Anders Sørensen PhD, Copenhagen (2026)

10/08/2026

Da Laurits var 12 år, kunne han finde på at køre frem og tilbage over det samme hul i vejen igen og igen.

For hvis han gjorde det det rigtige antal gange, ville pigen, han var forelsket i, måske kunne lide ham.

Hvis hans mor var forsinket på vej hjem, kunne han holde hende i live ved at udføre bestemte ritualer.

Han vidste godt, at det ikke gav mening... Men hvad nu hvis?

Sådan begyndte det, der senere fik navnet OCD.

I dag er Laurits digter og forfatter, og i næste uge udkommer hans nye bog Hey Guys Hey Guys.

I dette afsnit af podcastet fortæller han usædvanligt åbent om, hvordan tvangstankerne og ritualerne langsomt kom til at fylde mere og mere, og om de år, hvor det hele til sidst væltede.

Vi kommer også omkring alkohol og selvmedicinering, selvmordstanker og to voldsomme møder med psykiatrien. Om at blive udskrevet til ingenting, uden sikkerhedsnet. Og om den vrede mod systemet, som i dag driver en del af hans arbejde.

Når man hører Laurits fortælle, bliver det tydeligt, at OCD'en ikke opstod ud af det blå. Den voksede frem af noget, der gav mening: usikkerhed, et behov for kontrol, et ønske om at høre til og et forsøg på at forhindre noget smertefuldt i at ske.

Det, der senere blev et enormt problem, begyndte som et forsøg på at løse et problem. Og sådan er det ofte, hvis ikke altid, med psykisk lidelse

I dag siger Laurits, at han stadig kan have dage, hvor hovedet spiraler, og alting bliver sort. Forskellen er, at han ikke længere går alene med det.

Han taler om det. Han skriver om det.

Og i dette afsnit fortæller han historien.

09/08/2026

Hvis jeg skulle lave en ønskeliste over, hvad der burde ske for mennesker, som ønsker at trappe ud af antidepressiv medicin, ville den have indeholdt præcis de fem forslag, Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) nu selv lægger frem:

1. Bedre uddannelse til læger
2. Mere viden om abstinenssymptomer
3. Hjælp til at skelne mellem abstinenser og tilbagefald
4. Mulighed for meget små dosisreduktioner
5. Etablering af udtrapningsklinikker i det offentlige.

Det er også en af pointerne i mit debatindlæg i dagens Politiken.

Så… hvem siger, at aktivisme ikke virker :)?

Hvis det her bliver virkelighed, betragter jeg faktisk en del af min mission som fuldført: at få nyeste viden om lægemiddelafhængighed og sikker udtrapning ud til lægerne, så hjælpen også kan fås dér, hvor den naturligt hører hjemme – i sundhedsvæsenet.

DPS erkender nu til Berlingske, at mange patienter har oplevet sig ”svigtet af lægen”, og at ”omfanget af abstinenserne har været undervurderet”. Den erkendelse fortjener oprigtig ros.

Hvis DPS mener det, de skriver i Berlingske, er vi faktisk enige om langt det meste. Der er bare lige det med ansvaret.

For hvis lægerne har ansvaret for udtrapningen, hvem havde så ansvaret for den viden, lægerne fik om udtrapning?

Hvis vi bliver tydeligere om dét ansvar, behøver vi måske ikke vente lige så længe næste gang, ny viden skal implementeres. Det vigtigste lige nu er, at vi endelig ser ud til at være blevet enige om retningen.
Det er svært ikke at glæde sig over.

06/08/2026

Hvis man vil forstå psykiatridebatten, må man forstå kognitiv dissonans.

Tak til Sundhedspolitisk Tidsskrift for spalteplads til den pointe.

Kognitiv dissonans er den indre spænding, der opstår, når virkeligheden begynder at modsige det, man hidtil har været overbevist om. I videnskaben sker det, når ny forskning begynder at udfordre det, man i årevis har troet, fortalt andre og måske bygget sin både faglige og personlige identitet op omkring.

Når anomalierne – altså observationer, der ikke passer med den etablerede forståelse – hober sig op, opstår presset på paradigmet.

Og som Thomas Kuhn beskrev i The Structure of Scientific Revolutions (1962), forsvarer fagområder under pres ikke bare deres teorier. De forsvarer også deres positioner og deres autoritet til at afgøre, hvad der overhovedet tæller som gyldig viden.

