19/10/2026
Når skole er blevet forbundet med nederlag og ubehag, kan selv papir og tuscher føles som et krav.
Sådan er det for flere af vores elever, når de starter hos os. De kan have så mange svære skoleoplevelser med i bagagen, at det, der ligner klassisk skolearbejde bare i eller anden forstand, hurtigt kan vække modstand. Og det giver faktisk god mening: Når noget gentagne gange har været svært, utrygt eller forbundet med nederlag, kan genkendelsen i sig selv blive nok til at sige nej. Derfor må vi ganske ofte begynde et helt andet sted end med en blyant i hånden og et blankt stykke papir foran sig.
For en af vores elever skulle et stamtræ derfor heller ikke tegnes. Det skulle bygges.
Med puder, tæpper og bløde materialer. Og en sprutte på toppen, naturligvis 🐙
Først da stamtræet havde fået form på elevens præmisser, gav det mening at tage næste skridt: at tegne og male det. Og når man nu er kommet godt i gang med at tænke stort og ud af boksen, hvorfor så nøjes? Stamtræet rykkede videre til et kæmpe stykke pap.
Målet ændrede sig faktisk ikke, men det gjorde vejen derhen. For læring handler sjældent i vores verden om at få eleven til at passe til opgaven, men oftest om at være nysgerrige på, hvordan vi kan få opgaven til at passe til eleven.
Det er en vigtig del af vores arbejde med COPE: Vi tager afsæt i den enkelte elevs behov, kontekst og mål og skaber rammer, hvor modstanden kan fylde mindre, og nysgerrighed, motivation og oplevelsen af at kunne noget kan få mere plads.
