13/02/2025
Hvordan fortæller man: “Jeg har kræft”?
Skriver man det bare?
Lader ordene stå dér, sort på hvidt,
som en sandhed, der ikke kan pakkes ind?
Siden december har jeg ikke kunnet genkende mig selv.
Når jeg er vågen, føles det som et mareridt, jeg ikke kan slippe fri af.
Januar var tung, lang og grå – som en måned, der ikke vidste, hvornår den skulle give slip.
Februar er anderledes. Kortere.
Engang var det renselsens måned, en tid til at give slip.
Måske giver det mening nu.
For behandlingen renser også.
Skræller lag af. Afslører, hvad der holder, og hvad der smuldrer.
Jeg mærker medmenneskelighed.
Den ægte slags. Den, der bliver, selv når alt andet falder.
Jeg træner for at holde fast i mig selv.
For at finde styrke i en krop, der føles fremmed.
For at holde modet oppe, når sindet vakler.
Men jeg kæmper ikke kun for mig selv.
Jeg kæmper for hende.
For den lille hånd i min.
For at hun altid skal have en mor at løbe hjem til.
Nu tæller jeg ned.
Sidste kemo. Sidste stråle.
Sidste gang – håber jeg.
Jeg håber, jeg finder mig selv igen.
Blandt dem, der blev.
Dem, jeg er dybt taknemmelig for.
Hvorfor dele det?
Fordi nogen derude måske har brug for at vide,
at selv bag et smil kan der være en verden af usynlige kampe.
Og vi behøver ikke at stå alene med dem.
