20/02/2026
G E A R S K I F T E T
Jeg kører i bil til stedet hvor jeg har tilmeldt mig et kursus. Af de forskellige kursustekster i oversigten har dette kursus vagt min største nysgerrighed, fordi beskrivelsen er simpel og poetisk, og fordi indholdet både er videnskabeligt og spirituelt.
Som altid, når jeg kører til et nyt sted, er jeg bange for at komme for sent. Nu er jeg ekstra nervøs, fordi jeg skal finde vej til et sted, som jeg ikke kender i forvejen.
Nervøsiteten forplanter sig ud i bilens fart; Et stift ben rækker ud fra min sammenfoldede krop i sædet, og presser speederen i bund. Det reaktionsmønster, som er på spil nu, er dybest set hele grunden til, at jeg kører denne tur.
Jeg leder efter noget, som kan hjælpe mig med ikke at blive taget og revet med af min egen angst og nervøsitet, lige som nu.
Nervøsiteten ligger som lag af vat omkring mig, da jeg ankommer. Der er
mere på spil end blot at ankomme til tiden. Der er også et tveægget sværd af håb og frygt, fordi jeg føler, at jeg har noget på spil.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg kan finde noget, som vil komme til at gøre en forskel. Seks år tidligere trådte jeg rystende nervøs ind i Hamsa Yoga i København for at lære det, som senere blev min levevej.
Det er den samme frygt nu. Frygten klæber sig op ad mit håb. Frygten er en markør for, at noget er vigtigt.
Som en meteor omgivet af vatskyer farer jeg ind i salen, hvor folk sidder roligt i rundkreds. Jeg kommer ind på stedet på en klodset og fartblind måde, alt for
hurtigt, med tunge skridt og jeg kommer til at smække døren. Jeg er en elefant i et glashus, helt ude af trit med, hvor jeg er.
Først da jeg sidder stille, opdager jeg, hvor jeg er kommet hen. Jeg kigger rundt i rummet, som emmer af en fyldig ro. I midten af rummet står en potte med en hvid orkidé. At den står der helt alene understreger dens perfekte skønhed.
Alt er, som det skal være, og alt er mættet med betydning. Her er ikke for meget, og der er heller ikke for lidt. Luften er tyk, som om man kunne skære stykker ud af den. Luften er mættet med meningsfylde.
Gearskiftet kommer, da jeg opdager, hvor jeg er, og erkendelsen af, at jeg ikke længere er på vej et andet sted hen.
Læreren sidder roligt på en pude. Han viser med sin egen krop, at opgaven er at sidde stille og ankomme i krop og sjæl.
Han er stille. Men der er ingen tvivl om, hvad vi skal. Efter nogen tid lytter vi til et stykke klassisk musik. Da værket er spillet til ende, sidder vi og lytter til efterklangen af musikken. “Vi starter langsomt ud, og så sætter vi tempoet
ned”, siger læreren.