Det betyder, at debatten gradvist begynder at flytte sig væk fra substansen. I stedet for at forholde sig til forskningen og kritikken begynder man at appellere til autoritet:
- ”Vi er eksperterne. Jeg er speciallæge. Jeg har 30 års erfaring”.

Man angriber budbringeren:
- ”Han er ikke psykiater. De er bare psykologer. Hun har en agenda”.

Man bruger anekdoter som modbevis:
- ”Jeg har haft en patient, der… Jeg hørte engang om en, der… Det har jeg aldrig set.”

Man kalder kritikken farlig:
- ”Det kan koste liv. Patienterne bliver skræmte. Du graver grøfter. Det er uansvarligt.”

Man skifter emne:
- ”Men hvad med…? Jamen det går da meget godt herovre?”.

Man sætter i bås:
- ”Det minder om antipsykiatri”.

Man bygger stråmænd, mistænkeliggør motivet, gør problemet til undtagelsen, fremstiller kritikken som gammel og allerede indarbejdet viden og så videre.

Når først du ser det, kan du ikke ikke-se det. Du begynder at lægge mærke til, om kritikken faktisk bliver besvaret eller om samtalen glider over i anekdoter og autoriteter.

Derfor har jeg lavet et lille Paradigmeskifte-Bingo (se kommentarfelt) med de 16 klassiske strategier til håndtering af kognitiv dissonans.

Den kan du tage frem næste gang, du læser et debatindlæg, ser en paneldebat eller følger et kommentarspor om psykiatri.

Mit håb er, at ingen får bingo. Min forventning er, at mange gør.
Indtil da kan bingopladen måske hjælpe os med at lægge mærke til, hvornår samtalen glider væk fra substansen.

For vi skal blive bedre til at skelne mellem et svar og et forsvar.

Jeg håber oprigtigt, at debatten en dag kommer til at handle om forskningen og argumenterne. Men hvis (for)svarene igen kommer til at handle mere om autoriteter, anekdoter og motiver end om substans, så kommer jeg til at påpege det.

Og det vil jeg blive ved med, indtil vi får den debat om evidensen og grundantagelserne, som patienter og læger fortjener.

03/08/2026

Vi taler så meget om diagnoser. Jeg vil hellere tale med mennesker, der har dem.

Derfor er jeg så taknemmelig for alle dem, der tager turen forbi Christianshavn og deler deres erfaringer med mig i podcasten. Jeg lærer noget af hver eneste samtale. Det håber jeg også, du gør.

Forleden var det Nicoline Qvortrup. Emnet var ADHD og den både lettelse og forvirring, de fire bogstaver kan give.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var Nicolines beskrivelse af at have brugt et helt liv på at forsøge at blive "normal". For så en dag, langt om længe, at opgive det projekt og i stedet begynde at lede efter de rammer, hvor hendes anderledeshed – som vi i øvrigt blev enige om ikke er et negativt ord – ikke bare bliver accepteret, men faktisk kan blive en styrke.

For den anden side af den historie er selvfølgelig, hvor ondt det gør, når man endnu ikke har fundet de rammer, hvor man trives, og bliver ved med at forsøge at presse sig ind i en form, man aldrig har passet ind i.

Og vi kom vidt omkring. Diagnoser, identitet, medicin (som Nicoline i dag er ude af), kreativitet, opvækst, børneopdragelse, kampsport, technofester, raves og mine tennissokker.

God fornøjelse. Link below.

28/07/2026

På vej til London for at holde oplæg ved Stolen Lives Talks sammen med Lucy Johnstone, Sami Timimi, Simon Opher, Catherine Heseltine og Katinka Blackford Newman.

Mit oplæg hedder "The Reality of Antidepressant Harm and the Way Forward."

For vi er rigtig gode til at tale om medicinen, når den virker. Vi er også blevet bedre til at anerkende, at den ikke virker for alle (faktisk langt fra alle, idet de nyeste analyser tyder på, at kun omkring 15% oplever en bedring, som ikke kan tilskrives placebo eller andre uspecifikke faktorer ved behandlingen).

Det er supergodt, at psykiatrien har udviklet en medicin, som kan hjælpe omkring hvert syvende menneske med depression – i hvert fald i de 8-12 uger, man har gidet at måle effekten.

Men hvad med resten? Det er lidt som om der kun findes de to historier. Enten virker medicinen, eller også gør den ikke. Mit oplæg handler om den tredje historie. Dem, der får det værre af hjælpen.

