Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

02/08/2026

Kan vi vælge at tro? Jeg ville gerne have bevaret min kristne tro, og længe holdt jeg krampagtigt fast i dens sandhedsværdi.

Alternativet var alt for skræmmende.

Men efter at jeg havde vendt og drejet min kristne tro i månedsvis og desperat prøvet at få enderne til at hænge sammen, fordi den kunne da umuligt være andet end sand - det havde jeg jo lært - måtte jeg til sidst erkende:

Intet i troen giver længere mening for mig. Jeg kan ikke tro på kristendommen som andet end en menneskeskabt historie. Plothullerne og selvmodsigelserne er simpelthen for mange til, at en almægtig gud kan stå bag.

HVIS SANDHEDEN ER SAND, KAN DEN GODT TÅLE TVIVL
Som næsten 40 årig var jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere kunne lægge låg på alle de spørgsmål, der havde hobet sig op gennem alle årene - farlige spørgsmål, som potentielt kunne sende mig i helvede. Spørgsmål, jeg havde lært at lukke ned, gerne med bibelvers, som fortalte mig, at jeg ikke skulle tvivle, at guds veje var uransagelige, og at straffen for ikke at tro var evig fortabelse.

Min tese var, at hvis alt, jeg troede på som sandt, virkelig var sandt, så kunne min tro sagtens holde til alle mine spørgsmål og al min tvivl. Så ville jeg jo ende ved samme udgangspunkt:
At jeg havde ret. Og troen var sand.

På det tidspunkt var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg troede på sandhedEN - og så gik jeg i gang med at pille det hele fra hinanden.

Jeg vendte og drejede alt i min kristne tro og stillede spørgsmål efter spørgsmål, men jo mere jeg forsøgte at finde mening og sammenhæng, desto mere faldt hele kristendommen fra hinanden.

Jeg var dybt forfærdet, og længe ville min hjerne ikke acceptere det, jeg alligevel var nødt til at erkende over for mig selv:

Intet er, som jeg har troet i næsten 40 år.

Da troen faldt fra hinanden, faldt jeg også fra hinanden, for alt, jeg nogensinde havde lært, var bygget op omkring min kristne tro.

Jeg var som en efeu, der vokser op ad et træ. Og så fælder man træet.

HAR VI REELT FRI VILJE?
Der var intet i hele verden, jeg ønskede mig mere end at vende tilbage til min kristne tro og dertilhørende virkelighedsopfattelse. Men jeg kunne ikke.

Det var ikke et valg, jeg tog. Jeg KUNNE ikke længere tro på kristendommen som sand. Ikke uden at bedrage mig selv.

Jeg opdagede, at jeg havde troet, fordi det var det, jeg havde lært som sandhedEN.

Jeg opdagede også, at jeg rent faktisk var ateist. Det var det eneste, der gav mening for mig, nu hvor jeg havde vendt og drejet alt, jeg tidligere troede på.

Jeg ønskede sådan set ikke at blive ateist. Det var ikke et valg, jeg traf, fordi jeg tænkte, det kunne være sjovt. Det var det eneste, der gav mening for mig. Og til at begynde med var jeg chokeret over mig selv. Det var det sidste, jeg havde forventet, der ville ske.

Så er tro et valg?

For mig var det ikke. Jeg var nødt til at følge min egen tankevirksomhed og logik til dørs. Det førte mig til ateisme - hvilket jeg i dag er lykkelig for, aldrig har jeg følt mig så fri, men det var ikke nogen nem erkendelse.

Det har taget mig årevis at finde mig til rette i min nye virkelighedsopfattelse - som i bund og grund passer så meget bedre til mig som person, men eftersom jeg fik påduttet en tro som sandhedEN og blev skræmt af læren om helvede, havde jeg ikke plads til at udforske, hvad jeg egentlig selv mente virkede mest logisk og sandt.

Jeg siger ikke, at jeg er endt "det rigtige sted" (for så ville jeg blive i min gamle sort/hvide tankegang), men det er det rigtige sted for mig.

Jeg ved, at nogle mennesker har forladt frikirkemiljøer ligesom jeg og har været i stand til at bevare enten deres tro på kristendommen eller en tro på gud i en eller anden form.

Der findes ikke ét rigtigt sted at lande. Vi må hver især finde det, der føles rigtigt for os. Ingen religion er bevist, ligesom fraværet af en gud heller ikke er bevist. Det handler om overbevisning.

Så jeg mener ikke, at argumentet om fri vilje, som mange kristne bruger, holder helt vand; at gud efter sigende skulle have givet os en fri vilje, hvormed vi frit kan vælge ham til. Så vi undgår fortabelse.

Hvis jeg skulle have taget det "valg" at bevare min tro på gud, ville jeg have holdt mig selv for nar og være gået imod min egen natur og logik.

