LUCID by Nichlas Farup

22/07/2026

Når først du begynder at læse mennesker, ser du dem aldrig helt på samme måde igen.

Du begynder at høre det, der ligger bag ordene. Du opdager skiftet i stemmen, pausen midt i sætningen, det korte mikro­udtryk og kroppens reaktion, før mennesket selv når at forklare, hvad der sker.

LUCID samler kropssprog, mikro­udtryk, prosodi, sproganalyse, intuition og menneskelig forståelse i én uddannelse. Det gør uddannelsen helt særlig i Danmark. Den bygger samtidig på mere end 25 års erfaring med at læse mennesker gennem tusindvis af samtaler, behandlinger og undervisningsforløb.

Onsdag den 23. september starter et nyt LUCID-hold på Frederiksberg. Vi mødes hver 14. dag fra kl. 17.00 til 22.00, så uddannelsen kan passes ind ved siden af arbejde og familieliv.

Holdet bliver lille, fordi den her slags skal trænes, mærkes og opleves. Der skal være plads til fordybelse, personlig udvikling og til at opdage, hvor meget mennesker hele tiden fortæller os.

Se videoen og mærk efter, om LUCID kunne være noget for dig.

Nysgerrig ? Spørg endelig, bare skriv en DM 😉🙏
Nichlas

19/07/2026

De fleste kigger på øjnene.

De færreste ved, hvad de skal kigge efter.

Én af de ting, jeg altid er opmærksom på, er blinkene. Ikke hvor meget et menneske blinker, men hvornår.

Det fortæller ofte en historie, som ordene ikke gør.

Det er præcis det, jeg viser i videoen.
Nichlas

15/07/2026

Følelser er levende.

Det tror jeg faktisk er noget af det vigtigste, jeg har lært gennem de sidste mange år.

Glæde er levende.

Vi griner. Vi bevæger os. Vi bruger hænderne. Ansigtet. Hele kroppen følger med.

Sorg er levende.

Kroppen krummer lidt sammen. Tårerne presser sig på. Noget i os længes efter at få lov til at give slip

Vrede er levende.

Vi spænder op. Stemmen forandrer sig. Hænderne knytter sig. Hele kroppen gør sig klar. Følelser vil bevæge sig, det er deres natur.

Det er måske også derfor, jeg bliver så fascineret, når jeg arbejder med kroppen.

For det er næsten aldrig musklerne, der fortæller den mest interessante historie.

Det gør den måde, vi prøver at styre dem på.
Når jeg trykker et sted, hvor noget bliver ømt, kan jeg nogle gange mærke hele kroppen forsøge at holde sammen.

Tænderne bider sig sammen.

Fingrene begynder at arbejde.

Benene bliver stive.

Vejrtrækningen bliver mindre.

Det er, som om kroppen siger:

“Pas på.”

Jeg forstår den virkelig godt.

Jeg kender den også fra mig selv.

Når livet har gjort virkelig ondt, når vi er blevet skuffede, sårede eller har mistet tilliden, så lærer vi langsomt at holde igen.

Vi holder igen med tårerne.

Vi holder igen med vreden.

Vi holder igen med latteren.

Vi holder igen med kærligheden.

Og stille og roligt holder vi også lidt igen med livet.

Kontrol kan opleves som trygt.

Den giver os en lille smule afstand til det, der gør ondt.

Problemet er bare, at den samme afstand også lægger sig mellem os og det, vi længes allermest efter.

Ro.

Nærvær.

Intimitet.

Evnen til bare at være.

Det er derfor, jeg arbejder med kroppen.

Jeg arbejder med kroppen, fordi jeg tror, den stille og roligt kan genopbygge noget, som er endnu vigtigere.Tillid, tillid til, at vi godt kan mærke en følelse uden at gå i stykker.

Tillid til, at kroppen godt kan være i det, den engang var nødt til at beskytte sig imod.

For det øjeblik tilliden begynder at vende tilbage…så begynder livet måske også at gøre det samme.

