24/05/2026
🕊️ For nylig lyttede jeg til en duet med Nancy Sinatra og Lee Hazlewood, som fik mig til at tænke på den måde, vi kan tale til os selv på.
I de sidste sekunder af sangen “Sundown, Sundown” synger Nancy Sinatra igen og igen:
“I love you sundown”
Mens Lee Hazlewood svarer:
“Sometimes in my dreams… I hear”
Da jeg hørte det, kom jeg til at tænke på, hvordan vi mennesker også kan have flere stemmer i os selv.
En stemme, der tvivler.
En stemme, der kritiserer.
En stemme, der siger:
“Jeg er ikke god nok”
“Jeg er en skuffelse”
“Jeg hader mig selv”
Men der er måske også en anden stemme, som forsøger at møde os på en anden måde.
Ikke nødvendigvis for at få de selvkritiske tanker til at forsvinde, men ved ikke kun at lade dem definere os.
Mange af os bliver så vant til den hårde indre stemme, at vi næsten ikke lægger mærke til, hvordan vi taler til os selv længere. Og måske er noget af det sværeste ikke, at tankerne er der. Men det er, når vi begynder at tro fuldstændigt på dem.
Når Lee Hazlewood synger: “Sometimes in my dreams… I hear”,
lyder det næsten som en undren. Som om noget i ham observerer stemmer i ham i stedet for bare at være opslugt af dem.
Måske er det netop dér, der kan opstå lidt mere plads. Ikke fordi selvkritikken forsvinder, men fordi vi langsomt begynder at opdage, at den ikke er hele os.
Og måske er det dér, selvomsorg begynder – når vi ikke længere kun lytter til den stemme, der er hård ved os.” 🌿