen opskrift på livet.

Sikken frihed (og sikke et livsansvar!).
En frihed til at mærke efter og følge min egen fornemmelse. Min egen sandhed.
Et ansvar for at tage mig selv seriøst.

Jeg har så længe jeg kan huske søgt efter sandheden – sandheden som en slags manual til at leve efter. Sandheden om livet. Sandheden om hvorfor vi er her. Store eksistentielle overvejelser. Meningsløshed. En følelse af at famle i blinde, mens mennesker omkring mig tilsyneladende var født med en forkromet plan eller sandhed, de fulgte. Sådan så det i hvert fald ud.

Og sådan er det måske, når vi sammenligner andres overflader med vores egne indersider?

Noget i mig har altid strittet og kæmpet imod den gængse måde, kæmpet mod normer, mine hår rejser sig ved ord som ”plejer” og "bør". Men jeg har været usikker på hvad alternativet var.

Sikken frihed, da jeg tillod mig selv at mærke efter i mig. Jeg ved at det kan lyde så frelst – men det var ikke en beslutning jeg bare tog, eller en indsigt der kom til mig på en sandstrand.

Min mors pludselige død skubbede mig ud over kanten og efterlod mig uden andet valg, end at tage mit livsansvar seriøst. Da hun døde var der noget i mig der vågnede, noget jeg ikke kunne overhøre.

Jeg går vejen, uden at kende destinationen. Vejen asfalterer jeg undervejs. Retningen skifter nogle gange - det er OK at skifte mening.

At følge min indre vej og min drøm indebærer også at jeg ofte føler at jeg famler i blinde og ikke præcist ved hvor jeg er på vej hen. Lader mig guide af en indre fornemmelse for hvad der føles sandt og ikke sandt. Uden at jeg rationelt kan forklare eller forstå mine valg. Det er ikke altid pænt, nemt eller komfortabelt. Men det føles rigtigt, sandt og autentisk.

📷

24/01/2023

Du behøver ikke klare det alene.

Selvom du kan.

At være stærk. At klare alting selv. Ikke at række ud.

Kan være en traumerespons (som jeg selv genkender). En traumerespons der beskytter dig mod at blive såret (igen). Ofte ganske ubevidst.

Måske det er på tide at afprøve noget nyt. Tage en anden vej. Gøre noget andet. Hvis du ønsker en forandring må du gøre noget andet end det du plejer.

Lidt, og godt.

At være stærk er i mine øjne – i DEN grad – også at række ud. Bede om hjælp. Skabe forbindelse.

Selvom du godt selv kan.

Selvom det kan føles sårbart.

Vi er sociale væsener, skabt til at forbinde os med hinanden. Til at lade de sårbare dele blive set, rummet og mødt. Til at skabe forbindelse.

📷

20/01/2023

Det er helt vildt det her... Jeg har det rart, rigtig rart. Og det er også lidt overvældende. Det er overvældende for mig at komme ind i et rum, der føles SÅ trygt: Jeg føler mig normalt kun så tryg, når jeg er sammen med min kæreste og mine forældre...

Vi er ved at afrunde sessionen og jeg har netop spurgt kvinden på min briks, hvordan hun har det i kroppen efter behandlingen.

Hvis vi gennem vores opvækst og vores videre liv har manglet tryghed, så har vores nervesystem vænnet sig til at manøvrere i utryghed. Nervesystemet har vænnet sig til at være i alarmberedskab, vænnet sig til at utryghed er normalt. Den normale tilstand af utryghed er blevet komfortabel, ”tryg” og velkendt.

Traumer kan betyde at dit nervesystem er skævt indstillet. At det er i alarmberedskab og spotter farer, hvor der objektivt set ikke er farer. Eller omvendt, finder objektivt set trygge situationer utrygge og farefulde.

Traumer opstår i utryghed og kan forløses i trygge relationer.

15/01/2023

Jeg bemærker en heling i det at jeg reagererer anderledes.

Forleden fik jeg en parkeringsbøde i min chefs bil. Jeg havde ikke stillet parkeringsskiven. Mit ansvar. Min tanketorsk.

800 kr. (plus gebyr!).

Ubehaget i min krop, fornemmelsen af at det sortnede, den øverste del af min krop blev oversvømmet af en ubehagelig varm bølgende energi. Alt for overvældende.

En vrede mod mig selv. Og mod min chef. Og parkeringsselskabet!

Min første indskydelse var at lade som ingenting, at krølle bøden sammen og håbe at problemet forsvandt. Ignorere det og forsvinde væk.

Min næste indskydelse var at give bøden til min chef. Give ham skylden. Fralægge mig ansvaret.

"Det går ikke", sagde en stemme i mig, "du kan jo godt lide arbejdet og vil ikke brænde broer".

Jeg kom i tanker om min bevægelsespraksis. Jeg satte gang i min krop, lod den bevæge sig som den ville.

Dernæst satte jeg mig på gulvet, lukkede øjnene og vendte opmærksomheden indad. Et forsøg på at finde ro i virvaret af kropslige fornemmelser, følelser og tanker.

Jeg kom i kontakt med en fornemmelse i hjertet. En blødhed, en længsel. En længsel efter et kram, efter nærhed. Fordi jeg var alene var det ikke en mulighed. Jeg rakte i stedet ud til en god veninde, satte ord på min frustration. Søgte forbindelse. Og blev mødt. Blev mødt og støttet i at regulere og finde ro.

