22/07/2026
Hvem var du som barn?
Mange højt maskerende neurodivergente mennesker, der arbejder med sig selv forrest, har været på usynligt overarbejde i årevis, ofte uden at vide det.
De er dygtige, samvittighedsfulde og ansvarlige.
Mennesker der tænker bredt, dybt og komplekst, og ofte har en stærk etik og retfærdighedssans.
Dem, der har gode uddannelser, jobs, og ofte er mønsterbrydere.
De har tit udfordret normerne fra deres egen opvækst, og har battlescars på sjælen af at støde på de arbitrære regler, der er i den neurotypiske verden.
Der, hvor det hele virker regelbaseret, men håndbogen er skrevet på et sprog, hvor ordene giver mening på 7 måder, og når man har fejltolket, render man med opmærksomheden, men ikke på den fede måde.
Så man helgarderer sig.
Enten ved at søge skjul, overtænke, være udadreagerende, eller joke med sit "resting bitchface", sin kiksethed eller søge ly blandt de andre outcasts.
For hver eneste gang vi har fejlet, gør det noget ved os.
Vores nervesystem husker det, og lukker mere og mere til.
Indefra er det er en kamp mellem ydre krav, indre forventninger og hvor mange ressourcer der er at gøre godt med.
Ensomhed, følelsen af at være forkert og et livslangt mønster med at kompensere for det.
Ofte med stress og udbrændthed, forvirring, tristhed, og vrede til følge.
Selvfølgelig kommer sådan et nervesystem på overarbejde.
Det er en erfaring jeg også kender fra mit eget liv.
Jeg har selv været så udbrændt efter årelang stress og høj maskering og overkompensation, at min krop til sidst sagde fra.
Jeg voksede op i en tid, hvor neurodivergens ikke fandtes.
Der var drenge, der hang i gardinerne eller var usædvanligt optagede af tog og flyvemaskiner, that's it.
Piger og kvinder gik under radaren. Det samme gjorde de stille og de dygtige - uanset køn.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jodlede, svømmede ud til 5 revle.
Eller gemte mig på biblioteket eller i min seng, hvor jeg læste en hulens masse bøger, og drømte mig væk.
Derfor lærte mange af os i stedet at tilpasse os, overpræstere og forsøge at fungere inden for rammer, der ikke altid fungerede for os.
Scanne rummet for at finde ud af, hvordan de andre gør, så man kan passe ind, og ikke risikere igen at blive afvist.
Noget afgørende ændrede sig for mig, da jeg holdt op med at forsøge at blive bedre til at holde til mere, og begyndte at forstå og samarbejde med mit eget nervesystem.
Hvordan passer man på de der battlescars på sjælen?
Man slutter fred med sit nervesystem og sin historie.
Man omgiver sig med mennesker, der er gode for en.
Man forsøger at leve i overensstemmelse med sine værdier.
Man kommer ud i naturen hver dag.
Man trækker vejret helt ned i storetåen.
Man giver noget af sig selv, og gør sit bedste.
Man ser på sig selv med venlighed. Man finder den hjælp og støtte, der gør at man vokser, for ingen skal stå alene.
Man sørger for hvile og pauser.
Man sørger for at få en passende mængde stimuli.
Man tillader sig også at gå, når man mærker, at noget ikke er sundt for en.