Hvis gud virkelig eksisterede og var almægtig, kunne han så let som ingenting have overbevist mig om sin eksistens. Dét ville være kærlighed i stedet for at lade mig selje i min egen sø, mens jeg desperat ledte efter grunde til at holde fast i ham på.

Her vil nogle kristne så sige, at mennesker jo vil bedrages. At satan er lykkedes med at overbevise mig om, at gud ikke findes. At jeg selv har valgt den brede vej, der fører til fortabelsen. At jeg aldrig rigtig kendte gud eller havde overgivet mig. At svarene findes i bibelen. Og så videre....

De har så mange "gode grunde" til at "valget" var mit ift at forlade gud.

I dag er jeg skeptisk over for, om vi mennesker reelt har fri vilje... Ikke at jeg har et svar. Nogle gange er en undren i mine øjne nok...
Måske findes der ikke ét entydigt svar. Dét er for mig frihed at læne mig ind i sådan en tankegang.

Hvordan ser du på begrebet fri vilje?

29/07/2026

Det er IKKE kærlighed at advare mennesker om et påstået helvede. Det er forvrængning af virkeligheden og kan potentielt være enormt skadeligt. Særligt for børn, der vokser op i troen på, at helvede er et ægte sted, og som lever i kronisk frygt for dette påståede sted. Vi er desværre mange, der voksede op på denne måde.

Det er en tro, ikke viden, men de opfører sig, som om det er sandhedEN. Ingen har endnu bevist, at sådan et helvede findes, derfor finder jeg det dybt problematisk, at religiøse føler pligt til at advare andre om noget, der med al sandsynlighed er fiktivt.

Det er også denne måde at forholde sig til verden på, der får mig til at kalde den slags religiøse miljøer, hvor de tror således, for sekter. De har altid en (bort)forklaring klar. En "god grund" til at gøre, som de gør. Hellere give et afvisende modsvar end rent faktisk at lytte til mennesker, der har taget skade af deres miljø og måde at tro på.

Ordene "Det er kærlighed at advare om helvede" er fra en kommentar på Kristeligt Dagblads facebookside, da de for nylig gendelte min historie, og kommentarsporet endnu en gang flød over med indoktrinerede påstande som denne.

Jeg er både chokeret og ikke særlig overrasket, når jeg møder deres reaktioner.

Jeg voksede jo op med at tænke og tro som dem. Og jeg har flyttet mig så meget fra den verden, at jeg lidt har glemt, hvor grelt det var (er).

De her miljøer er i mine øjne (potentielt) farlige, fordi de netop tror på sandhedEN og lever deres liv efter en pligt om at sprede "det glade budskab" og med skyklapper på ift, hvordan virkeligheden egentlig hænger sammen. De lever i en parallelverden, som på sin vis ikke ser sååå anderledes ud end vi andres liv, men adskiller sig på alle måder.

I deres verden står gud over alt andet, selvom de godt nok skal følge dette lands love og regler, men i bund og grund er gud og deres tro mere gyldig.

De lever i troen på at vide bedre end os andre, som ikke har fundet "sandheden", hvorfor de har oplysningspligt. Og pligt til at frelse os vantro.

De ser deres tro som viden og har en virkelighedsopfattelse, som mange uden for miljøerne tror er løgn, fordi det for os lyder meget langt ude, men den er god nok. Det ER deres virkelighed, og derfor taler de, som de gør, ud fra den...sådan som jeg selv gjorde gennem over 30 år, fordi jeg jo troede på sandhedEN.

De færreste forstår faren ved disse miljøer, som skræmmende nok er godkendt af den danske stat. Miljøer, som påfører mennesker så mange skader, at de kan blive kroniske. Miljøer, som på overfladen oser af glæde og sammenhold. Miljøer, som tror, de skal overtage verdensherredømmet - for det står der profeteret i deres bibel.

"..hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre.."

Paulus' Brev til Filipperne, kapitel 2, vers 10-11

Jeg synes, det er direkte uhyggeligt.

(Og nu får jeg nok kristne i mit kommentarfelt til at skrive netop den slags ting, som tidligere traumatiserede mig, og som aktiverer mine traumer, når jeg skal læse dem, fordi de mener, det er vigtigere at forsvare deres tro end at lytte til et offer, der blev skadet af det, de har kært.

Én påstod i en kommentar, at vi jo også skal lytte til de gode historier, hvis de skal lytte til de negative, og til det vil jeg blot sige: Jeg har lyttet til "de gode historier" i over 30 år (ligesom mange andre). Der var ikke plads til andet end "det positive", og nu er jeg så skadet af det, at mit system lukker ned, når jeg støder på det, så nej, jeg har ikke pligt til at lytte til flere "gode historier". Jeg har hørt nok.