Nichlas

28/05/2026

Jeg havde en virkelig god session med Michael😃🙏 Michael er oprigtig og brænder virkelig for sit projekt💪👏

ADHD, trauma og kroppen.
Det vi ikke altid kan tænke os ud af

For et stykke tid siden. var jeg til kropsterapi hos Nichlas, som har åbnet LUCID kropsterapi på Frederiksberg. Og det her er ikke bare en “jeg var til behandling”-historie. Det her handler om noget, jeg tror mange med ADHD kan genkende… men som vi sjældent taler om:
At det ikke kun sidder i hovedet. Det sidder i kroppen.

Jeg har ADD og PTSD. Jeg har en barndom med ting i bagagen. Og jeg lever et liv, hvor jeg ofte er “på”. Ansvar. Arbejde. Børn. Klienter. Tankemylder. Et nervesystem, der nogle gange har svært ved at finde ro. Og selvom jeg forstår rigtig meget mentalt… så betyder det ikke altid, at kroppen følger med.

Da jeg kom ind hos Nichlas, blev jeg mødt med et smil og ro. Han spurgte, om jeg ville have vand eller kaffe, og mens jeg sad der med et glas vand, begyndte vi stille og roligt at snakke. Ikke sådan en “nu skal vi fikse dig” snak, men en nysgerrig samtale. Hvad er du optaget af lige nu? Hvad kæmper du med? Hvordan har dit system det? Jeg fortalte, at jeg lige har været syg, og at mit nervesystem har været på overarbejde. At min energi har været presset, og at jeg har haft mange ting, jeg skulle holde styr på. Nichlas lyttede. Virkelig lyttede.

Og så begyndte det interessante. For han begyndte ikke bare at høre, hvad jeg sagde. Han begyndte at aflæse mig. Min kropsholdning, mine mikroudtryk, mine pauser i sproget og måden mine hænder bevægede sig på. Og forklarede, hvad det betød. Jeg var allerede dér lidt… okay, det her er noget andet.

Selve behandlingen var en kombination af tryk, stræk, massage og rolige rystebevægelser i kroppen. Men det var ikke bare “massage”. Det var som om, han arbejdede med noget bagved. Noget, jeg ikke selv har adgang til med tankerne.

Nichlas forklarede imens og bagefter, hvad vi havde arbejdet med: sårbarhed, gammel sorg fra barndommen, gammel angst, stress, frihed, glæde, modet til at gå efter drømmen… og ro i nervesystemet. Og det mærkede jeg. Ikke kun som en tanke, men i kroppen.

Jeg kom egentlig ind med god energi. Men under behandlingen, især da vi kom ind omkring nogle af de fastlåste følelser, så blev jeg alligevel ramt. Der kom et par tårer. Og det overraskede mig. Ikke fordi jeg ikke kan mærke følelser… men fordi det kom så tydeligt og direkte.

Det er måske det vigtigste at sige: Der er ting, du ikke kan tænke dig ud af. Du kan forstå din ADHD. Du kan forstå dine mønstre. Du kan analysere din barndom. Men kroppen… den husker stadig.

Efter behandlingen forklarede Nichlas, hvad der var sket, og hvad jeg kunne forvente. Han sagde, jeg skulle huske at drikke vand… og at jeg nok ville blive træt senere. Og jeg tænkte lidt: “Ja ja…” Et par timer senere… jeg var helt færdig 😂 Men på den der gode måde. Ikke drænet. Ikke tung. Bare… rolig.

Min krop føltes lettere. Mit hoved føltes mere stille. Og der var en følelse af lettelse, som jeg ikke havde tænkt over, jeg manglede.

Hvis jeg skal beskrive det ærligt, så føltes det som at blive “rusket lidt på plads”. Ikke hårdt. Men med omsorg.

Og det slog mig bagefter, at jeg faktisk har været 8 år om at blive klar til det her. Jeg fik det anbefalet første gang for mange år siden. Men jeg var ikke klar. Og det er måske også vigtigt at sige: Du kan ikke presse dig selv til at være klar til sådan noget. Men når du er… så giver det mening.

