Hvad er åbningstiderne?

Mandag 09:00 - 17:00 Tirsdag 09:00 - 17:00 Onsdag 09:00 - 17:00 Torsdag 09:00 - 17:00 Fredag 09:00 - 17:00

KETO Nordic, ågade 18, 4, Aalborg (2026)

25/08/2026

HVORNÅR HOLDT VI OP MED AT SPØRGE HVORFOR?

Jeg skrev forleden et opslag om noget så usexet som moms.

Jeg stillede egentlig bare ét spørgsmål:

Hvorfor har vi overhovedet 25 procent moms på noget, vi ikke kan vælge fra – nemlig mad?

Jeg havde forventet uenighed. Modargumenter. Diskussion. Måske endda lidt ballade.

Men der skete næsten ingenting.

Og mærkeligt nok er dét begyndt at interessere mig mere end selve momsen.

For lige nu synes alle ellers at have en mening om fødevaremomsen.

Politikere diskuterer den. Økonomer diskuterer den. Medierne diskuterer den.

Skal den halveres? Skal momsen fjernes på bestemte fødevarer? Er det for dyrt? For besværligt? Og hvilke fødevarer skal i givet fald være billigere?

Der er masser af debat.

Men da jeg stillede det mere grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor har vi overhovedet moms på mad?

… blev der mærkeligt stille.

Måske har vi aldrig tænkt over det -
Forklaringen kan selvfølgelig være helt banal.

Måske viste Facebook ikke opslaget til ret mange. Måske var det for langt. Måske var tidspunktet forkert.

Men måske er der også en mere interessant forklaring:

Måske har de fleste af os aldrig rigtig tænkt over spørgsmålet.

Vi er blevet vant til momsen.
Vi ser 125 kroner på prisskiltet. Vi tænker ikke: 100 kroner for varen og 25 kroner i moms.
Det er bare prisen.

Vi har levet med systemet så længe, at det næsten føles som en naturlov.
Men det er det jo ikke.

Moms er et politisk valg.

Og politiske valg kan diskuteres. De kan udfordres. Og de kan ændres.

Det fik mig til at tænke på noget, der egentlig er større end momsen:

Er vi blevet for gode til at sige: “Sådan er det jo”?
Er vi blevet tilskuere?

Vi lever i en tid, hvor ting, der for ganske få år siden ville have lydt næsten utænkelige, pludselig er blevet en del af den daglige nyhedsstrøm.

Forholdet mellem USA og Canada diskuteres på måder, vi for få år siden næppe havde forestillet os. Krigen i Ukraine fortsætter, mennesker bliver dræbt, og alligevel er også dét efterhånden blevet en del af vores daglige strøm af nyheder.

Jeg sammenligner naturligvis ikke alvoren af krig og international politik med dansk fødevaremoms.

Jeg spørger til noget andet:

Hvor hurtigt vænner vi mennesker os til noget, der engang ville have fået os til at reagere?

Vi læser. Vi scroller. Vi ryster måske på hovedet.
Og så går vi videre.

Hvor mange gange skal vi høre “sådan er systemet”, før vi holder op med at spørge:

Hvorfor?

Demokrati kræver besværlige mennesker - Jeg savner måske lidt af vores kampgejst.

Ikke kamp forstået som vrede, råben og skyttegrave.

Jeg mener demokratisk kampgejst.
Evnen til at være lidt besværlig.
Til at stille spørgsmål.
Til at forlange argumenter.

Til at sige:

Hvorfor? Hvem har besluttet det? Er det rimeligt?
Kunne vi gøre det anderledes?

Et levende demokrati består ikke kun af mennesker, der sætter et kryds med nogle års mellemrum.

Det kræver borgere, der blander sig.

Som udfordrer magten. Som udfordrer hinanden.

Og som en gang imellem også udfordrer selve præmissen for den diskussion, de bliver præsenteret for.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal være imod alting.

Man kan stille et kritisk spørgsmål og ende med at konkludere, at den eksisterende løsning faktisk er den bedste.

Fint. For så ved vi i det mindste hvorfor.

Jeg bliver ikke bekymret over, at andre mennesker når frem til et andet svar end mig.

Det ville være et fattigt demokrati, hvis vi alle skulle mene det samme.

Jeg bliver bekymret, hvis vi holder op med at stille spørgsmål.

Og så tilbage til vores tallerken -
I går så jeg to politikere stå og debattere, hvilke fødevarer der skulle have halveret moms.

De var ikke enige.

Og dér ramte vi efter min mening noget helt centralt.

For hvem skal bestemme? Hvilke fødevarer er de rigtige?

