Liv i familien

08/08/2026

Selvfølgelig kommer vi til at tænke os frem.

Vi lever i en tid, hvor der sjældent er langt fra én opgave til den næste. Vi skal nå, forstå, præstere, beslutte og videre.

Vi analyserer samtalen på vej hjem og overvejer, hvad vi skulle have sagt. Vi prøver at forstå vores reaktioner og finde løsninger på det, der er svært, fordi vi naturligt søger væk fra det, der føles ubehageligt.

Det giver mening, da det er en måde at skabe orden og tryghed på.

Men nogle gange kan vi komme så langt op i hovedet, at vi mister kontakten til kroppen.

Vi kan vide, at vi har det godt, mens kroppen spænder, og vi kommer til at sige ja, mens noget i os siger nej. Vi kan have alle de rigtige forklaringer og stadig mærke en uro, en træthed eller en længsel, vi ikke helt kan sætte ord på.

Kroppen bærer spor af det, vi har erfaret.

Den reagerer på vores liv, vores relationer og vores erfaringer, også når vi endnu ikke selv har fundet ordene.

Det er noget af det, jeg er særligt optaget af i mit arbejde med mine klienter.

Vi undersøger det, der mærkes, men endnu ikke er landet i ord:

• Hvad sker der i dig, når du fortæller det?
• Hvad mærker du, når du siger ja?
• Hvad sker der, når du forestiller dig at sige nej?

Det handler ikke om, at kroppen altid har ret, men at kroppen er en del af vores måde at forstå os selv på. Det sted, hvor vi kan begynde at tage et mere kærligt ansvar for vores eget liv og vores egen livsglæde.

Jeg er ikke optaget af, at vi skal fikse os selv, men af at lytte lidt mere til det, vi mærker og dét, vi længes efter. Særligt til de ord, der endnu ikke er landet.

Vi behøver ikke altid tænke os frem til os selv. Nogle gange begynder kontakten, når vi stopper op og mærker efter.

07/08/2026

Når familien forandrer sig, gør vores spørgsmål det også.

Måske står vi midt i et parforhold og mærker, at noget har forandret sig. Måske overvejer vi, om vi skal blive eller gå. Måske står vi allerede med to hjem. Måske er kærligheden kommet igen, og vi skal finde ud af, hvordan den kan få plads i det familieliv, vi allerede har.

For hvad sker der, når vi vælger kærligheden til igen?

Måske møder vi en, der ikke har børn. En, der drømmer om egne børn. En, der er yngre eller ældre end os.

Måske møder vi en, der allerede har børn og sit eget familieliv, og pludselig skal to familier finde ud af, om og hvordan de kan skabe en ny familiekonstellation, uden at nogen skal miste deres plads.

En ny kærlighed kan derfor også bringe nye børn, tidligere relationer, forskellige hverdage og nye drømme med sig.

Pludselig står vi med nye spørgsmål.

• Hvordan vil endnu en forandring være for mine børn?
• Hvordan vil den være for mig?
• Tør jeg få et barn mere?
• Tør jeg elske igen, når jeg ved, hvor ondt det kan gøre at miste?
• Hvem bliver jeg som bonusforælder, og hvordan finder jeg min plads i børnenes liv?

Vi vælger ikke bare en partner fra eller til.

Vi vælger ind i et nyt familieliv.

Midt i alle de voksnes valg står børnene med deres egne følelser, spørgsmål og behov for at høre til.

Uanset hvad vi vælger, vil det påvirke relationerne omkring os.

Der findes måder at være voksne på, hvor vi tør være ærlige om det svære og samtidig holde fast i det vigtigste.

Vores børn skal have en stemme i det, der sker med dem. Men de skal ikke have ansvaret for det, vi voksne vælger.

De skal kunne fortælle, hvordan det føles at være dem i forandringen, og deres perspektiv skal tages alvorligt.

Men det er os voksne, der bærer ansvaret for beslutningen og retningen, når familien får en ny form.

07/08/2026

Det er sgu da klart, jeg bliver vred. Jeg kan ikke gøre noget godt nok.

Kender du det? Din partner siger eller gør noget, og du mærker irritationen brede sig i kroppen. Måske tænker du: “Det er sgu da klart, jeg bliver vred. Jeg kan åbenbart ikke gøre noget godt nok.”

Måske gør du faktisk dit bedste. Du prøver at få hverdagen til at hænge sammen, du husker de små ting, tager ansvar og hjælper, hvor du kan. Men når det ikke bliver set, eller det føles som om det, du gør, bliver taget for givet, kan det gøre rigtig ondt.

Nogle gange er det netop dér, vreden kommer, fordi under vreden kan der ligge noget meget mere sårbart. En følelse af ikke at være god nok, ikke at blive set og ikke at være betydningsfuld.

Men det er ikke nødvendigvis det, vores partner ser.

De mærker måske bare vores vrede og hører: “Du er ligeglad, du gider ikke hjælpe. Jeg betyder ikke noget for dig.”