Lidt om LUCID kropsterapi: Det er en måde at arbejde med kroppen på, hvor man både arbejder med det fysiske og det, der ligger bagved. Nichlas kombinerer kropsterapi med sin erfaring indenfor LUCID, hvor han aflæser mikroudtryk, kropssprog, dit nervesystem og måden du taler på. Det giver et ret præcist billede af, hvad der faktisk foregår i dig. Og det kunne jeg mærke.

📣 Jeg har fået lov til at give jer et tilbud, hvis I er nysgerrige på det her. En session koster normalt 1150 kr. Men hvis du booker med koden ADHDsupport, så får du 50% rabat, så 575 kr.

Det her er ikke fordi, jeg skal sælge noget. Jeg betaler selv, og jeg gør det med glæde. Men jeg ved også, hvor mange af jer der går rundt med et nervesystem, der er presset… og en krop, der har gemt på ting i mange år. Og det her kan noget andet end at “forstå det”.

Det kan mærkes.❤️

Michael Elvej
— ADHDsupport

25/05/2026

Kroppen hvisker længe inden den råber.
Jeg har rigtig mange klienter, som først kommer, når det hele nærmest er ved at vælte.
Når søvnen er blevet urolig. Når kæben spænder. Når maven strammer sig sammen. Når skuldrene gør ondt. Når ryggen begynder at larme. Når kroppen sender smerter ud de mærkeligste steder. Når humøret er under pres. Når hjernen bare kører og kører, uden at man kan få ro.
Det er ofte dér, folk kommer.
Når kroppen ikke længere bare hvisker. Når den råber.
Og jeg forstår det egentlig godt.
Mange af os har det lidt med kroppen og psyken, som vi har det med tænderne. Vi reagerer først når hullet er der. Når noget gør så ondt at vi ikke længere kan ignorere det.
Men det giver meget mere mening at tage det i opløbet.
Kropsterapi handler for mig om at hjælpe kroppen ud af det beredskab, den alt for længe har stået alene med.
For når kroppen i lang tid har været presset, overtilpasset eller på vagt, så sætter det sig. I søvnen. I tankerne. I humøret. I nervesystemet. I hele den måde vi er i livet på.
Og nogle gange mærker man først hvor længe man har været på overarbejde, når kroppen endelig begynder at få lidt hjælp.
Hvis du kan genkende noget af det her, så er du meget velkommen til at skrive til mig.
Nichlas

20/05/2026

Kontrol føles trygt… lige indtil det bliver et fængsel

Jeg har arbejdet med flere klienter den sidste tid, hvor kontrol virkelig har fyldt meget.

Og det interessante er…
at man næsten kan mærke det med det samme i kroppen.

Kroppen bliver stiv.
Holder igen.
Spænder op.

Som om den hele tiden prøver at holde sammen på noget.

Og hvis du spørger mig, så hænger kontrol og frygt næsten altid sammen på en eller anden måde.

For kontrol handler sjældent kun om at være struktureret eller have styr på tingene.

Mange gange handler det i virkeligheden om ikke at ville mærke noget svært.

Ikke at ville føle sig forkert.
Ikke at ville miste fodfæstet.
Ikke at ville ende i en situation, hvor man ikke længere føler sig tryg.

Så vi begynder at kontrollere.

Vores tid.
Vores følelser.
Vores relationer.
Hvordan andre ser os.

Og lige dér føles det faktisk trygt.

Problemet er bare…

At når vi bruger kontrol til hele tiden at undgå noget inde i os selv, så bliver kontrollen langsomt til et fængsel.

For kroppen kan ikke holde til at være i alarmberedskab hele tiden.

På et tidspunkt begynder det at sætte sig.

I skuldrene.
I kæben.
I maven.
I nervesystemet.

Og det vilde er egentlig, at mange mennesker slet ikke opdager, hvor meget energi de bruger på at forsøge at holde sig selv sammen.