Når det er sagt, er det her selvfølgelig en offentlig profil, hvor man har ret til at kommentere, hvad man har lyst, men man kan spørge sig selv, med hvilket formål man efterlader en kommentar, og hvordan man gør det med respekt for det delte budskab...sådan som vi sådan set altid bør, alle steder, offline som online, så vi kan skabe en dialog og komme hinanden i møde.)

***Og så skal jeg lige huske at sige, at jeg ikke generaliserer alle. For sådan læser mange det. Det bliver de sikkert ved med, selvom jeg skriver: Jeg siger ikke, at alle kirkemiljøer er sådan her, ej heller, at alle kristne er sådan her.
Jeg siger blot: det eksisterer, det forekommer flere steder, der findes mange indoktrinerede, der er farvet af et religiøst perspektiv, som tror, de gør kærlige handlinger ved (bl.a.) at advare om helvede.

Ikke alle kristne, ikke alle kirker, ikke altid alle steder, men nogle steder, og det bliver jeg ved med at kæfte op om, så længe jeg orker og finder det vigtigt.

21/07/2026

Der er så meget, der ikke stemmer, når jeg trevler bibelen op, men de kristne har altid en "god forklaring".

Og det var de "gode forklaringer", jeg lærte at proppe ind i hovedet på mig selv, så hver gang der kom tvivl, havde jeg et svar parat, så deres gaslighting af mig blev til selv-gaslighting.

Kristeligt Dagblad gendelte i går min historie på deres facebookside, og kommentarsporet er et fint eksempel på disse "gode forklaringer", som religiøse kommer med - selvom de også har en "god forklaring" på, at de ikke er religiøse, men personligt troende.

🔶 Endnu et paradoks er, at vi er syndere og derfor har brug for en frelser til at frelse os fra vores synd. Men det er efter sigende gud, der har skabt os som syndere, ham, som efter sigende er ufejlbarlig og almægtig, så han kunne jo bare have skabt os uden synd. Sådan. Så var det problem løst.

Men det ville selvfølgelig gøre ham unødvendig, for han sendte jo sin søn, som egentlig er ham selv, ned til jorden for at frelse os. Frelse os fra den synd, han selv har påført os - og som er det, der sender os i helvede, når vi dør, hvis vi ikke tager imod hans søn som vores frelser.

For at få det til at give mening, skal der i mine øjne "gode forklaringer" til.

Det er selvfølgelig fint, hvis man tror på dette og har lyst til at leve sit liv efter det, men problemet er, at det ofte ikke stopper der, for kristendommen pådutter kristne mission, så hele verden kan blive frelst. Altså, må man ikke holde "det glade budskab" for sig selv.

Derfor lærer små børn i mange kirkemiljøer, at de er syndere og ryger i helvede, hvis de ikke tager imod jesus som deres frelser. De indoktrineres i kristendommen, fordi den jo er sandhedEN - selvom det er en tro.

Måske kalder de det ikke helvede, måske hedder det 'fortabelse', endnu en "god forklaring", der skal dæmpe det horrible i selve læringen. Og måske er fokus mere på alt det gode, man har i vente i himlen. Men man kan ikke berette om himlen uden også at fortælle om det modsatte, for hvis alle kom i himlen, hvorfor er det så så vigtigt at tro på jesus og tage imod ham som sin frelser for at få en plads der. Så når de påstår, at de ikke har fokus på helvede, giver det måske mening for dem at forklare det sådan, men det er ikke hele billedet.

Ingen ved, hvad der venter os, når vi dør. Det har de dog også "gode forklaringer" på, for det er så belejligt, at nogle kristne har haft nærdødsoplevelser, hvor de påstår at have været en tur i himlen og mødt jesus. Ergo har de ret i deres overbevisning. Forskere har dog andre forklaringer på, hvordan dette fænomen kan opstå. Alligevel findes der mange kristne bøger om emnet, som påstår, at himlen findes, ergo findes helvede også. Og de bliver bekræftet i, at de har ret.

🔶 Endnu et paradoks er, at bibelen beretter om, at gud elsker alle. Han gør ingen forskel. Alligevel er bibelen spækket med vers om, hvordan ugudelige fortjener straf for deres ugudelighed og betegnes som andenrangs alene pga deres manglede tro på gud.

"Herren beskytter alle dem, der elsker ham, men alle de ugudelige udrydder han."
Salmernes bog kapitel 145, vers 20

"Knus armen på den ugudelige og onde, kræv ham til regnskab for hans ugudelighed, så den hører op."
Salmernes bog kapitel 10, vers 15

"Herren kender de retfærdige vej, men de ugudeliges vej går til grunde."
Salmernes bog kapitel 1, vers 6

"De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet.."
Daniels bog kapitel 12, vers 10

Så det handler om, at vi skal elske gud og bekende os til ham, ellers er vi ikke beskyttet af ham. Men hvis en almægtig gud elsker os med den ultimative kærlighed, ville kærligheden så ikke være upåvirket af vores gengældelse af den. Når nu han efter sigende er den almægtige, der står over alt andet. Hvorfor er han afhængig af arme synderes gengældelse af kærlighed? Eller ophøjelsen af ham for den sags skyld? Når han er hævet over alt menneskeligt?

