09/06/2026
“Yin Yoga, Poesi og Hjertets Melodi, er titlen på min første bog, som udkom i marts 2021. Samtidig er det essensen i min undervisning, hvor jeg gennem en særlig kombination af Yin yoga stillinger, poesi og bevægende musik, inspirerer andre til at tage ud på deres helt egen Yin yoga rejse med mulighed for at vække den feminine kraft, det legende barn, intuitionen og kreativiteten, så enhver kan finde magien og visdommen i sig selv og være den, de inderst inde i virkeligheden er.
Det er ikke forunderligt, at det netop var i den skriveproces, at min egen indre kreatør blev vækket i form af at skrive digte. Jeg vågnede om natten, måtte hyppigt holde ind til siden og skrive, når jeg var ude at køre, eller indtale ord for de følelser og fornemmelser, der dukkede op på mine gåture.
Nu, hvor jeg er nået til den femte samling, kan jeg se, hvordan digtene er uløseligt forbundne og det har været en healende rejse til kærligheden hjem i mig selv.
Således har jeg i digtsamlingerne bevæget mig gennem længsel, ikke gengældt kærlighed, sorg og smerte via afsked samt taknemmelighed ind i et sensuelt selvkærligt rum.
Som læser inviteres du til at tage med på en meditativ og healende rejse gennem poesien. I stedet for at sende kærlighedsbreve til andre, kan du adressere dem til dig selv, for at finde kærligheden til dig selv; “When Grey Hairs Fall, it´s time to find love”. Du vil opdage, hvordan du i din søgen efter kærlighed og anerkendelse var vildfaren, men at du nu er i stand til at give husly til dig selv; “Husly for de vildfarne”. Her i dit eget hus, får du øje på alt dét, der ikke tilhører dig, som du derfor kan slippe og sige “Farvel og tak for lån”, for endeligt at nå ind til det væsentlige, som er “Usynligt for øjet”.
“Fjerlette lupiner” afslutter samlingen af digte, som prikken over i´et, og er skrevet fra et feminint, sårbart og kærligt sted med sanselige minder, erotiske øjeblikke og vilde drømme.
Mit ønske er, at digtene kan inspirere til sensuelle kærlighedsmøder mellem mennesker.”