13/05/2026
I mine 23 år som selvstændigt erhvervsdrivende har jeg altid haft et klokkeklart kald på at skabe kunde-relationer og samarbejder baseret på gensidig respekt og universel kærlighed, og ikke lade dem være “kølige” markeds-udvekslinger.
Jeg opfatter det dybest set som en form for vold imod mennesket som sådan, at vi som professionelle aktører, forventes at betragte hinanden som midler til at få egne behov tilfredsstillet.
Arbejdslivet er den scene, der har mest magt i vores sekundære socialisering. Jeg vil ikke tillade, at lade egennyttighed stå som kerneværdi, for måden jeg udveksler med andre mennesker på.
Jeg har altid sat mine priser ned, hvis min kunde havde problemer med at betale. Jeg har altid ønsket at skabe rum, hvor alle kunne føle sig velkomne med alt, de er. Jeg har aldrig skrevet en kontrakt på mine aftaler. De har altid været funderet i tillid.
Ikke en eneste gang på 23 år har jeg oplevet nogen bryde en aftale. Ikke før nu. Og jeg må indrømme, det sårer mig dybt og det gør mig vred. Men det sætter også nogle tiltrængte og vigtige processer igang.
Jeg laver det, jeg laver, fordi det er praksisser, hvor min kærlighed og omsorg kan flyde igennem. Jeg giver meget af mig selv og jeg har altid hjertet med. Derfor rammer det hårdt, at møde et menneske som er ligeglad med at levere på sin del af aftalen.
Det rammer også hårdt, fordi der virkelig er noget jeg skal lære.
What ever triggers you, is trying to set you free, right?
I min dedikation til at praktisere kærligheds-etik og trodse det kapitalistiske bud om at være en egennyttig aktør, har jeg helt klassisk for en omsorgs-psykologi som min, nedvurderet værdisætningen af min egen kærlighed og omsorg (send Emma Holten en tanke her).
Lad mig lige uddybe det med omsorgpsykologien. Det er den her: “åh, vi skal bare være gode mod hinanden, og jeg vil bare give til andre af hele mit hjerte”. Et hjerte der dybest set selv er i mangel (den der psykologi igen) og som inderligt ønsker sig en verden, hvor den feminine energi lægger patriarkatet ned, og et hjerte som søger heling ved at give alt det, som det selv længes efter i verden. Sh*ttis f**k, hvor er vi mange af slagsen :O)
Hvordan ser det ud, når man nedvurderer værdisætningen af sin egen omsorg? Jo, nu skal du høre. Man undlader at indregne pension, tid brugt til at oplyse (ja oplyse, ikke sælge) om ydelser på insta, fb og LI, tid brugt på at kommunikere med kunder, tid brugt på transport, 34 år brugt på konstant dedikeret læring for at forbedre sine ydelser, udgifter til hjælpemidler som computer, telefon, website, Canva, yogagear, massagebriks, instrumenter, musikstreaming OSV. Man ser design og opdatering af website som en lille hobby og praktiserer jo bare sin yoga for egen skyld.
23 år som selvstændig og sådan cirka 0 kr. i pensionsopsparing, og jeg har ikke lært dette endnu. Rundtosset emoji!!
Fx. havde jeg lavet en earlybird-pris på 2300 pr. modul på min yoga-uddannelse, som jeg nu næsten har afsluttet. Det gav 3600 til mig pr. undervisningsdag af 8 timer. Det er 450 kr. i timen hvor alt nævnt i afsnittet overfor skal indregnes. Ahmen, det er jo nærmest flovt.
Det var mit eget valg - og det er mit eget ansvar! (Eller nej reelt set er det også kapitalismen og den skæve fordeling af ressourcers ansvar, men det er en længere snak jo). Jeg var optaget af at gøre forløbet tilgængeligt for flest muligt, og jeg var optaget af at få det hurtigt igang, fordi jeg syns det var sindsygt spændende at omsætte min egen tilgang til yoga til en uddannelse. Jeg var mindre optaget af at sætte en pris, der kunne skabe balance i energi-udvekslingen.