Så sker der noget mellem os, fordi den anden kan også blive ramt: Af følelsen af ikke at kunne gøre noget rigtigt, ikke at være værdsat og pludselig står vi begge alene i den samme konflikt, bare fra hver vores side.

Det er så let at komme til at tillægge den anden en intention:

“Han er ligeglad.”
“Hun værdsætter mig ikke.”
“Han gider ikke engang prøve.”

Men måske kan vi øve os i at stoppe op lige dér.

Ikke for at fjerne vreden, men for at blive nysgerrige på, hvad den prøver at fortælle os.

Hvad sker der egentlig i mig lige nu?
Hvad blev ramt?
Hvad længes jeg efter fra dig?

Måske opdager vi, at bag “du er pisse ligeglad” ligger der egentlig et:

“Jeg har brug for at mærke, at jeg betyder noget for dig.”

Det er en helt anden samtale, fordi det er svært at komme tættere på hinanden, når vi forsvarer os mod det, vi tror, den anden mener.

Når vi tør vise det, der ligger nedenunder, bliver der mulighed for at møde hinanden et andet sted.

Måske er det ikke altid vreden, der skal væk.

Måske skal vi bare turde lytte til, hvad der ligger bag den. 🤍

03/08/2026

Måske kender du de dage, hvor det hele føles lidt mere ensomt.

• Hvor huset bliver stille, når børnene tager afsted.
• Hvor du savner nogen at dele dagen med.
• Hvor kroppen larmer, og du egentlig bare længes efter, at nogen passer lidt på dig.
• Måske er der også noget, du bliver ved med at gøre, selvom du godt ved, at du egentlig gerne vil noget andet.

Sådan nogle dage kan let få os til at tro, at vi er tilbage ved start, og at vi burde være stærkere, mere afklarede og bedre til at håndtere det hele.

Men måske er det ikke det, der er brug for. Måske skal der også være plads til dage, hvor vi ikke skal løse noget som helst.

Vi behøver ikke vide, hvordan morgendagen bliver. Måske handler det mere om at øve os i at rumme det, der er, være til stede i nuet og få øje på de små sprækker af lys, der ofte er, selv på de svære dage.

Vi skal ikke have styr på alle vores vaner, for vi kan ikke være den bedste version af os selv hele tiden.

Vi må godt bare være mennesker.

Mennesker, der savner, håber, bliver usikre og længes efter omsorg. Vi må også gerne være mennesker, der nogle gange falder tilbage i det, vi egentlig gerne vil slippe.

Det betyder ikke, at vi er tilbage ved start. Det betyder bare, at vi er levende.

Måske er det netop på de dage, vi har allermest brug for at møde os selv med den samme varme, som vi ville møde et menneske, vi holder af.

Uden krav og kritik, men med en lille påmindelse om:

Jeg er betydningsfuld, præcis som jeg er.

Vi behøver ikke kende morgendagen for at være okay lige nu. 🤍

27/07/2026

05/07/2026

Små fodaftryk i sandet. 👣
Store aftryk i vores børns indre. 🌱

Det, vores børn husker, er sjældent det perfekte.
Det er følelsen af at blive mødt.
At blive trøstet, når noget var svært.
At have en voksen, der blev, også når bølgerne gik højt.

Måske er det netop de usynlige aftryk, vi sætter, der varer længst. 🤍

31/05/2026

Det her er det mest betydningsfulde bevis, jeg nogensinde har stået med i hænderne. ♥️

På grund af alt det, der ligger bag.

Da jeg fik børn, begyndte jeg at kigge indad. Jeg blev optaget af de mønstre, jeg bar med mig, af de historier, jeg fortalte mig selv, og af at lære forskellen på det, der var mit ansvar, og det, som aldrig skulle blive mine børns at bære.

Det blev begyndelsen på en rejse.

En rejse gennem skilsmisse, livet som alenemor, flytninger, tvivl, mod og et stærkt ønske om at skabe et trygt og kærligt hjem - både for mine børn og for mig selv.

De sidste fire år har ikke kun lært mig at forstå andre mennesker bedre.

De har lært mig at forstå mig selv.

I dag står jeg som certificeret familie- og psykoterapeut.

Det er jeg stolt af.

Og det, der rører mig mest, er den kvinde, jeg er blevet undervejs.

At jeg blev ved.
At jeg turde mærke det, der gjorde ondt.
At jeg lærte at blive hos mig selv.

For når vi tør møde os selv med nysgerrighed og omsorg, bliver det muligt at skabe nye spor - for os selv, for vores relationer og for dem, vi elsker.

Og måske er det netop derfor, dette bevis betyder så meget for mig.

Det fortæller ikke kun noget om, hvad jeg kan.

Det fortæller historien om, hvem jeg er blevet.

