25/07/2026
Forleden så jeg en artikel fra Politiken, som handlede om, hvorfor juli kan være årets sværeste måned at komme igennem som single.
Kort fortalt beskrev den, hvordan sommerferien kan forstærke følelsen af ensomhed. Når alle omkring én taler om “vi skal…”, “vi har lejet…” og “vi rejser…”, kan kontrasten til ens eget liv føles ekstra stor.
Hvis du kan genkende det, så vil jeg fra hjertet minde dig om, at du ikke behøver sætte dit liv på pause, indtil du en dag er “vi”.
Sommerferien er faktisk en gratis mulighed for at træne et tilfreds jeg – måske netop, når det er allersværest. For et tilfreds jeg er fundamentet for et gladere vi.
Her er fem idéer, der kan gøre sommeren lettere:
☀️ 1. Rejs alene.
Det lyder måske grænseoverskridende, men rigtig mange, der springer ud i det, bliver overraskede over, hvor meget frihed og selvtillid det giver – og ender med at blive fans af at rejse alene.
☀️ 2. Sig ja til invitationer – også dem, der ikke virker perfekte.
Et grillarrangement, en gåtur eller en kop kaffe kan være nok til at bryde følelsen af isolation. Og husk: Du kan altid sætte en bagkant på forhånd.
☀️ 3. Lav dine egne sommertraditioner.
En fast morgendukkert, en cykeltur, en café med en bog eller en udflugt hver uge. Prøv noget, du altid har drømt om. At gøre noget nyt alene styrker både din selvtillid og dit selvværd.
☀️ 4. Tag kontakt.
Mange sidder faktisk – ligesom dig – og håber, at nogen skriver først. Vær den, der gør det. Det er win-win for alle.
☀️ 5. Husk, at denne sommer ikke definerer dit liv.
En ensom sommer siger ikke noget om din værdi eller om, hvordan resten af dit liv kommer til at se ud. Måske bliver den endda begyndelsen på nogle forandringer, du ellers ikke var nået frem til.
❤️ Og hvis du ikke selv er single…
Så tænk på, om der er én i din omgangskreds, der måske sidder alene i ferien. For nogle kan sommeren faktisk føles sværere end julen, hvor der trods alt ofte er traditioner og invitationer med den pukkelryggede.
En invitation kan betyde langt mere, end du forestiller dig.
Nogle siger måske nej.
Men de glemmer sjældent, at nogen tænkte på dem.
Kh. Nina🩷