27/09/2019
D. 2. september 2019 udsendte DR-nyheder artiklen: Knager dit parforhold? Du bliver ikke mere tilfreds med en ny kæreste.
På mange måder er det en skræmmende overskrift, at det ikke er muligt at blive tilfreds med en ny kæreste. Vi lever i en tid, hvor dating-markedet er eksploderet. Det er muligt at swipe sig gennem utallige dating profiler, for at finde frem til den person der synes den helt rigtige. Det kan virke, som om, der er gået forbrugerisme i kærlighedslivet. Megen dating aktivitet foregår netop i et forsøg på at finde en større tilfredshed i næste parforhold.
Forfatter og forsker Svend Brinkmann mener vi skal turde stå fast, finde holdepunkter og gå glip af ting i livet. Der er ikke tale om en passiv laden stå til, for at gå glip af oplevelser, eventyr mm. Men aktivt, at fravælge den evige jagt og i stedet turde fordybe sig i det nærværende, det der er i ens liv nu og her.
På mange måder er jeg enig i den holdning, at det kan være sundt at turde gå glip af næste eventyr. Hvis jagten på næste eventyr samtidig er det der gør, at du ikke længere står fast, fordi du konstant er nødt til at rykke dig efter næste kærlighedsrus.
Spørgsmålet er, hvor længe rusen varer ved, før hverdagen indfinder sig og dermed tvinger dig videre. Måske kan det blive svært at finde roen i denne jagt på kærligheden og den rigtige partner. Som et gammelt ordsprog siger nissen flytter altid med.
Jeg mener ikke, at man for enhver pris skal blive i et forhold, hvor kærligheden og motivationen til at elske er slidt op. Mangeårige konflikter og forsøg på at håndtere uenigheder kan virkelig slide et kærlighedsbånd i stykker. Det er trist og efterlader ofte dybe spor af sorg og frustration over uforløste og sårede følelser.
Det tragikomiske aspekt ligger deri, at mange netop har følt, at den person de nu er vokset fra, egentlig var den helt rigtige på et tidspunkt i deres liv.
Hvordan kan det nu hænge sammen?
Jytte Vikkelsøe har i 2017 udgivet bogen: Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Ja, du læste rigtigt, derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte!
Bag disse ord gemmer sig en mytisk livsvisdom, som Vikkelsøe har studeret igennem flere år.
Men hvorfor bringer jeg nu denne bog, med denne særegne titel, på banen. Det gør jeg fordi et gennemgående budskab i DR´s artikel, og Vikkelsøe´s forskning peger på, at det er gennem fordybelse og det at turde se sin egen virkelighed i øjnene, at det bliver muligt at stoppe jagten og lære, at leve i den kærlighed der er mellem to mennesker der til-vælger hinanden. Det lyder måske lige lovlig helligt og det kan jeg godt forstå. For på mange måder er det ikke spor opløftende at se sine egne fejltagelser eller manglende evne til nærvær i øjnene. Og det er bestemt ikke rart at se på, hvordan ens opvækst i de fleste tilfælde har været med til at skabe de konflikter der gør, at den helt rigtige begynder at blive den helt forkerte.
Vikkelsøe skriver i sin bog, at du skal turde elske dine spøgelser. Men hvad betyder det at elske sine spøgelser?
At elske sine spøgelser vil sige at vi gennem selverkendelse og i samarbejde med vores partner begynder at få øjnene op for de skjulte sider af os selv, som fastholder os i negative reaktioner. Det kan give en enorm ro for et par i krise at få en forståelse for hvad det er der sker under overfladen og hvorfor det er så svært selv at åbne op for erkendelsen af det ubevidste.
Når to mennesker over lang tid lever sammen, udvikler de måder at omgås hinanden på. De måder vi sammen udvikler er præget af vores tidlige erindringer med nære relationer. Derfor er det som regel her, i de intime og nære relationer, at der er størst mulighed for at udvikle sig og frigøre sig til at turde se sine spøgelser i øjnene. Der er et enormt potentiale for personlig vækst i det at turde gå ind i de svære situationer og åbne sig op for en dybere selvforståelse.
Hos iPsyk arbejder jeg med schema terapi, som er en metode der hjælper dig med at få indsigt i hvordan tidlige erfaringer med nære relationer, har været med til at forme den måde du reagerer på din partner. Terapien er koncentreret om, at give dig indsigt i dine egne dybe og ubevidste overbevisninger, samt en mulighed for at få bearbejdet de underliggende følelser, som skaber problemer for dig i nære relationer. Med andre ord får vi sammen set på spøgelserne eller skyggerne fra fortiden og hvordan de påvirker dig i dine nære relationer. Du vil gennem tid lære en ny måde at elske dig selv og dine spøgelser og oparbejde en ny måde at reagere på din partner. Du kan læse mere på iPsyk.com eller ringe på tlf. nr. 42915440