29/09/2025
“Når rygsækken bliver for tung”
Måske har du ikke lagt mærke til det med det samme. Måske har du bare tænkt, at du var lidt træt, lidt mere glemsom, lidt mere irritabel end normalt. At det bare var en periode. En fase. Noget, der ville gå over.
Men måske er der noget, der har ændret sig.
Du vågner om morgenen og føler dig allerede bagud. Tankerne starter, før øjnene er åbne, og dagens to-do-liste ligger som en tung skygge over brystet. Du har svært ved at trække vejret helt ned i maven, men du har lært at ignorere det. At bide tænderne sammen. At “tage dig sammen”. Det plejer at virke.
Det kan føles, som om du går med en rygsæk, der langsomt – næsten umærkeligt – er blevet fyldt op. Først med små sten. Et par ekstra opgaver, lidt dårlig samvittighed, nogle forventninger. Så med større klippestykker: konflikter, bekymringer, alt det usagte, alt det uopnåede. Du har båret den så længe, at du næsten har glemt, hvordan det føles ikke at skulle kæmpe med vægten fra rygsækken.
Og når nogen spørger, hvordan du har det, smiler du måske. Trækker på skuldrene og siger: “Jeg har det fint”.
Men måske mærker du alligevel, at noget kalder på dig. En svag stemme, der hvisker, at noget ikke stemmer. At du ikke kan blive ved sådan her. At du har mistet glæden ved det, der plejede at give dig energi. At du er blevet fremmed for dig selv.
Samtaleterapi kan være det sted, hvor du
– stille og roligt, får lov at tage rygsækken af. Kigge på, hvad der ligger i den. Vurdere, hvad der hører til dig, og hvad du måske bærer for andre. Du behøver ikke have svarene. Du behøver ikke være sikker. Du skal bare komme, som du er.
For det er ikke svaghed at mærke, at man er presset. Det er styrke at turde sætte ord på det.
Og måske – lige så stille og roligt– kan du begynde at huske, hvordan det føles at gå uden at være tynget. At trække vejret frit. At være dig selv igen.
I oktober og november tilbyder jeg et skræddersyet samtaleforløb:
4 sessioner á 60 minutter for kun 1.246 kr. samlet.
Et trygt og fortroligt forløb, hvor du får plads til at lande i dig selv – én samtale ad gangen.
For mere info eller ønske om forløbet:
[email protected]