Tidligere klarede jeg alting selv, risikerede ikke at vise min sårbarhed ved at række ud til andre.

Hver gang vi, i tryghed, gør noget andet end vi plejer, skaber vi nye nervebaner. Nye mønstre i tanker, følelser og adfærd.

Langsomt og trygt.

📷

11/01/2023

Jeg har en ledig tid til elevbehandling i traumeinformeret kropsterapi i morgen kl 10.30. Det er sidste ledige tid i januar. Skal tiden være din? Så send mig en besked 🤍
Behandlingen finder sted i Hel på Nørrebro.

09/01/2023

D e t k r æ v e r m o d a t

Mærke livet
Bevare nysgerrigheden
Sanse sansningerne
Mærke kroppen
Føle følelserne
Græde tårerne
Lade sorgen nive
Tænke tankerne – og slippe dem
Åbne øjnene (for det der er)
Fornemme (hvad der foregår)
Lade det falde der ikke kan eller skal stå (længere)

Det er ”nemt” at lade være. Lade være med at gå helt og helhjertet ind i livet. Vores ego har til formål at holde os små og inden for vores komfortzone – for der risikerer vi mindre. Vores overlevelse er i højere grad sikret. Det er ”nemt” at leve hele og halve liv uden at være rigtigt til stede, uden rigtigt at lade sig berøre og bemærke af livet.

Det er ”nemt” at tage til takke med den rationelle, den tænkte udgave af livet. Den rationelle forståelse af sorgen, glæden, lykken, meningen med livet. Som et værn mod at blive såret eller forladt. At undgå at gå rigtigt ind i livet, sådan med hjertet. For hvis man holder livet lidt på afstand, så er der ikke så meget at miste. Så er det nemmere at sige farvel når den tid kommer. Det tror vores ego fejlagtigt.

Men det er ikke sandt. Undersøgelser peger på, at de mennesker der gennem livet har turde at overgive sig og leve med hjertet forrest, de har ofte også nemmere ved at give slip på livet uden fortrydelse og bitterhed, end de mennesker, der har levet med forbehold.

Ærligt? Nogle af de mest modige mennesker jeg kender, er dem der tør mærke livets mørke, alle nuancerne og tør være med det hele. Også når det ikke er pænt.

Du må gerne leve helt.

📷

04/01/2023

Hvordan virker traumeinformeret kropsterapi?

Den helt korte forklaring er via samregulering. Fordi vi er flokdyr er vores nervesystemer skabt til automatisk at regulere efter hinanden - samregulering.

Det har været virkelig afgørende i tidligere tider: Når en af de observante og alerte typer i flokken spottede en sabeltiger – fare på færde – så kunne denne alertness sprede sig til resten af flokken. Og dermed udbrede den indstilling i nervesystemet der i den givne situation tilbyder den største chance for overlevelse.

Men det kan også bruges omvendt – til at regulere et uroligt, utrygt og overophedet nervesystem i ro. Og det er helt simplificeret den mekanisme i nervesystemet, jeg arbejder med som traumeinformeret kropsterapeut.

Under behandlingen tilbyder jeg et roligt nervesystem, som klientens nervesystem kan samregulere med. Derfor er min fornemste opgave, udover at skabe tryghed, at tilbyde et velreguleret system, at løbende regulere mig selv.

Dyr formår ofte – helt bogstaveligt – at ryste traumer af sig. Hvilket for os mennesker desværre kan være
mere kompliceret. Vi kan skele til dyrene og (gen)lære at ryste traumer af os. Og derudover er det ofte gavnligt at støtte sig op ad et menneske, som du er tryg ved.

22/12/2022

M a g i s k e p a u s e r

Det var i går vintersolhverv. Årets korteste og mørkeste dag.

Vinter er naturens måde at hvile, restituere, gå i dvale. Udrense og nulstille inden en ny cyklus med ny energi og nye ideer igen spirer og vækkes til live.

Jeg har i de senest år lært (og lærer fortsat..!) magien ved pauser. Magien ved ikke-forcering. Ved tillid til naturligt flow, op og ned. Ved også at trække tillade indadvendthed. Ro. Stilhed. Tillade at bygge et vinterhi, på samme som naturen. Så den omgivende, ydre natur kan flyde sammen vores indre natur. As nature intended. Tillade hvile og restitution inden vi igen kan spire.

Jeg oplever ikke at jeg bliver bedre til hverken dit eller dat ved at forcere og presse på. Heller ikke mere lykkelig eller zen-agtig. Jeg gror i pauserne. I roen. Når jeg tillader pauser og ro, så kan min krop bedre følge med.

Og når det handler om at hele traumer i kroppen, så kan pauser, hvile og ikke-forcering noget helende og lækkert. Bliver det for meget for kroppen, for invasivt ift. kroppens grænser, så kan kroppen faktisk skabe mere modstand, mere skjold. Kroppens grænser er ofte et helt andet sted end vi tror, kroppens grænse er ofte overskredet langt før vi med vores rationelle hjerne synes giver mening.

Hvorimod hvis kroppen mødes med tillid, ro og respekt for grænser og tempo, så kan kroppen tillidsfuldt følge med. Finde sig til rette i en ny form.

📷

Winter Decor

20/02/2023

12/02/2023

08/02/2023

06/02/2023

24/01/2023

20/01/2023

15/01/2023

11/01/2023

09/01/2023

04/01/2023

22/12/2022

Adresse

Hvad er åbningstiderne?

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del