Hvilke skal belønnes med lavere moms – og hvilke skal fortsat beskattes med 25 procent?

Hvem skal definere, hvad der er godt at lægge på min tallerken?

Her bliver mit eget standpunkt ret enkelt:

Jeg vil ikke have en politiker til at bestemme, hvad jeg skal have på min tallerken.

Det vil jeg gerne selv bestemme.

Nej, en politiker bestemmer selvfølgelig ikke bogstaveligt vores aftensmad gennem momsen.

Men hvis staten udvælger bestemte fødevarer og gør dem billigere gennem en særlig momssats, mens andre fortsat beskattes fuldt ud, bruger staten skattesystemet til at påvirke vores valg.

Det synes jeg, vi skal turde diskutere.

For så bliver spørgsmålet pludselig:

Skal politikerne bestemme, hvilke fødevarer der fortjener lavere moms?

Eller skal vi behandle mad som det, det er – en nødvendighed – og diskutere en generel sænkning eller måske ligefrem fjernelse af momsen på fødevarer?

Det sidste tiltaler mig langt mere.

Giv os viden – og lad os tage ansvaret

Jeg tror på oplysning.

Jeg tror på viden.

Vi skal diskutere ernæring, sundhed og konsekvenserne af vores valg. Samfundet må meget gerne rådgive og oplyse.

Men der er forskel på oplysning og økonomisk styring.

Giv os viden. Giv os ordentlig information.

Men lad os selv bestemme, hvad vi spiser.

For i sidste ende er ansvaret vores eget. Det er mig, der køber min mad. Det er mig, der spiser den.

Og det er mig, der må tage ansvar for de valg, jeg træffer.

Det personlige ansvar skal vi efter min mening passe på med at aflevere til Christiansborg.

Frihed og ansvar hænger sammen.

Hvis vi ønsker friheden til selv at vælge, må vi også acceptere ansvaret for vores valg.

Ja, pengene skal findes

Og så kommer det indlysende modargument:

Staten skal selvfølgelig finansieres.

Hvis vi sænker eller fjerner momsen på fødevarer, mister staten indtægter.

De penge skal enten findes gennem andre skatter og afgifter, eller også skal de offentlige udgifter reduceres.

Der findes ingen gratis skattenedsættelser.

Det er jeg helt med på.

Men det er ikke et argument for ikke at stille spørgsmålet.

For skatter er prioriteringer.

Vi beslutter politisk, hvad vi beskatter, hvor meget vi beskatter det, og hvor staten ellers skal hente sine penge.

Og derfor vender jeg tilbage til det spørgsmål, der startede det hele.

Mad er ikke en sofa. Mad er ikke en ferie. Mad er ikke den nyeste telefon. Vi kan vælge alle de ting fra.

Vi kan ikke vælge ikke at spise.

Når vi betaler 1.000 kroner for momspligtige fødevarer, er 800 kroner prisen uden moms og 200 kroner moms.

Det har vi vænnet os til.

Men at vi har vænnet os til noget, gør det ikke nødvendigvis rigtigt.

Så måske handlede mit første opslag alligevel om mere end moms.

Måske handlede det om retten – og måske ligefrem pligten – til en gang imellem at være lidt besværlig.

Til ikke automatisk at acceptere præmissen. Til at spørge:

Hvorfor?

Også når svaret er:

“Sådan har vi altid gjort.”

Så mit spørgsmål er stadig helt enkelt: Hvorfor har vi egentlig besluttet, at menneskers mad skal beskattes med 25 procent – og er det stadig den rigtige beslutning?

Jeg kender ikke nødvendigvis det rigtige svar.

Jeg vil gerne høre argumenterne.

Både for og imod.

For jeg bliver ikke bekymret, når mennesker er uenige.

Jeg bliver bekymret, når vi holder op med at stille spørgsmål.

24/08/2026

HVORFOR HAR VI EGENTLIG MOMS PÅ MAD?

Lige nu diskuterer vi igen momsen på fødevarer.
Skal den halveres? Skal vi have nulmoms på bestemte fødevarer? Er det for dyrt? Er det administrativt besværligt? Vil butikkerne bare tage en del af gevinsten? Og vil en lavere moms overhovedet hjælpe dem, der har mest brug for det?

Det er relevante spørgsmål.
Men jeg synes, vi springer over et spørgsmål, der kommer før alle de andre:

Hvorfor har vi overhovedet moms på mad?
Bare lige tænk over det.

Vi kan vælge ikke at købe en ny sofa. Vi kan beholde bilen et år længere. Vi kan undvære nyt tøj, en ferie, en ny telefon eller et større fjernsyn.