🔶 Endnu et paradoks er, at gud efter sigende skulle være ufejlbarlig, men flere steder beretter bibelen om, at gud udrydder sine egne skabninger, fordi de ikke lever, som han synes, de bør. Ergo, har den ufejlbarlige gud skabt mennesker, han er skuffet over. Er det ufejlbarligt? Så gud kan godt begå fejl?

Han har skabt dem med fri vilje, efter sigende, men straffer dem for at bruge den. Endnu et paradoks.

Efter sigende skulle gud også kende os og vide alt om os, allerede inden vi bliver skabt.

" Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig.."
Jeremias' bog kapitel 1, vers 5

Så han ved, at de mennesker, han skaber, vil være ulydige mod ham og blive straffet med ulykke og helvede, men han skaber dem alligevel. Er det kærlighed? Eller retfærdighed?

🔶 Fortabelse/helvede er endnu et paradoks, for gud kunne - som den påstede almægtige - fjerne helvede, fjerne synd, fjerne ondskab, men undlader at gøre det og straffer mennesker for deres ondskab. Men hvor kommer denne ondskab fra, hvis vi er skabt i guds billede?

Efter jeg fjernede alle disse "gode forklaringer" fra min hjerne, kan jeg ikke få noget til at give mening i min tidligere tro baseret på bibelen, hvilket fik mig til at ende som ateist. Noget, der har givet mig langt større glæde og frihed end kristendommen nogensinde gav mig, selvom den påstår at have eneret på begge dele.

11/07/2026

Det er tankevækkende, når jeg deler mine oplevelser og skader fra kirkemiljøer, og de mødes med kommentaren: "Ikke alle kirker er sådan der."

Eller: "Jeg har kun gode oplevelser fra min kirke."
Eller: "Jeg genkender slet ikke det billede, du tegner."
Eller: "Hvorfor generaliserer du? Nu tror folk jo, det er sådan i alle frikirker/pinsekirker."

Hvorfor er det så svært at møde andres anderledes oplevelser med accept, nysgerrighed og omsorg?

Altså, det er helt klassisk at ofres beretninger mødes med mistro og afvisning. Det er nærmere reglen end undtagelsen i vores samfund. Uanset hvilken form for psykisk og/eller fysisk vold der berettes om.

Men... Vores oplevelser er vores oplevelser. Uanset om folk ikke genkender eller forstår dem.

Vores negative oplevelser fra kirkemiljøer er ægte og bør tages seriøst. Og bør komme frem i lyset og blive lyttet til. At anerkende dem er langt fra det samme som at sige, "alle kirker, alle steder". Det er heller ikke det samme som at sige, at alle mennesker tager skade af miljøerne. Virkeligheden er noget mere nuanceret end det. To mennesker kan vokse op i samme miljø. Den ene tager skade. Den anden gør ikke. Begges oplevelser er lige valide.

Det er hårdt nok at anerkende over for sig selv, hvad man har været udsat for - og øve sig i at eje sin historie og dele den med sine omgivelser. At blive mødt med afvisning og forsvar for det, der har skadet én, kan være retraumatiserende. At blive mødt med anerkendelse er i sig selv helende.

Jeg tænker nogle gange over, hvad de får ud af at forsvare deres kirke. Og/eller tro. For det eliminerer jo ikke det, jeg fortæller om. Det er selvfølgelig en måde at lukke munden på folk på. Og nedtone problemerne. For hvis de ties ihjel, eksisterer de vel ikke...eller noget... Og det er en måde at bevare deres virkelighedsopfattelse på. Men det ændrer jo intet.

Måden de reagerer på vælter mig heldigvis ikke længere. Nu bekræfter den mig i problemets omfang. For hvis noget skal ties ihjel, er der nok en rigtig god grund til at få det frem i lyset. Hvorfor må det ellers ikke komme frem i lyset?

Det er sjældent nemt at skulle ændre sin virkelighedsopfattelse, men det er en del af livet at være nødt til at stille spørgsmål til den en gang imellem, ellers vandrer man gennem livet med skyklapper på. Og tænk nu, hvis alting så helt anderledes ud, end man alle dage have troet? Ja, det kan vælte et menneske, men det kan også føre til, at man finder et andet og måske bedre liv på den anden side...hvis man tør stille spørgsmål og undlade at tro, man ved, hvordan alting hænger sammen. Og tør lade sig selv vælte. Det kræver kræfter at rejse sig igen, bevares, men det opbygger også styrke, måske en styrke man ikke anede, man havde...

