23/08/2026
Lever du i facaden – eller tør du stå ved det, du egentlig føler?
Det er noget, jeg er meget opmærksom på i mine samtaler med klienter. For jeg oplever ofte, at vi mennesker reagerer fra en facade frem for at stå ved den følelse, der egentlig er der. Vi bliver vrede, selvom vi i virkeligheden føler os sårede. Vi angriber, selvom vi i virkeligheden føler os afvist, eller trækker os, selvom vi i virkeligheden er bange for ikke at være gode nok.
Som jeg ser det, gør vi det ikke bevidst. Vi har gennem livet lært forskellige måder at beskytte os selv på. Lad os sige, at du som barn primært fik ros og anerkendelse, når du præsterede noget. Så kan du hurtigt komme til at lære: “Når jeg præsterer, er jeg noget værd.” Og hvad sker der så den dag, du oplever, at nogen afviser dig, kritiserer dig eller ikke anerkender det, du gør? Så kan hele dit alarmsystem gå i gang. Ikke fordi du reelt er i fare, men fordi dine tanker i øjeblikket får situationen til at føles farlig. Og så kommer facaden måske frem. Vreden, forsvaret eller kontrollen i stedet for den reelle følelse, der ligger nedenunder: “Av. Det gjorde faktisk ondt.”
Og hvad nu hvis vi turde blive dér et øjeblik? Ikke analysere følelsen, forsøge at få den væk eller gøre den forkert. Bare mærke den og lade den være der. For din følelse er aldrig forkert. Mange af os har bare lært noget andet. “Hold nu op med at være sur” eller “Hvad tuder du nu for?” Hvem husker ikke scenen fra Matador, hvor Daniel begynder at græde, og hans følelser bliver mødt med forestillingen om, at sådan bør en dreng ikke reagere? Vi lærer at tilpasse os og finder en anden strategi, fordi vi ikke vil risikere at blive gjort forkerte. Og måske bliver vrede et tryggere sted at være end sårbarhed.
I den ideelle verden burde vi næsten takke de mennesker, der får de her følelser frem i os. For de viser os noget. Ikke nødvendigvis noget, vi skal fikse, men noget vi får mulighed for at opdage og være med. Og her kommer noget af det smukke fra 3P-forståelsen ind for mig.
Jeg forestiller mig vores bevidsthed som et biograflærred. Vores tanker og følelser er filmen, der bliver vist på lærredet, og gennem vores bevidsthed oplever vi filmen, som var den virkelig. Filmen kan indeholde kærlighed, sorg, vrede, frygt, katastrofer og død og ødelæggelse. Mens filmen kører, kan den føles fuldstændig virkelig. Men når filmen slutter, er lærredet stadig intakt. Der er ikke sket noget med lærredet. Og sådan ser jeg også os mennesker. Vi kan have et voldsomt tankemylder og mærke stærke følelser, men bag det hele er der stadig noget i os, som er helt.
Forestil dig, at du lige har haft et skænderi med din partner om noget banalt. Du går rundt bagefter og grubler og gennemspiller samtalen igen og igen og får nærmest kørt dig selv endnu mere op. Pludselig træder en god ven ind ad døren og inviterer dig med ud. Vupti. Noget ændrer sig. For få minutter siden fyldte skænderiet hele din verden, men nu er din bevidsthed rettet mod noget andet, nye tanker kommer til, og følelsen ændrer sig. Du behøvede ikke fikse den. Den ændrede sig helt af sig selv.
Det er for mig noget af det befriende ved 3P-forståelsen. Jeg behøver ikke handle på enhver følelse, jeg får, og jeg behøver ikke tro på enhver tanke, der kommer forbi. Jeg behøver heller ikke skabe kontrol udenfor mig selv for at få ro indeni. Nogle gange skal jeg faktisk gøre mindre. Lade være med at blande mig og have tillid til, at livet nok skal gøre sit.
For jo mere kontrol vi forsøger at skabe, jo mere risikerer vi faktisk at miste den. Og måske handler det i virkeligheden bare om at have tillid til, at lærredet stadig er helt, når filmen er slut. ❤️
