12/06/2026
I dag er en stor dag! -
Vores Måltidsmanifest offentliggøres på Folkemødet! 🍽️😍
I januar påbegyndte vi arbejdet på et manifest, der skal samle danskerne om fællesmåltidet igen.
Det hele tog udgangspunkt i Carlsberg og Schulstads undersøgelse af danskernes madvaner anno 2025, der viste, at:
🍴Hver fjerde dansker spiser alene fem dage om ugen eller mere
🍴Danskerne har gennemsnitligt gæster til middag 1-2 gange om måneden
🍴47 procent af danskerne vil gerne invitere oftere
🍴44 procent savner selv at blive inviteret hyppigere
Fællesmåltidet er under pres🤯
Og det er ærgerligt, når FN’s World Happiness Report viser, at fællesmåltider har en positiv effekt på både trivsel og sociale relationer.
Bag ’Måltidsmanifestet’ står madanmeldere, kokke, skuespiller Rasmus Bruun, madøret Lærke Kløvedal, sociolog Emilia van Hauen, direktør fra Madkulturen og fødevareorganisationer,
sågar Bonderøven – og så mig som adfærdspsykolog.
💡Her er syv gode råd til at sikre fællesmåltidet:
1. Gør op med værtspresset
Dine gæster kommer for hyggen, ikke for hvor meget tid, penge eller overskud, du har brugt.
2. Sæt barren uperfekt
Sænk skuldrene og gør det på din egen måde, for alle ved godt, at hverdagen og hjemmet aldrig er helt perfekt.
3. Hold det simpelt
Gør det nemt for dig selv, når det kommer til mad og drikke. Vælg gode råvarer og lav et hverdagsmåltid, du selv kan lide – alt fra pita til tapas er fx nemt at forberede.
4. Sæt en ramme
Invitér til et fast tidspunkt og en bagkant, så alle ved, hvad der forventes.
5. Hjælp hinanden
Bed gæsterne tage noget med og give en hånd med undervejs – og nyd, at I får set hinanden i hverdagen, selv hvis overskuddet ikke er stort.
6. Giv det videre
Hverdagsmåltidet er et stykke dansk kultur og et fællesskab, der binder os sammen. Det skal vi passe på og tage ansvar for at give videre til næste generation.
7. Giv dig selv et kærligt spark bagi
Beslut dig for, hvor ofte du gerne vil invitere og gør det til en vane.
Sommeren står for døren, og hvad er mere oplagt end at mødes om et fællesmåltid? 🍻🍽️
Velbekomme 🤗