19/08/2026
TAT giver ro og bringer dig et bedre sted hen.
Sessionen forløber forskelligt fra menneske til menneske.
For nogle (som fx mig selv) sker der ikke ret meget undervejs måske ingenting - men alligevel har man det bedre bagefter - måske suppleret med nogle indsigter og erkendelser omkring det, man lagde i gryden.
For andre er sessionen en lang udfoldet oplevelse - ja nærmest en hel historie.
Her er sådan en TAT-sessions historie skrevet ud på baggrund af de noter, jeg havde taget undervejs (som klienten får efterfølgende) og Elises egne erindringer om sessionen.
Næsten et eventyr eller et digt:
Session d. 13.8.26
Min TAT rejse begynder med en fysisk spænding og følelse af panik og angst for at tale og blive misforstået i en grad der vil sætte mig i en situation jeg ikke kan få mig selv ud af og ikke give mig den hjælp jeg har brug for.
Jeg mærker angsten for at bruge mine ord på en måde der ikke giver mening og at deres forståelse vil give dem magt over mig fordi jeg er ligeså bange for at gøre modstand, sige nej og være til besvær.
Jeg ser en beskidt og forhutlet kvinde siddende på jorden i en slags grotte bag tremmer. Hun skriger, slår sig i hovedet. Virker vanvittig og desperat og skriger til mig:
”Hjælp mig ud herfra”.
Fysisk spreder der sig en kølig blå fornemmelse i hele venstre side af min krop.
Den blå farver går op og ud af min krop. Løber i en bue op over himlen.
En lille pige med en tøjkanin sidder med ryggen til mig følger buen fra venstre mod højre med hele hovedet.
Den blå bue når nu hele vejen over himlen og skifter til lyse regnbueis-agtige farver.
Den lille pige rækker sine arme i vejret og løftes op i store trygge arme der kommer til syne på himlen.
Jeg siger tilgivelser højt og ser den lille pige igen.
Hun ser sig rundt og ligesom overgiver sig og siger:
”Ookaay” som svar på tilgivelserne jeg fremsætter med Else.
”Alt hvad der sket er okay.”
”Lige meget hvad der kommer til at ske, er det okay med mig”
Jeg siger endnu tilgivelse der omfatter hvad jeg måtte have forårsaget andre af smerte
En middelalder rustning som jeg har mødt mange gange før, kommer til syne og tager sit ansvar alvorligt. Accepterer og anerkender hvad end min eksistens måtte have haft af konsekvenser for andre omkring mig.
Piger rækker sine arme i vejret og løftes op af rustningen.
Kvinden i grotten sidder stille og råber ud i rummet:
”Ja, jeg skal nok. Jeg tilgiver dem jeg har bebrejdet!”
Pigen er nu på min venstre side med sin kanin i favnen.
”Så! Nu kan vin være i fred” siger hun lettet.
Til højre står rustningen. Bag dens visir kommer min fars ansigt til syne. Jeg hører ham le og være lige så kærligt betryggende som jeg husker ham.
”Det hele var meningen” lader han mig vide.
”Men du var så ensom, far”
”Det var du også” kommer det roligt tilbage
”Men jeg kunne have gjort noget” siger jeg gråd betynget
”Minder det dig om noget?” spørger han med et stille smil og tanken falder på min barndom.
”Vi gik sammen gennem lidelsen. Skiftedes til at gå foran og gøre hvad der skulle til for at fuldende cirklen og nå i mål, kærlighed. ”
Kaninen bliver levende og pigen løber glad rundt og leger med den.
Min far i rustningen, lægger en hånd på min ryg og jeg læner mig lidt ind til ham mens vi roligt betragter pigen der leger med kaninen.
”Nu er det om at slappe af og nyde det” afslutter han.
Noget i mig ved at han stadig er med mig, hele vejen.
Det føles dejligt fredfyldt.
Elise Hamilton Ferguson
Du kan stadig nå at melde dig til TAT cirklen og få den første måned gratis.
Se her:
