22/07/2026
Der er noget jeg ofte bliver berørt af i mødet med kvinder.
Hvor meget vi bærer.
Hvor meget vi får til at fungere.
Hvor meget vi giver.
Hvor gode vi bliver til at være der for andre.
Og måske kender du også den følelse..
At du kan være så optaget af at få det hele til at hænge sammen, at du næsten glemmer dig selv.
Ikke fordi du gør noget forkert.
Måske fordi livet nogle gange kalder så højt, at det overdøver din egen stemme.
Forleden spurgte jeg en kvinde i klinikken:
"Hvad har du egentlig brug for?"
Og der blev helt stille.
Og efter lidt tid svarede hun;
"Jeg ved det faktisk ikke længere"
De ord blev hos mig.
For de fortæller noget vigtigt.
Hvor let vi mister forbindelsen til os selv, når vi i lang tid har været optagede af at mærke alle andre.
Og jeg tror ikke, vi finder hjem til os selv ved, at lave os om.
Det begynder et helt andet sted.
Ved at vi stille vender vores opmærksomhed hjem til os selv igen.
Ved at lytte.
Ved at mærke.
Til kroppen.
Til vores behov.
Til den stemme indeni, som måske længe har ventet på at blive hørt.
Det er noget af det smukkeste, jeg får lov til at være vidne til.🤍
Og måske er det netop derfor, at vi indimellem har brug for, at træde lidt ud at hverdagens tempo og skabe de her små øjeblikke, hvor vi igen kan mærke os selv🌱
Kærligst
Sophia