17/05/2026

Der kommer et tidspunkt, hvor kroppen ikke længere kan samarbejde med det, vi forsøger at overbevise os selv om er okay.
Hvor smilet bliver tungt, kontakten bliver anstrengende, og noget i os begynder at trække sig. Ikke fordi vi er kolde, svære eller egoistiske, men fordi vores grænser er blevet overskredet for mange gange.

Mange af os lærer at overhøre vores nej. At forklare det væk, tilpasse os, blive lidt længere og give lidt mere, indtil kroppen begynder at sige nej for os.

Det kan mærkes som uro i maven, træthed, spændinger, irritation, afstand, en længsel efter at trække sig eller en følelse af at miste sig selv i relationen.

Ofte mærker kroppen nej’et længe før, vi kan formulere det med ord. Og det giver mening, fordi kroppen forsøger ikke at være besværlig. Den forsøger at passe på os.

Derfor er det vigtigt at stoppe op og undersøge, hvad det her nej er et svar på:
Hvad i mig forsøger at blive hørt?
Hvor har jeg tilsidesat mig selv for længe?

For når vi igen og igen overhører vores egne grænser, forsvinder det ikke bare. Det spreder sig som ringe i vandet: ind i vores relationer, vores forældreskab, vores arbejdsliv og vores måde at være i kontakt med os selv og andre på.

Og nogle gange ender vi med at blive vrede på andre for noget, vi i virkeligheden ikke har fået sagt ja eller nej til i os selv.

Et nej er ikke et angreb eller mangel på kærlighed. Et nej kan være et forsøg på at bevare kontakten til sig selv, sin integritet og sin krop. Og det er legitimt.

Det er sundt at mærke sine grænser, sundt at lytte og sundt at sige nej. Også selvom andre bliver skuffede

24/02/2026

Nogle konflikter i parforholdet handler ikke om nuet, men om det sted i os, der aldrig blev spejlet.

Hvis et barn igen og igen ikke bliver mødt i sine følelser, hvis ansigtet overfor er fraværende, uroligt eller utilgængeligt, så lærer nervesystemet noget andet.

Spejlneuronerne arbejder stadig, men det, de registrerer, er fravær, spænding eller uforudsigelighed. Barnet begynder langsomt at justere sig selv og lægge låg på dele af sig selv for at få kontakt. Det sker ofte ved, at barnet bliver mere stille eller mere intenst. Ikke fordi der er noget galt med barnet, men fordi det forsøger at bevare forbindelsen.

Over tid kan der vokse en dyb længsel frem. En længsel efter at blive set præcis, som man er og uden at skulle skrue op eller ned for sig selv.

Den længsel tager vi med os ind i voksenlivet.

Og særligt i parforholdet bliver den levende. Når vi føler os overvældede eller alene i kontakten, kan det vække den gamle, kropslige erfaring af ikke at blive spejlet. Det kan føles større end situationen; som om noget meget gammelt bliver aktiveret i kroppen.

Nogle af os begynder at række endnu mere ud, bliver opsøgende, insisterende og længselsfulde. Andre trækker sig, lukker ned og passer på sig selv. Begge bevægelser udspringer af det samme sted. Et nervesystem, der engang måtte finde en måde at være i relation på uden den spejling, det havde brug for.

Det er sjældent den anden, vi i virkeligheden reagerer på. Det er det sted i os, der stadig håber på at blive mødt i vores dybeste længsler og behov.

I mit arbejde i Liv i Familien hjælper jeg par og forældre med at få øje på det sted med nænsomhed. Når vi begynder at forstå reaktionen som en gammel længsel og ikke som et angreb, sker der noget i rummet. Tempoet falder og kroppen bliver mindre på vagt. Der kan opstå en ny form for kontakt, hvor vi ikke længere kæmper mod hinanden, men står ved siden af hinanden og ser på det, der engang gjorde ondt.

20/02/2026

Spejlneuronerne arbejder længe før barnet får ord

Når et lille barn hviler i vores arme, formes nervesystemet stille i mødet mellem os, og noget af det, der er på spil, er de små nerveceller vi kalder spejlneuroner.

De fungerer som et indre afstemningssystem i hjernen, hvor barnet ubevidst registrerer vores ansigt, tone, tempo og kropslige tilstand og langsomt begynder at mærke sig selv gennem os.

Det betyder, at tilknytning ikke kun handler om det, vi gør, men om det, vi er med hinanden.

Når vi som voksne er nogenlunde regulerede og følelsesmæssigt tilgængelige, låner vi ro ud til barnets nervesystem, og igen og igen lagres små erfaringer af at blive mødt, holdt og forstået, helt ned i kroppen.

Over tid vokser der en stille indre viden frem i barnet om at jeg giver mening, jeg bliver mødt, jeg er ikke alene.

I mit arbejde i Liv i Familien inviterer jeg ofte forældre til at rette blikket netop herhen, ikke mod at gøre det perfekt, men mod de sansede øjeblikke af kontakt, hvor kroppen falder en anelse mere til ro, og hvor relationen får lov at gøre sit stille arbejde.