Men vi kan ikke vælge ikke at spise.

Mad er ikke bare endnu et forbrugsgode. Mad er en biologisk nødvendighed.

Alligevel beskatter vi i Danmark som udgangspunkt fødevarer med den samme momssats på 25 procent som langt de fleste andre varer.

Vi har vænnet os til de 25 procent

Da momsen blev indført i Danmark i 1967, var satsen 10 procent.
Siden steg den ad flere omgange, og siden 1992 har den været 25 procent.
Også på vores mad.
Det danske system har en stor fordel: Det er relativt enkelt. Vi har som udgangspunkt én momssats frem for et virvar af satser og undtagelser.
Det argument skal man ikke bare affeje.

Men enkelhed er ikke nødvendigvis det samme som rimelighed.

For hvis udgangspunktet er, at en generel forbrugsafgift helst ikke skal påvirke vores valg mellem forskellige varer, melder spørgsmålet sig:

Hvor stort et “forbrugsvalg” er det egentlig at købe mad?

Prøv at se på din næste bon
Vi siger normalt, at der er 25 procent moms på fødevarer.

Men set fra den anden side betyder det, at når du betaler 125 kroner ved kassen, er 25 kroner moms.
Altså går en femtedel af det beløb, du betaler, til staten.

Køber en familie momspligtige fødevarer for 5.000 kroner inklusive moms, udgør momsen 1.000 kroner.

Måned efter måned.
År efter år.

Og her bliver spørgsmålet interessant, fordi moms på nødvendige varer rammer anderledes end skat på noget, vi frit kan vælge fra.

Den velstillede familie skal selvfølgelig også spise.

Men for familien, pensionisten eller den enlige med et stramt budget udgør mad en langt større del af de penge, der er til rådighed.

Man kan udsætte købet af en sofa.
Man kan ikke udsætte aftensmaden ret længe.

Og så er der sundheden
Her synes jeg, at diskussionen bliver endnu mere interessant.
Vi bruger enorme ressourcer på vores sundhedsvæsen.

Vi diskuterer forebyggelse, overvægt, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom, metabolisk sygdom, børn og unges sundhed og ældres ernæring.

Vi fortæller igen og igen danskerne, at deres livsstil betyder noget.

At deres mad betyder noget.
At forebyggelse er bedre – og billigere – end behandling.

Og samtidig lægger vi 25 procent moms på den mad, de køber.

Er der ikke et paradoks her, som fortjener en langt større diskussion?

Det betyder ikke, at jeg mener, at politikere skal begynde at bestemme, hvad der er “rigtig” og “forkert” mad gennem et uendeligt system af forskellige momssatser.

Tværtimod.

For så kommer det næste problem:
Hvem skal bestemme?

Er en avocado sundere end et æg? Skal fisk have én sats og kød en anden? Hvad med smør? Ost? Frugt? Juice? Morgenmadsprodukter? Færdigretter?

Så kan vi meget hurtigt skabe et bureaukratisk system, hvor politikere og embedsmænd indirekte kommer til at definere den korrekte tallerken.

Det er heller ikke nødvendigvis attraktivt.
Derfor synes jeg, at diskussionen om halv moms på fødevarer er langt mere principiel, end den bliver gjort til.

Ja, pengene skal findes et andet sted

Det stærkeste modargument er selvfølgelig indlysende:
Staten får mange penge ind gennem moms.
Hvis vi sænker momsen på fødevarer, mangler de penge et andet sted.

Enten skal vi opkræve dem gennem andre skatter og afgifter, eller også skal de offentlige udgifter reduceres.

Der findes ingen gratis skattenedsættelser.
Det skal siges højt.

Men det besvarer stadig ikke mit spørgsmål:
Er mad det rigtige sted at hente pengene?

For et skattesystem er ikke en naturlov.
Det er resultatet af politiske valg.

Vi beslutter, hvad vi beskatter, hvor meget vi beskatter det, og hvor staten i stedet skal hente sine indtægter.

At vi har gjort noget på én bestemt måde i årtier, er ikke i sig selv et argument for, at det også er den bedste løsning i fremtiden.

Og måske er det netop dét, den aktuelle debat om fødevaremomsen giver os en anledning til.

Ikke kun at diskutere, om momsen skal være 25 eller 12,5 procent.

Men at stille det langt mere grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor beskatter vi overhovedet noget, som intet menneske kan vælge fra?

Jeg har ikke skrevet dette, fordi jeg tror, at spørgsmålet har et enkelt svar.

Jeg skriver det, fordi jeg synes, vi alt for sjældent stiller det.