10/07/2026

Hvorfor mener jeg, pinsekirken er en sekt? Hvad har det gjort ved mig at vokse op i pinsekirken? Det - og meget andet - talte vi om, da jeg besøgte ANTV - Anerkendende tv i Aarhus. Interviewet varer 30 min. og kan ses på YouTube 👇

Jeg er enormt glad for de muligheder, jeg får for at fortælle min historie og sætte spot på, at skaderne ved at vokse op i sekteriske miljøer kan være virkelig omfattende.

Det er stadig et underbelyst emne, og jeg mener, vi som samfund bør udvide vores forståelse af, hvad sekterisme er, for det foregår flere steder, end man ofte tror..

Hvis vi skal som samfund skal kunne hjælpe mennesker, der kommer ud af disse miljøer, bedre, må vi også have mere bred oplysning.

Jeg vil rigtig gerne ud og holde foredrag. Kender du nogen, der kunne være interesseret, eller steder, der kunne være relevante?
Del gerne i en kommentar, skriv en privat besked eller bed folk henvende sig til mig 😊

Det kan få store psykiske konsekvenser at vokse op i Pinsekirken. H...

28/06/2026

Tab af autonomi var forklædt som ultimativ frihed.

Tab af identitet var forklædt som tro, hellighed og overgivelse til guds kærlighed.

Tab af fri vilje var forklædt som, ja, fri vilje. Jeg havde selv valgt det hele, troede jeg, selvom jeg i virkeligheden var blevet kodet til at tage valg, som miljøet mente var de rigtige. Med truslen om evig fortabelse hængende over hovedet.

Religion har det med at omskrive virkeligheden så den passer ind i deres terminologi, men at kalde noget fri vilje, når "forkerte" valg fører til dom, forkastelse og fortabelse, er netop det modsatte. Man kan ikke ændre betydningen af, hvad fri vilje i praksis er ved at ændre fortællingen, men det narrer medlemmer til at tro på løgnen.

Jeg troede, jeg var ultimativt fri, for det var jeg jo blevet fortalt igen og igen. Jeg fandt ud af, at jeg var bundet på hænder, fødder og sjæl.

Jeg troede jeg velvilligt havde overgivet mig til en tro baseret på kærlighed. Jeg fandt ud af, at jeg var blevet indoktrineret til at udviske min identitet, så jeg kunne være et villigt redskab for en tro, der bygger på skyld, skam, frygt, fordømmelse, fortabelse og dobbeltmoral.

Jeg husker, at de i kirkerne sagde, "den største løgn satan har bildt mennesker ind er, at han ikke eksisterer." Og dermed havde han frit spil til at påvirke og styre.
Ordene indfanger meget præcist, hvordan religiøse tænker. De har en forklaring på alt. Brygger historier, der ikke passer. Og ser ting, der ikke er der.

De kigger eks. ud i verden og konkluderer, at mennesker lever triste, tomme liv, fordi de ikke lever med gud. Det bliver et selvforstærkende argument for, at de selv lever rigtigt, med gud, meningsfuldt, som intet andet kan være det.

Hvis de ugudelige siger, at de er lykkelige uden gud, tror de religiøse ikke på dem, for sådan kan virkeligheden jo ikke være, ergo vender de religiøse virkeligheden på hovedet, så den passer til deres opfattelse af den. De tror, de ugudelige lyver for sig selv. Og sådan afviser de alt, der ikke er rigtigt i deres øjne, og lever videre i deres selvbryggede version af virkeligheden, hvor de hele tiden bliver bekræftet i, at de har ret.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg afviste alt, der ikke stemte overens med de fortællinger, jeg troede på. Sådan var min hjerne jo kodet. Til at fastholde mig. Både i miljøet og i min egen virkelighedsopfattelse. Og sådan sidder man fast, samtidig med at man tror, det er sandhedEN, og alle andre, der tror anderledes, tager fejl.

17/06/2026

De kaldte selvudslettese hellighed, men det gjorde, at de kunne styre dig, fordi du stoppede med at kunne stole på din egen dømmekraft.

Det er gaslighting, en manipulationsteknik brugt til at så tvivl om din egen virkelighedsopfattelse.

De gaslightede med bibelvers:
"Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt." + "Vær ikke vís i egne øjne!"

Ordsprogenes bog, kapitel 3, vers 5 + 7

Jeg frygtede mine egne tanker, fordi de kunne være fra satan, som ville påvirke mig og hive mig væk fra den ene sande tro. Ergo stolede jeg heller ikke på mine egne opelevsler, for jeg var jo blot et syndigt menneske, der intet var værd i mig selv og havde brug for en frelser til at frelse mig fra mig selv.

Jeg messede bibelvers, jeg havde lært udenad, som skulle lukke min tvivl ned, for jeg skulle ikke tvivle på gud, kun på mig selv, eftersom han aldrig tog fejl, og min syndige kød ikke var til at stole på.