Det er først, når kroppen begynder at gøre ondt…
eller når angsten, stressen eller uroen bliver for stor…

at det går op for dem.

Jeg tror faktisk, noget af det sværeste for os mennesker er at give slip på kontrollen nok til, at vi tør være frie.

For frihed kræver også, at vi tør være i det uforudsigelige.

Og det er ikke altid særlig behageligt.

Har du nogensinde oplevet, at det du troede gav dig tryghed… i virkeligheden begyndte at begrænse dig?

Nichlas

09/05/2026

Du lyver hele tiden, du ved det bare ikke selv.

Jeg sidder tit i samtaler hvor der bliver talt meget. Rigtig meget. Lange forklaringer, mange detaljer, masser af ord.
Alligevel forstår jeg ikke hvad den anden egentlig siger.
Det er fordi vi er opdraget til at lytte til ordene. Men ordene er faktisk kun en lille del af det der bliver kommunikeret.
Det jeg lytter efter hedder prosodi. Det er alt det der ligger rundt om ordene. Tempo, toneleje, rytme, tryk og pauser.
Det afslører næsten altid det ordene prøver at skjule.
Vi lyver alle sammen lidt. Vi gør det ikke ud af dårlige intentioner . Men fordi vi vil være ærlige og autentiske på samme tid som vi ønsker at blive set godt på, være empatiske og undgå at såre andre. Så sproget bliver et kompromis mellem det vi mener og det vi tør sige. En ubevidst balancegang mellem ærlighed og social overlevelse.
Det er dér prosodien afslører os.

Et par eksempler:
Nogen siger “det er fint” med et toneleje der falder mod slutningen og en lille pause inden. Det er ikke fint.
“Jeg elsker dig stadig” hvor trykket ligger på stadig. Så handler det pludselig ikke om kærlighed. Det handler om at den engang var større end den er nu.
“Vi ses snart” hvor trykket ligger på snart. Snart er ikke en tidsangivelse. Det er en høflig buffer der signalerer god vilje uden at forpligte sig på noget.
“Vi holder kontakten” hvor trykket ligger på holder. Holder er et arbejdsord, ikke et glædesord. Det signalerer en forpligtelse man påtager sig, ikke en forbindelse man glæder sig til.
“Jamen” hvor trykket ligger på men. Det er ikke enighed. Det er et forbehold der allerede er på vej inden sætningen er startet.
Du kender det allerede. Du har bare ikke haft et ord for det.
Prosodi er det lag i sproget som kroppen forstår før hjernen når at oversætte. Det er derfor vi kan mærke at noget er galt, selv når alt lyder rigtigt.
Det er noget af det jeg arbejder med i LUCID. At lære at lytte til det der bliver sagt mellem ordene.
Hvad hører du når du lytter ordentligt efter?
Nichlas.

09/05/2026

Du lyver hele tiden, du ved det bare ikke selv.
Jeg sidder tit i samtaler hvor der bliver talt meget. Rigtig meget. Lange forklaringer, mange detaljer, masser af ord.
Alligevel forstår jeg ikke hvad den anden egentlig siger.
Det er fordi vi er opdraget til at lytte til ordene. Men ordene er faktisk kun en lille del af det der bliver kommunikeret.
Det jeg lytter efter hedder prosodi. Det er alt det der ligger rundt om ordene. Tempo, toneleje, rytme, tryk og pauser.
Det afslører næsten altid det ordene prøver at skjule.
Vi lyver alle sammen lidt. Ikke fordi vi bare er løgnere. Men fordi vi vil være ærlige og autentiske på samme tid som vi ønsker at blive set godt på, være empatiske og undgå at såre andre. Så sproget bliver et kompromis mellem det vi mener og det vi tør sige. En ubevidst balancegang mellem ærlighed og social overlevelse.
Det er dér prosodien afslører os.