Så jeg er oprigtigt interesseret i at høre:

Synes du, det er rimeligt, at vi har 25 procent moms på fødevarer i Danmark?

Og hvis dit svar er ja:
Hvorfor er mad det rigtige sted at hente de skatteindtægter?

Og hvis dit svar er nej:
Hvor synes du så, pengene skal findes i stedet?

20/08/2026

I dag er det seks uger siden, jeg brækkede lårbensknoglen og blev opereret.

Og efter en lang arbejdsdag på Voergård må jeg næsten selv standse op og konstatere, hvor langt jeg faktisk er kommet.

Jeg har stadig krykken med på arbejde. Ikke fordi jeg nødvendigvis behøver den for at kunne gå, men fordi den giver støtte og sikkerhed gennem en lang dag med mange skridt, trapper og timer på benene.

Herhjemme går jeg efterhånden uden – og nogle gange opdager jeg, at jeg simpelthen har glemt, hvor jeg stillede krykken. Det tager jeg som et ganske godt tegn.

Mange omkring mig siger, at det er gået bemærkelsesværdigt hurtigt. Og ja – det synes jeg også.

Men de sidste seks uger har samtidig været en meget konkret påmindelse om noget, som vi i KETO Nordic har beskæftiget os med i mange år.

Kroppen er ikke passiv. Den er et biologisk system, der hele tiden reagerer på de betingelser, vi giver den.

Heling efter et knoglebrud og en stor operation er en kompleks biologisk proces.

Der skal dannes nyt væv, knoglen skal remodelleres, muskler skal genopbygges, inflammation skal reguleres, og nervesystemet skal igen lære at stole på bevægelsen.

Alt dette kræver energi, byggesten og de bedst mulige betingelser for kroppens reparationsprocesser.

Derfor har jeg også brugt min egen viden meget aktivt gennem hele forløbet.

Jeg har haft fokus på tilstrækkeligt protein og de nødvendige byggesten til vævsreparation, på min ketogene metabolisme, på søvn og restitution, på bevægelse og gradvis belastning – og på målrettede kosttilskud, hvor jeg har vurderet, at de kunne understøtte kroppens normale fysiologiske processer.

For mig har forløbet været en meget stærk demonstration af, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt og interessant at forstå sin egen biologi.

Jo mere vi forstår om eksempelvis insulin, energimetabolisme, inflammation, proteinsyntese, muskelmasse, søvn og restitution, desto bedre bliver vi også i stand til at træffe kvalificerede valg i vores egen hverdag.

Det betyder, at vi kan blive langt mere vidende deltagere i vores egen sundhed.

Og netop her oplever jeg indimellem et tomrum.

Den ketogene metabolisme fylder fortsat forholdsvis lidt i den almindelige sundhedsfaglige samtale. Derfor kan det være svært at finde mennesker, man kan diskutere de mere metaboliske perspektiver med uden først at skulle begynde helt fra begyndelsen.

For nylig havde vi besøg af et ægtepar, som har deltaget på vores Retreat i Rebild mere end én gang, og som gennem årene har sat sig virkelig grundigt ind i den ketogene livsstil og den metaboliske biologi bag.

De har begge foretaget meget store ændringer i deres livsstil og har oplevet markante forandringer i deres helbred. I dag er de begge i remission efter alvorlig sygdom – og deres historie er i sig selv både tankevækkende og inspirerende.

Men det, jeg især nød ved deres besøg, var samtalen.

Hvor var det befriende at sidde sammen med mennesker, som ikke bare kender ordene, men forstår tankegangen og interesserer sig for de biologiske mekanismer bag.

Vi kunne gå direkte ind i samtalen om metabolisme, insulin, ketoner, faste, inflammation og kroppens evne til at tilpasse sig. Vi kunne stille spørgsmål, udfordre hinanden, dele erfaringer og nørde fysiologi på et niveau, som jeg ganske enkelt holder utrolig meget af.

Og måske er det netop dét, jeg savner allermest:
De rum, hvor vi kan være nysgerrige sammen.
Hvor vi ikke behøver forklare eller forsvare vores valg, men kan bruge tiden på at blive klogere. Hvor erfaring møder fysiologi, hvor spørgsmål er velkomne, og hvor vi både kan være enige og udfordre hinanden.

Det er præcis dét, Michael og jeg forsøger at skabe på vores KETO Nordic Retreats.

Ikke bare nogle dage med god mad, natur og undervisning, men et lille fagligt og menneskeligt fællesskab omkring en holistisk ketogen livsstil.