Når jeg så for første gang møder en kunde, der ikke vil betale ifølge aftale, så er det en stor hjælp. For så træder det højtråbende ikke væredygtige i min konstruktion meget tydeligt frem. Så tak til denne kvinde, for at vise mig, at jeg skal passe meget bedre på mig selv.
Jeg ved, at der er et ocean af yoga-elskere, healere, massører, tantra-facilitatorer (og lignende) derude, som kan genkende de her udfordringer!!?
Alt jeg har skrevet indtil nu er inspireret af Bell Hooks - en amerikansk feminist og kapitalismekritiker. Hun tilbyder en smuk og udbygget ramme til forståelse af det, jeg instinktivt (og qua værdierne i mine barndomshjem) søger at virkeliggøre. Nemlig en verden hvor vi ser og behandler hinanden som hele mennesker, og ikke som kilder til profit.
Den kunde der ikke ville betale, angreb mig med narrativer om, at når jeg beder hende betale ifølge aftale, så handler det om “at jeg ikke kan klare mig selv”. Og det var jo sjovt nok både rigtigt og forkert.
Det var rigtigt, fordi jeg har sat prisen for lavt og ikke havde sikret mig selv med forudbetaling, og i den forstand blev jeg lidt ramt - dog ikke ret meget, da det var åbenlyst nederdrægtigt. Det var forkert, fordi hun tog samtalen væk fra sin egen forpligtelse på at overholde aftalelov og moral.
Men hvad der faktisk er mere interessant er, at hun betjener sig af en klassisk patriarkalsk manøvre. Hun søger at nedgøre mig, ved at træde ind i en hierarki-, konkurrence- og dominansdiskurs, og inde fra den laver hun en kommunikativ manøvre, hvor hun stiller sig over mig og vurderer ned.
Det er et internaliseret patriarkat, der taler dér. Patriarkatets succes-kriterie er at man skal berige sig selv på bekostning af andre og sørge for at positionere sig som herre og ikke som tjener. Der er ikke umiddelbart en tredje position. Man må sørge for at stå over, eller tåle at blive trampet under (være magtesløs).
Patriarkatet inviterer til alles kamp mod alle.
Se dig omkring, den patriarkalske logik er alle vegne.
Jeg vil have plads til sårbarhed og bløde værdier. Jeg vil udbygge min evne til at have professionelle udvekslinger, der nærer min og din åndelige og personlige vækst. Jeg vil have den feminine energi omsat til strukturer i samfund og erhvervsliv, der organiserer vores relationer på væredygtige måder.
Så personligt står jeg tilbage med et brændende spørgsmål: hvordan udøver jeg kærlighedsetik uden at invitere andre til at ofre mig på patriarkatets alter?
Det spørgsmål er jeg nok nærmest 194 % dedikeret til at besvare.
Frygt får mig aldrig til at give op på at skabe udveksling mellem mennesker - som mennesker - og jeg vil ikke lade mig presse til at se mine kunder som omvandrende kilder til profit, der skal håndteres, så de giver det bedst mulige afkast. Jeg skal bare liiige have hensynet til mig selv placeret stærkere i mit felt.
Så:
1. Jeg kan gøre min pris-politik eksplicit (altså, hvad betaler man for - det vil også være en støtte til andre i branchen, der laver den samme fejl som mig)
2. Jeg kan helt oplagt tage betaling forud (når det drejer sig om større beløb)
3. Jeg kan gøre mine handelsbetingelser mere tydelige, og lade dem være funderet i et tydeligt ønske om gensidighed mht. både det menneskelige og det transaktionelle.
Hvad tænker du?
Er du dedikeret til kærlighedsetik i dine udvekslinger, eller vil du egentlig helst bare sørge for dig selv i en verden, der ikke gør det for dig?
Hvis du er dedikeret til kærlighedsetik - hvordan gør du? Hvordan kan vi gøre det endnu bedre (læs: mere gennemgribende og konsekvent)?
OBS:
Det handler ikke om at bitche over aftalebrud, og jeg er ikke et offer, der skal bæres i min ubehjælpelighed. Jeg inviterer til en samtale om, hvordan den stærke selv-kærlige udgave af kærligheds-etisk business-aktivisme ser ud ❤️🔥
