07/08/2026
”Du går jo bare derhjemme...” 💔
Når du bliver stresssygemeldt, rammer du ikke bare bunden følelsesmæssigt. Du rammer også en mur af usagt kritik og kommentarer, der gør ondt helt ind i sjælen. Som forventningen om, at du selvfølgelig henter børnene tidligt. Du har jo ”fri” hele dagen.
Men sandheden er en anden. En stresssygemelding er ikke en ferie. Det er en akut aflastning af et sind, der er ekstremt overbelastet. Det kræver absolut stilhed i form af ingen krav, gerne i et tomt hus, bare for at samle energi nok til at kunne rumme børnenes eftermiddag uden at græde.
Men det sværeste er næsten ikke kommentarerne fra omverdenen. Det er den indre dommer. Snavset indeni.
Vi lever i en benhård præstationskultur. Et samfund, der måler din værdi i din produktivitet. Hvor hurtigt du løber. Hvor meget du bidrager med. Hvor mange bolde du kan have i luften.
Når du trækker stikket, føles det som det ultimative nederlag. Du føler, du svigter dine kollegaer, din familie, dine børn – og samfundet. Skammen over ikke at kunne ”producere” æder dig op indefra.
Men husk: Du er ikke en maskine, der skal optimeres. Du er et menneske, der har brug for at hele. At passe på dig selv og hente børnene til normal tid er ikke egoistisk. Det er rå overlevelse.
Pas på dig selv derude. Du er mere end det, du præsterer. ❤️
Har du oplevet at føle skam over at passe på dig selv? Del gerne dine tanker nedenfor 👇