Et sted, hvor man kan spørge, diskutere og sparre. Hvor man ikke behøver vide alt, og hvor vi heller ikke behøver mene præcis det samme om alting.

Men hvor nysgerrigheden på kroppens biologi er fælles.

Og hvor vi faktisk lever det, vi taler om.

Og nu kan jeg mærke, at tankerne om det næste KETO Nordic Retreat begynder at melde sig.

Jeg har lyst til at gå i gang.

Men et Retreat er også et stort arbejde at skabe fra bunden. Det kræver det rigtige sted, planlægning af dagene, undervisningen, maden og aktiviteterne – og alle de små detaljer, der tilsammen skaber den særlige helhed, vi gerne vil have.

Så inden Michael og jeg for alvor sætter hele maskineriet i gang, vil vi meget gerne høre jer:
Har du lyst til at være med næste gang?

Skriv meget gerne i kommentarfeltet – også selv om du bare tænker: “Det kunne bestemt være interessant.”

Det er ikke en tilmelding og binder dig ikke til noget. Vi vil ganske enkelt gerne mærke, om der er interesse for, at vi skaber et nyt KETO Nordic Retreat.

Er den der, så går vi i gang. ❤️

For mig er det netop dét, et Retreat kan:
Nogle dage, hvor vi ikke bare taler om en ketogen livsstil, men lever den sammen, undersøger den, bliver klogere og inspirerer hinanden.

Og efter de sidste seks uger er jeg om muligt blevet endnu mere optaget af, hvor meget det betyder at forstå sin egen biologi – og bruge den viden til at skabe de bedst mulige betingelser for den krop, der skal bære os gennem resten af livet.

Bemærk regnbuen bag mig 😍🌈🌈🌈

17/08/2026

METABOLIC MONDAY – vores ugentlige faste 🧬🔥

Hos os begynder Metabolic Monday egentlig allerede søndag aften, når vi spiser dagens sidste måltid. Næste måltid bliver først mandag aften.

24 timers faste.

Og for os er det rigeligt. Ikke fordi 24 timer er et magisk tal, men fordi vi til daglig lever i en ketogen livsstil og stabil fedtforbrænding.

Kroppen er vant til at skifte mellem energikilder, insulin ligger generelt lavt, og fedtsyrer og ketonstoffer er allerede en naturlig del af vores energiforsyning.

Når vi faster, sker der nemlig langt mere end blot det, at vi ikke spiser.

Når tilførslen af energi og aminosyrer falder, ændres kroppens cellulære signalering. Insulin og vækstsignaler dæmpes, aktiviteten i mTOR reduceres, mens blandt andet AMPK – cellens energisensor – aktiveres.

Det skaber et biologisk miljø, hvor kroppen i højere grad bevæger sig fra vækst og lagring til vedligeholdelse og genbrug.

AUTOFAGI – cellernes eget genbrugssystem
Autofagi betyder omtrent “at spise sig selv”, men i virkeligheden er det et fantastisk intelligent vedligeholdelsessystem.
Cellerne identificerer beskadigede, gamle eller overflødige bestanddele, nedbryder dem og genanvender byggestenene. Autofagi er altså både oprydning, kvalitetskontrol og genbrug på celleniveau.

Og inde i dette system finder vi en særlig interessant proces:
MITOFAGI.
Mitofagi er den selektive oprydning af beskadigede eller dårligt fungerende mitokondrier – vores små cellulære energifabrikker. De dårligste sorteres fra, så cellerne kan bevare en sundere og mere velfungerende bestand af mitokondrier.

Og det handler bestemt ikke kun om muskler, lever og resten af kroppen.

Det handler i høj grad også om hjernen. 🧠

Hjernen er et af vores mest energikrævende organer og dybt afhængig af velfungerende mitokondrier. Derfor er autofagi og mitofagi også centrale forskningsområder, når vi taler om hjernens aldring, metabolisk sundhed og neurodegeneration.

Vi skal dog passe på med at gøre biologien til et stopur.
Man kan ikke sige, at autofagi pludselig “tændes” efter præcis 18, 24 eller 36 timer. Autofagi foregår hele tiden på et basalt niveau og varierer mellem forskellige væv. Vi ved endnu ikke nok fra humane studier til at sætte et bestemt klokkeslæt på processen.
Og derfor vil jeg heller ikke sige, at mennesker, der endnu ikke er i stabil fedtforbrænding, nødvendigvis skal faste i flere dage for overhovedet at få autofagi.

Men deres vej ind i fastens metaboliske tilstand kan være længere.