Et par eksempler:
Nogen siger “det er fint” med et toneleje der falder mod slutningen og en lille pause inden. Det er ikke fint.
“Jeg elsker dig stadig” hvor trykket ligger på stadig. Så handler det pludselig ikke om kærlighed. Det handler om at den engang var større end den er nu.
“Vi ses snart” hvor trykket ligger på snart. Snart er ikke en tidsangivelse. Det er en høflig buffer der signalerer god vilje uden at forpligte sig på noget.
“Vi holder kontakten” hvor trykket ligger på holder. Holder er et arbejdsord, ikke et glædesord. Det signalerer en forpligtelse man påtager sig, ikke en forbindelse man glæder sig til.
“Jamen” hvor trykket ligger på men. Det er ikke enighed. Det er et forbehold der allerede er på vej inden sætningen er startet.
Du kender det allerede. Du har bare ikke haft et ord for det.
Prosodi er det lag i sproget som kroppen forstår før hjernen når at oversætte. Det er derfor vi kan mærke at noget er galt, selv når alt lyder rigtigt.
Det er noget af det jeg arbejder med i LUCID. At lære at lytte til det der bliver sagt mellem ordene.
Hvad hører du når du lytter ordentligt efter?
Nichlas.

29/04/2026

Kærlighedssorg er sindssyg hårdt!

Det er skammen der følger med. Skammen over at det ikke holdt. Skammen over at du måske vidste det længe inden du turde se det i øjnene. Skammen over at have fejlet, selvom du ikke har fejlet.
Mange jeg arbejder med har gået på kompromis med sig selv i årevis. Solgt ud af deres egen integritet lidt ad gangen for at holde fast. Det gør det bare endnu mere ondt når det alligevel ikke holder. For så har du ikke bare mistet forholdet. Du har spillet en anden så længe at den du egentlig er, er blevet gemt væk.
Rejsen tilbage til dig selv kan være både lang og smertefuld. Måske fordi det bliver tydeligt hvor langt du egentlig er gået, og hvor mange gange du har overhørt dine alarmklokker.
Kærlighedssorg bor i kroppen. Den sidder i brystet og i maven.
Sorgen vækker dig om natten og sidder stadig tungt om morgenen.
Det er derfor jeg arbejder med kærestesorg, vrede og frygt direkte i kroppen i LUCID Kropsterapi. Når man arbejder med kroppen kan man give slip på kærestesorgen.
Har du siddet i gamle sårede kærestefølelser, så skriv en DM.
Nichlas.​​​​​​​​​​​​​​​​

22/04/2026

Hvad ligger der egentlig i dine skuldre?

Jeg arbejder rigtig meget med skuldrene i kropsterapi, og der sker næsten altid noget. For skuldrene handler ikke kun om muskler. De handler om det, vi går og bærer. Ansvar, pres, relationer, alt det vi ikke får sagt, og alt det vi holder tilbage.

Når jeg arbejder på forsiden af skulderen, møder jeg ofte noget helt andet end smerte. Der ligger sårbarhed, sorg, skuffelse og det, der ikke blev sagt i en relation. Mange lukker lidt i brystet uden at lægge mærke til det. Holder igen. Klarer sig selv.

Når vi bevæger os om på bagsiden, så skifter det. Der ligger kontrol, ansvar og en følelse af hele tiden at skulle holde sammen på tingene. Jeg møder mange, der aldrig rigtig giver slip. Altid er “på”. Altid tager lidt mere, end de egentlig burde.

Og så er der toppen af skulderen. Den kender de fleste. Den der spænding, der bare sidder der. Nakken der er stiv. Hovedet der kører. Det er ofte dér, stressen sætter sig. Alt det man også lige skulle klare.

Det interessante er, at når vi begynder at arbejde med det, så er det ikke kun kroppen der reagerer. Følelserne ligger lige under. Og det er også derfor, jeg elsker at arbejde med kroppen. For vi kan tale om tingene i lang tid, men nogle ting sidder et sted, hvor ordene ikke helt kan nå ind.

👉 Næste gang du mærker dine skuldre, så prøv lige at spørge dig selv: Hvad er det egentlig, jeg går og bærer på?

Nichlas
Ps. Der er ledige tider i kalenderen 😉