03/07/2026
I Danmark har vi sundhedsdata fra hele befolkningen i meget høj kvalitet.
De unikke danske sundhedsdata gør en kæmpe forskel for den enkelte patient på to store områder:
🔹De giver et virkelig stærkt grundlag for at udføre forskning, som kan gøre behandlingerne bedre.
🔹De bidrager til den samlede viden om den medicin, vi bruger, og om de bivirkninger, der kan følge med.
I Lægemiddelstyrelsen har vi også gavn af den store vidensbank, der ligger i de danske sundhedsdata.
Vi har netop gennemført et stort registerstudie om hormonprævention, hvor vi har set på data fra over 3 mio. danske kvinder inden for en 25 års periode.
Formålet var at se, om der måske kunne være en øget risiko for udviklingen af meningeomer (typisk godartede hjernehindetumorer) ved brug af hormonprævention med progestogen såsom p-piller, mini-piller og spiraler.
Det var nemlig i forvejen en kendt bivirkning ved visse andre lægemidler med progestogen.
Vores studie tyder på, at der kan være en let øget risiko for meningeom hos kvinder, der bruger hor-monprævention med progestogener. Risikoen er størst i perioden, hvor man bruger præventionen og hvis man bruger den i lang tid (over 5 år). Hvis det er mere end 5 år siden, man er stoppet, ser vi ikke en øget risiko.
Næste skridt er, at eksperterne i den europæiske bivirkningskomité skal vurdere registerstudiets resultater sammenholdt med den øvrige viden, der findes om hormonprævention. Hvis de er enige i, at der kan være en sammenhæng, kan det betyde, at meningeomer fremover skal fremgå af indlægssedlen.
Det er vigtigt for os at understrege, at meningeomer kun ses yderst sjældent, og den absolutte risiko for den enkelte kvinde er meget lav. Man behøver derfor ikke at ændre adfærd og fravælge sin prævention, hvis den i øvrigt fungerer godt for én.
Det er dog altid vigtigt, når man bruger medicin, at man overvejer, hvilke bivirkninger der kan være, og at man altid går til lægen, hvis man får nogle uventede symptomer, som kan kræve behandling.
🔗Læs mere om vores nye studie her: https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/nyheder/2026/registerstudie-tyder-paa-en-let-oeget-risiko-for-meningeomer-hos-kvinder,-der-bruger-hormonpraevention-med-progestogen/