En krop, der det meste af tiden er vant til hyppig tilførsel af kulhydrat, skal først bevæge sig gennem faldende insulin, forbrug af leverens glykogen og en gradvis øgning af lipolyse, fedtoxidation og ketogenese.

Når man derimod lever i stabil fedtforbrænding, begynder man fasten fra et helt andet metabolisk udgangspunkt.

Og dét er netop en af grundene til, at vi ikke jagter lange faster hver uge.

Vi lever den metaboliske livsstil resten af ugen.
Så kommer mandagen.
Ingen morgenmad.
Ingen frokost.
Ingen snacks.
Bare vand, kaffe eller te – og ro omkring det.

Og så kommer mandag aften.
For faste handler selvfølgelig også om det vidunderlige øjeblik, hvor man igen sætter sig til bordet. Og efter 24 timer uden mad behøver det bestemt ikke være kompliceret.

I aften blev fasten brudt med en af mine absolutte signaturretter: lynstegt tun.

En ordentlig tunbøf skal efter min mening kun lige hilse på den meget varme pande. Den skal have en smuk stegt overflade, men stadig være mørkrosa til næsten rå i midten. Det er netop kontrasten mellem den varme, let karamelliserede yderside og den silkebløde tun indeni, der gør retten så fantastisk.

Jeg lavede to helt enkle smagsretninger.
Den ene frisk og syrlig med god olivenolie, citron og fintrevet citronskal. Ikke en masse ingredienser – bare nok til at citronens syre og de aromatiske olier fra skallen løfter den fede, næsten smøragtige tun.

Den anden mere traditionel og asiatisk inspireret med soyasauce og sesamfrø. Salt, umami og den nøddeagtige smag fra sesam passer ganske enkelt vidunderligt til den lynstegte tun.

Og det er faktisk et meget godt billede på vores måde at spise på:
KISS – Keep It Simple and Satisfying.
Få råvarer.
Ordentlig kvalitet.
Rigtigt fedt.
Masser af smag.

Efter 24 timers faste er smagssansen nærmest nulstillet. Man behøver ikke et bjerg af ingredienser eller et kompliceret måltid.

Tværtimod smager den gode råvare næsten endnu bedre, når den får lov til at stå alene.

Metabolic Monday er ikke en straf efter weekenden.

Det er vores ugentlige metaboliske pause.

24 timer, hvor vi giver kroppen mindre arbejde med fordøjelse og lagring og mere plads til fedtforbrænding, metabolisk fleksibilitet og de cellulære vedligeholdelsesprocesser, som evolutionen har udstyret os med.

Og så slutter dagen på den allerbedste måde:
Lynstegt tun, citron, olivenolie, soja og sesam.
Det behøver faktisk ikke være mere kompliceret. ❤️

15/08/2026

Det blæser i Nordjylland i dag – en vældig vestenvind. 🌬️

Og selv om vejret, når man sidder indenfor og kigger ud, egentlig ser ganske fint ud, har det været sådan en dag, hvor vi har holdt os lidt i læ og i stedet brugt tid på at indrette vores nye havestue heroppe. Det begynder efterhånden at ligne noget. ❤️

Og så til aftensmaden.

Vi fik LASAGNE!

JA – lasagne. 😄

Men ikke den lasagne, som Garfield elsker, og som mange af jer sikkert også elsker – eller har elsket.

Og her kommer dagens lille KETO Nordic-pointe:

Hvis man hele tiden forsøger at lave ketogene udgaver af sine gamle kulhydratbaserede livretter og samtidig forventer, at de skal smage præcis som dengang, man spiste pasta, brød, ris og kartofler, så risikerer man at blive skuffet.

For det kan de ikke.

Et spidskålsblad bliver aldrig til en lasagneplade. Et blomkål bliver aldrig til en kartoffel.

Og det behøver de heller ikke.

For noget af det mest spændende ved en ketogen livsstil er faktisk, at man efterhånden opdager, at man slet ikke behøver at kopiere den mad, man engang spiste.

Man kan lave noget andet.

Noget, der smager godt i sin egen ret.

Og så sker der noget spændende: Smagen flytter sig

Når man ikke længere bombarderer sin smag med sødt dagen igennem, ændrer ens smagspræferencer sig gradvist.

Det, der tidligere virkede helt almindeligt sødt, kan pludselig smage næsten overvældende sødt.

Og samtidig begynder man at opdage alle de andre smagsnuancer meget tydeligere.

Salt. Syre. Fedme. Bitterhed. Krydderurter. Og ikke mindst umami – den dybe, fyldige smag, vi blandt andet finder i kød, fisk, ost, svampe og tomater, der har fået lov at koge godt ind.

På engelsk taler man om “the savoury palate”.

På dansk kunne vi kalde det en forkærlighed for den salte, fyldige og umamirige smag.

Og det synes jeg faktisk er en vigtig del af rejsen.

Man holder ganske enkelt op med hele tiden at lede efter det søde.

Pludselig smager smør af mere. En god ost får langt flere nuancer. Laksens fedme bliver interessant. Friske krydderurter træder tydeligere frem. Og salt er ikke bare noget, der gør maden salt – det løfter og fremhæver alle de andre smage.

Giv smagen mulighed for at flytte sig. Der ligger en helt anden madverden på den anden side.

Og det bringer mig tilbage til dagens lasagne.

Lakselasagne med spidskål 🐟🥬

Jeg tog bladene af et spidskål og gav dem ganske kort tid i kogende, letsaltet vand – bare til de blev bløde og medgørlige. Derefter fik de lov at dryppe rigtig godt af.

Laksen blev skåret i passende tern og krydret med salt og peber.

Så lavede jeg tomatsaucen.

Jeg kan godt lide, at netop en tomatsauce får et lille strejf af sødme, som balancerer tomaternes syre. Derfor fik min en spiseskefuld allulose.

Ellers var den helt enkel:

En dåse flåede tomater, der fik lov at koge rigtig godt ind sammen med friske krydderurter direkte fra terrassen – oregano, merian og basilikum. 🌿

Salt og peber – og så ellers tid nok til, at tomaterne koncentrerer sig og får den dybe, fyldige smag, vi gerne vil have.

Ingen færdiglavet pastasauce. Ingen lang ingrediensliste. Bare ordentlige råvarer.

Den cremede del lavede jeg af piskefløde, flødeost og revet ost, smagt til med salt, peber og lidt muskat.

Så blev det hele lagt sammen:

Spidskålsblade – tomatsauce – laks – cremet ostesauce – og så forfra.

Et godt lag revet ost på toppen og ind i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 30–35 minutter, til den bobler langs kanten og er blevet smukt gylden.

Og giv den gerne 5–10 minutters ro, når den kommer ud af ovnen. Så samler den sig.

Smager den som Garfields lasagne?

Nej.

Og det skal den heller ikke.

Det var ikke en “ketogen erstatning” for lasagne.

Det var en lakselasagne med spidskål – og den smagte præcis, som den skulle.

Det er måske i virkeligheden en af de vigtigste ting, man opdager, når en ketogen livsstil bliver en livsstil og ikke bare noget, man gør i nogle uger:

Man bruger mindre tid på at savne den gamle mad og mere tid på at nyde den mad, man spiser nu.

Smagen flytter sig.

Madglæden følger med. ❤️

KISS – Keep It Simple and Satisfying.

Og nogle gange er det ganske enkelt bare rigtig god mad. 😋

13/08/2026

I dag var egentlig bare en helt almindelig dag.

Op, afsted, arbejde, ordne ting og hjem igen. Men der er selvfølgelig stadig det dumme ben.

Jeg kan godt mærke, at jeg efterhånden bliver irriteret over hele tiden at blive bremset. Hovedet er allerede videre og glemmer indimellem, at benet ikke er helt med endnu. Som når jeg stiger ud af bilen og bare begynder at gå – og så opdager:

Nå ja. Krykken! 😂

Jeg savner ganske enkelt ikke at skulle tænke over benet hele tiden. Men måske er utålmodigheden også et tegn på, at jeg er kommet langt. Jeg vil ikke være patient – jeg vil bare have min almindelige hverdag tilbage.

Og en helt almindelig dag her i huset slutter selvfølgelig med ordentlig mad. ❤️

I dag havde vi fået en flot hel lakseside, og den blev behandlet kærligt og blidt.

Jeg startede med at pochere laksen på min måde.

Og hvad betyder det?

Laksesiden kom i et ovnfast fad med en lille smule vand i bunden – ikke så den svømmer, bare nok til at skabe lidt fugt og damp omkring fisken. Så nogle gode, gedigne klumper smør oven på laksen og godt med salt og friskkværnet peber.

Ikke olie. Ikke en lang ingrediensliste. Bare laks, smør, salt og peber.

Så ind i ovnen ved 120 grader. En almindelig lakseside på omkring 1–1,2 kg skal typisk have 30–40 minutter, men jeg kigger langt mere på fisken end på uret. En tynd side kan være klar tidligere, mens en meget tyk lakseside skal have lidt længere.

Hele pointen med de 120 grader er den langsomme og nænsomme tilberedning. Laks har efter min mening slet ikke brug for voldsom varme. Den skal have tid til at blive tilberedt uden at blive tør og trevlet.

