20/06/2026
Et smukt digt af Kristen Bjørnkjærs, som fortæller om noget af det vi frygter mest, at miste den, vi elsker. Vi tror at smerten handler om måden, vi bliver forladt på. Men når vi kommer tæt nok på følelsen, opdager vi, at ingen af delene beskytter os mod sorgen.
Hun bevæger sig mellem ønsket om den hurtige afsked og ønsket om den blide. Som om den rette måde at blive forladt på kunne mindske tabet. Men til sidst står noget andet tilbage: fortvivlelsen over, at den, man elsker, kan forsvinde. Digtet peger på et eksistentielt vilkår. At kærlighed og tab hører sammen. At jo mere et andet menneske betyder for os, desto mere har vi at miste. Kærligheden gør os ikke bare lykkelige, den gør os også sårbare over for livets forgængelighed.
Måske er modet derfor ikke at beskytte sig mod smerten. Måske er modet at elske velvidende, at vi ikke kan sikre os mod tab. At knytte os til et andet menneske, selvom vi ved, at intet varer evigt.
For kærligheden rummer fra begyndelsen muligheden for et farvel. Ikke som en fejl, men som en del af dens væsen. Netop derfor bliver kærligheden det mest dyrebare.