Det er opskriften på manipulation. Selvudslettese. Som gør, at man mister sin autonomi og er nem at styre.

Gaslighting bliver til selv-gaslighting, og sådan sidder man fast i sin egen hjerne. Det er et klistret spind, som er svært at slippe ud af.

"Hvorfor gik du ikke bare?" bliver ofre for manipulation spurgt, men det, man ikke forstår, når man spørger på denne måde, er, at ofret sidder fast, ikke kan tænke klart, ikke stoler på sig selv, hvorfor det er svært at se, hvad der foregår.

Oveni har man mistet sig selv og tror, man intet er værd i sig selv, man har lært at bebrejde sig selv for alt, hvad der foregår, og sådan sidder man fast.

Oveni har vi i samfundet en tendens til at blande reelle ofre og offermentalitet sammen. Hvilket er to vidt forskellige ting. Det er ikke selvvalgt at være et offer for manipulation, det kan ske for os alle, jeg tror ikke, nogen er immun, hvorfor viden om manipulationsteknikker burde puttes på skoleskemaet.

Og mens jeg sidder og skriver, banker det på min dør, udenfor står to meget nydelige damer og vil fortælle mig om bibelen. Jeg når ikke at høre, hvor de kommer fra, før jeg så høfligt som muligt får sendt dem videre med et nej tak til deres brochure og vrede siddende i kroppen, for hvorfor helvede er det der ikke ulovligt?!

Oplysning er vejen frem ift bekæmpelse af manipulation velvidende at det nok aldrig bliver muligt helt at bekæmpe, men derfor er oplysning stadig vejen frem.

Tak fordi du er her, liker, deler, kommenterer og følger med. Det bidrager alt sammen til at bringe budskaberne længere ud, og dit bidrag er yderst værdsat.

Kh Maria Bøgh

16/06/2026

Frygt kan holde mennesker i kronisk alarmberedskab. Det er en "smart" måde at styre dem på.

I min opvækst i religiøse miljøer var alting, der ikke handlede om gud, troen og kirken, farligt.

ALTING VAR FARLIGT
Verden var farlig og styret af satan og dæmoner.

Mine tanker var potentiet satan, der ville påvirke mig.

Ikke-kristne var ude på at hive os væk fra den ene sande tro.

At forlade troen var farligt

At have det sjovt var farligt.

Menneskelige behov var farlige.

Hekse og trolde var farlige, det samme var film og bøger, hvor de optrådte.

Harry Potter var farlig.

Min "syndige" natur var farlig, så jeg var i evig krig mod mig selv..

Selvet var farligt, så det skulle udslettes.

Verdslig musik var farlig.

Sport var farlig, for det kunne tage overhånd og tage fokus fra gud.

At komme for lidt i kirke var farligt.

Afslørende tøj var farligt - og kunne bringe andre i forfald.

ALT, der ikke var af tro og kunne lede os på afveje, var farligt.

Jeg var konstant på vagt. Med andre ord: jeg levede i kronisk alarmberedskab, hvilket er en stresstilstand. Tilstanden lægger låg på selve livet, så jeg levede sådan set ikke, hvorfor jeg netop oplever det som om, jeg har fået mit liv tilbage, efter jeg forlod min tro.

FASTHOLDELSE
Løsningen var at holde os nær til gud, troen og kirken.

Ergo: vi skulle have de rette påvirkninger, som fastholdt os i miljøet.

Sådan er det i sekteriske miljøer: Påvirkninger udefra er farlige, for de kan "føre folk på afveje".

Med andre ord: de kan miste magten over os, når vi lytter til andre end dem, der gerne vil styre os og vores hjerne, så vi bliver.

Frygt er et effektivt manipulationsmiddel. Det fastholder mennesker i en frys-tilstand, og det gør det svært at bryde ud af manipulationen.

Levede du også med, at verden 'uden for' var farlig? Hvad frygtede du? Del gerne i en kommentar 😊

Har du læst med så langt, men følger ikke siden, så tryk følg, hvis du vil læse flere af den her slags opslag.

Tak fordi du er her 💜

15/06/2026

Det er ikke nemt at forlade alt, vi har kendt som sandt, for det kan opleves som direkte farligt at gøre noget ender, end vi plejer.

Hvis du oveni har lært, at verden er ond og farlig, styret af dæmoner, og prisen for frafald er helvede, vil din hjerne automatisk forsøge at trække dig tilbage i folden, hvor du er i tryghed.

Jeg gennemlevede nogle år tætpakket med ubehag og tvivl, med følelsen af at være en flydende masse og ikke ane, hvem og hvad jeg selv var. Jeg havde svært ved at stole på min egen virkelighedsopfattelse, var hudløs og grådlabil, deprimeret og befandt mig i et tovtrækkeri af gammelt/velkendt/trygt og nyt/farligt/utrygt.