Men i dag fik den lige et ekstra lille nummer.

Inden laksen kom i ovnen, havde jeg skåret en lomme på langs i den tykkeste del af fileten.

Da der manglede cirka fem minutter, tog jeg fadet ud og fyldte lommen godt op med rejer og hollandaisesauce. Så tilbage i ovnen, så rejerne lige akkurat blev varme, og hollandaisen kunne smelte sammen med saften fra laksen og smørret i fadet.

Og her er noget, man ikke skal springe over:

Når laksen kommer ud af ovnen, skal den ikke direkte på tallerkenen.

Lad den stå og hvile i omkring 5–10 minutter. Restvarmen fortsætter tilberedningen ganske forsigtigt, og temperaturen får mulighed for at fordele sig gennem den tykke lakseside. Derfor tager jeg den hellere ud en anelse for tidligt end en anelse for sent.

Resultatet blev en utrolig saftig laks med en varm, cremet kerne af rejer og hollandaise – og alt det gode smør og saft fra fadet blev selvfølgelig hældt over.

Laks. Rejer. Smør. Hollandaise.

Fire gode ting, der ikke behøver ret meget hjælp for at blive til et virkelig godt måltid.

Det er lige præcis sådan, jeg bedst kan lide vores mad:

Gode råvarer. Få ingredienser. Nænsom tilberedning.

KISS – Keep It Simple and Satisfying. ❤️

13/08/2026

FULd FART FRA MORGENSTUNDEN – OG BENET FØLGER MED 💪🦴
Der var fuld fart på fra morgenstunden her hos os.

Voergård hele dagen, masser af skridt i benene og ikke mindst en hel del trapper. Og ja – jeg kan godt mærke det, når jeg kommer hjem. Jeg er træt. Både i benet og i hovedet. Og jeg går tidligt i seng.

Men det vigtigste er: Det går fremad. Hver eneste dag.

Jeg har fået en meget klar besked: Jeg skal ikke gå rundt og være bange for benet. Der er ikke noget, jeg skal skåne. Alt det, jeg kan gøre, skal jeg gøre – og gerne lige en lille smule mere.

Så det gør jeg.

Jeg går. Jeg tager trapperne. Jeg står op i mange timer på Voergård. Jeg udfordrer benet og prøver hele tiden at flytte grænsen en lille smule.

Og kroppen svarer faktisk rigtig fint igen.

En gang imellem tager jeg to Panodiler, når jeg synes, der er behov for det. Men ellers er jeg ude af den øvrige medicin, og det er jeg glad for.

For medicin kommer meget let til at følges ad med mere medicin.
Får man eksempelvis morfin, kan man få forstoppelse og kvalme – og så kan der blive behov for afføringsmiddel og kvalmestillende medicin. Nogle smertestillende midler som NSAID kan irritere mavesækken, og så gives der ofte syrehæmmende medicin som mavebeskyttelse. Andre lægemidler kan påvirke blodtryk, væskebalance eller søvn og dermed give anledning til endnu en overvejelse om behandling.

Det betyder selvfølgelig ikke, at medicin er forkert. Når den er nødvendig, er den nødvendig, og efter en stor operation kan god smertebehandling være en vigtig forudsætning for overhovedet at komme op og bevæge sig.

Men jeg synes også, der er noget meget tilfredsstillende ved efterhånden at kunne lægge den ene ting efter den anden væk og mærke, at kroppen selv overtager mere og mere af arbejdet.

Lige nu er min vigtigste "medicin" derfor ganske jordnær:
Bevægelse. Belastning. God mad. Protein. Søvn. Og tålmodighed.
Og måske især søvnen. Når jeg kommer hjem efter en hel dag på Voergård, er batteriet ganske enkelt brugt op. Så bliver aftenen kort, og sengen kalder tidligt.

Det har jeg ingen problemer med at acceptere.

For trætheden fortæller mig også, at kroppen arbejder. Jeg udfordrer den om dagen – og giver den ro til at reparere om natten.

I går kunne jeg lidt mere end dagen før.
I dag udfordrer jeg lidt mere igen 🦴💪

KETO Nordic

25/08/2026

24/08/2026

20/08/2026

17/08/2026

15/08/2026

13/08/2026

13/08/2026

Adresse

Hvad er åbningstiderne?

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type

Anmodning om at fjerne opslag

Mandag	09:00 - 17:00
Tirsdag	09:00 - 17:00
Onsdag	09:00 - 17:00
Torsdag	09:00 - 17:00
Fredag	09:00 - 17:00