Det hev og sled i mit indre, og hele mit system skreg på at finde svar og afklaring. Jeg vidste dog, at jeg var nødt til at blive i denne ubehalige tilstand, ellers ville jeg aldrig nogensinde vikle mig ud af alt, jeg havde kendt som sandt.

Ofte kommer vi i tvivl, om vi nu gør det rette, for det kan føles direkte farligt at gøre noget andet, end vi plejer. Ubehaget er dog "blot" et tegn på, at vi bryder gamle mønstre, og vi må stå det igennem for at bryde dem. Det er alt andet end nemt og kræver viljestyrke ikke at gå tilbage til det velkendte.

Mønstre er kodet ind i os, og vi agerer ubevidst ud fra dem, så det kræver noget at blive bevidst om dem og begynde at bryde dem.

Når vi forlader et sekterisk miljø, er det ofte hele vores styresystem, vi skal ændre, da miljøerne har det med at nedbryde selvet og bygge os op efter deres indkodninger. Sådan sikrer de, at vi bliver der. Derfor er det en voldsom opgave at forlade sådan et miljø, da det styrer selv vores tanker. Vi skal kræve autonomien tilbage, og når vi netop har lært, at vi ikke kan stole på os selv og har udviklet et afhængighedsforhold til miljøerne, sådan som man ofte gør, er det alt andet end en nem opgave.

Det føles farligt at gå. Og når alt 'ude i verden' pr. definition var forkert, er det klart, vores system reagerer med utryghed, frygt, tvivl og en længsel efter at vende tilbage (også selvom det er det sidste, vi ønsker os) når vi bevæger os væk fra miljøet og ud i verden.

Vi skal lære stort set alt helt forfra. Vores styresystem skal med andre ord bygges op fra grunden.

I min proces med at lære at sætte grænser (blot én af mange ting, jeg har skullet lære), har jeg ofte haft enormt dårlig samvittighed over at sige nej til noget, jeg tidligere har sagt ja til. Også selvom jeg vidste, jeg ikke havde kapacitet til at sige ja.

Det har taget mig årevis at lære, hvor mine egne grænser går og begynde at handle på dem. Min krop har skreget på at vende tilbage til at være en dørmåtte, fordi det føltes så ubehageligt ikke at gøre, hvad andre forventede af mig. Jeg følte mig som jordens dårligste menneske, og jeg har måttet tvinge mig selv til at stå fast på mine beslutninger, selvom jeg nogle gange næsten ikke har kunnet stå ubehaget igennem.

Gennem flere år, da jeg viklede mig ud, led jeg af tilbagevendende migræne. Min nakke og skuldre var kronisk spændt op, jeg var ofte svimmel og havde kvalme. Da min psykolog sagde til mig, "du er i gang med at blive afgiftet af religion," gav det så god mening, fordi jeg netop var i gang med at bryde en afhængighed, der havde haft magten over mig, og min krop reagerede sådan set lige efter bogen.

Det er voldsomt at bryde gamle mønstre, og vi må ofte stå masser af ubehag igennem for at komme ud på den anden side.

Genkender du?
Del gerne dine oplevelser i en kommentar. Det kan være med til at hjælpe andre at se, at de ikke er alene med det, de går igennem.

03/06/2026

Social kontrol kan ligne omsorg. Vi hjalp jo bare hinanden med at holde os på den smalle sti, der førte til himlen.

Så vi blandede os i hinandens liv. Konsekvensen af frafald var simpelthen for stor til at lade stå til.

🔸 Vi bemærkede eks., hvis nogen havde været fraværende til søndagsgudstjenesten. Næste gang vi så dem, kunne vi spørge, hvor de havde været. Vi var jo bare interesserede i dem. Havde omsorg for, om de havde det godt.

🔸 Vi kunne lave aftaler med hinanden om, hvor meget vi læste i bibelen. F.eks. aftale bestemte antal kapitler, vi skulle læse, eller sætte en halv time af hver dag til bibellæsning, og næste gang vi så hinanden spørge, hvordan det var gået.

De kan jo lyde harmløst, men det var vigtigt for os alle, at vi læste nok i guds ord, fordi det hjalp os til at blive på den smalle til, der efter sigende var så nem at blive revet væk fra. Således hjalp vi hinanden. Med andre ord: Vi fastholdt hinanden i at få de rette påvirkninger, så vi ingen steder gik.

🔸 Det var normalt at 'få et ord' til hinanden. Nogle gange efter en gudstjeneste kunne vi gå hen til hinanden og sige, "jeg har et ord til dig". Det betød, at gud havde talt til os gennem en anden person. Det kunne være et bibelvers, der passede ind i vores (svære) situation eller en sætninger, som de mente, gud havde givet dem til at give videre.

Jeg kan huske, jeg syntes, det var lidt mærkeligt, men vi delte jo bønneemner med hinanden, og nogle gange kunne jeg under en prædiken komme til at tænke på de andres udfordringer, de havde lagt frem, og et bibelvers dukkede måske op i mine tanker, eller noget en præst engang havde sagt, som skulle virke opmuntrende. Hvis jeg ikke delte dette med personen, afholdt jeg jo gud fra at tale til dem gennem mig, så jeg tog mod til mig og fik på en eller anden måde sneget det ind i en samtale.

Jeg kan også huske, at jeg nogle gange følte det enormt akavet og grænseoverskridende, når nogen havde 'et ord' til mig. Særligt, hvis det ikke var et bibelvers, men deres egne ord, som tydeligt bar præg af, at det var deres egen mening, de overførte til mig. Men hvem var jeg at tvivle på guds talerør?

🔸 Engang blev jeg trukket til side i en ny kirke, jeg var begyndt at komme lidt i. Det var i en periode i mit liv, hvor jeg gik i byen og drak, hvilket jo var den direkte vej til helvede. Det føltes dog ikke forkert, men jeg vidste, at det var det, og jeg prøvede desperat at balancere de to verdener, hvilket selvfølgelig førte til masser af indre tovtrækkeri.

En person, jeg kun kendte meget perifært, og som jeg vel var jævnaldrende med, bad mig gå med ind i lokalet ved siden af, mens vi efter et ungdomsmøde drak kaffe.

"Du ved godt, det ikke er så godt, det du har gang i, ikke?" konkluderede han. Jo, det vidste jeg da godt og følte mig 5 år gammel og vred. Hvad bildte han sig egentlig ind? Og hvor vidste han fra, hvad jeg foretog mig?

Episoden skubbede mig kun mere i retningen af bylivet, hvor jeg ikke følte mig dømt og forkert, end det fastholdt mig i kirken. Desuden var jeg allerede tilmeldt pinsevækkelsen højskole I Mariager, hvor jeg vidste, jeg ville vende mig væk fra bylivet og dedikere mit liv til gud på ny. Jeg var rasende over, hvordan han behandlede mig som et uartigt barn og konkluderede ting på mine vegne i stedet for at spørge mig.

🔸 Det var normalt at spørge hinanden, "ses vi på søndag?", "kommer du til ungdomsmødet på fredag?" Vi håbede jo bare, at vi ville ses. For det var så hyggeligt.

🔸 Vi talte om, hvordan vi havde missioneret for de mennesker, vi gik i skole med og arbejdede sammen med. Vi delte erfaringer om, hvad der virkede, og hvad der ikke faldt i god jord 'ude i verden'. Vi roste hinanden for at få nogen til at sige ja til at komme med i kirke. Og talte om, hvordan vi kunne takle episoderne, der ikke var gået så godt, bedre. Hvad kunne man f.eks. sige i stedet, for at vores ord faldt i bedre jord.

Jeg husker, hvor elendigt jeg ofte havde det under disse snakke, når jeg ikke havde 'delt min tro med nogen', ikke havde fået nye med i kirke eller vidnet for nogen, der modtog det positivt. Jeg syntes, mission var så akavet, og jeg var flov, når de andre talte om det som noget nemt og naturligt. Nogle gange prøvede jeg at sige det, de havde sagt, men det virkede sjældent.

SOCIAL KONTROL VAR NORMALEN
Social kontrol kan komme i mange former og nogle gang være svær at få øje på. Det kan foregå subtilt - og blot være normalen i nogle miljøer.

Jeg ville aldrig have tænkt det, vi gjorde, som social kontrol. Nej, det var omsorg. Vi passede på hinanden. Vi levede troen sammen. Og beskyttede hinanden. Mod verdens farer.

Vi brugte bibelvers til at retfærdiggøre vores "omsorg" for hinanden som eks. dette:

”Jesus sagde til sine disciple: »Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det. Det var bedre for ham at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet, end at han bringer én af disse små til fald. Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham.”

Lukasevangeliet kapitel 17, vers 1-3

Vi troede seriøst, vi gjorde noget godt. Vi hjalp jo hinanden med at beholde billetten til himlen, og vores handlinger var bakket op af guds ord.

Men det var stadig social kontrol. Og det øgede min fornemmelse af altid at være overvåget, ikke kun af den altseende gud, men også af hans folk. Jeg led vel af en form for forfølgelsesvanvid gennem hele min opvækst, men som så meget andet bortforklarede jeg det og tænkte aldrig, at det var noget skidt.

Man kan bilde sig selv ind, at noget er godt, selvom det faktisk er ødelæggende for en. Og det er en del af den omfattende gaslighting, der gør det så svært at forlade sådanne miljøer.

Har du oplevet social kontrol? Hvilke former? Og hvad har det gjort ved dig? Del gerne dine oplevelser i en kommentar.