For når de resterende 85% får medicin og bliver på den i årevis, udsættes de jo stadig for bivirkninger, som kan være alt fra milde og moderate til alvorligt funktionsforstyrrende. Og deres nervesystem vænner sig stadig til stoffet over tid på en måde, der senere kan give abstinenser, som også kan være alt fra milde og moderate til alvorligt funktionsforstyrrende og direkte invaliderende.

Det introducerer unægtelig en tredje gruppe af patienter. Dem, medicinen ikke hjælper nævneværdigt, men som alligevel bliver på den i årevis, mens de langsomt vænner sig til en hverdag med træthed, mindre energi, fladere følelser, koncentrationsbesvær, nedsat sexlyst eller orgasmeproblemer, vægtøgning, indre uro, svedtendens, søvnproblemer mavegener og andre bivirkninger. Symptomer, de måske aldrig har fået at vide var bivirkninger, men som de med tiden er begyndt at opfatte som en del af dem selv. Det hedder i øvrigt iatrogene symptomer.

Mit oplæg handler også om den historie, mange får med recepten. Historier om depression som en kemisk ubalance, en kronisk hjernesygdom eller tilbagevendende episoder uden for vores kontrol. Historier, som ikke understøttes af nogen evidens, men som alligevel kan holde mennesker på medicin i årevis, fordi de ændrer den måde, vi forstår os selv og vores lidelse på. Det er også en skadevirkning - en psykologisk skadevirkning, som vi taler alt for lidt om.

At en gruppe får det værre af medicinen annullerer selvfølgelig ikke, at en anden gruppe får det bedre. Men der må være plads til begge historier, og i dag taler vi altså om dem, der fik det værre.

Det er jo vigtigt med nuancer :)

23/07/2026

Vores nyeste videnskabelige artikel er netop udkommet, denne gang om udtrapning af benzodiazepiner og z-stoffer. Vi argumenterer for, at den måde, benzodiazepiner traditionelt er blevet udtrappet på, strider mod den grundlæggende farmakologi – ligesom det er tilfældet ved antidepressiva og antipsykotika.

For bør al psykofarmaka udtrappes hyperbolsk efter langtidsbehandling? Ja, det gør det, for den grundlæggende farmakologi er den samme på tværs af alle præparater. Alle.

I hvert fald hvis man vil vide, om det er abstinenser eller en-selv-uden-medicin, man mærker, når man får det dårligt under udtrapning.

Når et stof påvirker receptorer i hjernen, er forholdet mellem dosis og biologisk effekt ikke lineært. Det betyder, at den samme reduktion i milligram kan påvirke hjernen langt mere ved lave doser end ved høje. Det er et generelt farmakologisk princip på niveau med tyngdeloven – kaldet the law of mass action – at det forholder sig sådan.

Derfor oplever mange, hvad end det er benzo’er, antidepressiva eller antipsykotika, at udtrapningen går fint i starten. De reducerer dosis igen og igen uden større problemer. Men så kommer der pludselig en reduktion, som rammer markant hårdere end de foregående. Altså selvom reduktionen i milligram ikke var større end de forrige. Det forvirrer, men kun indtil man ser en receptormætningskurve. Så forsvinder forvirringen.

Løsningen på det problem hedder hyperbolsk udtrapning (efter formen på kurven: en hyperbel). Det betyder i praksis, at dosisreduktionerne skal blive mindre og mindre, jo længere ned i dosis man kommer. Ikke sjældent må vi helt ned på 3-10% ad gangen, hvilket kræver, at man skærer, vejer og opløser pillerne i vand for at få små-nok dosisreduktioner. På den måde kan man skabe mere jævne ændringer i påvirkningen af hjernens receptorer, og dermed mindske risikoen for voldsomme abstinenser og for, at symptomerne fejltolkes som tilbagefald.

Det betyder også, at mange mennesker får brug for at gå ned på doser langt under de mindste tabletter, der findes på apoteket, før de stopper helt. Ellers risikerer det sidste spring fra en såkaldt “lav dosis” til nul faktisk at blive det største spring i hele udtrapningen. Slutdosis for nogle kan være helt ned omkring diazepamækvivalent 0,2 mg eller lavere.

Og det betyder igen, at en forsvarlig udtrapning efter langtidsbehandling for nogle mennesker kan tage år.

Og nej, ikke alle får brug for så langsom udtrapning. Nogle menneskers nervesystem kan snildt omstille sig større reduktioner selv efter langtidsbehandling. Vi ved bare ikke hvem. Og konsekvenserne af at tage fejl kan være voldsomme. Hvis man trapper for hurtigt ud og forbliver i svære abstinenser i månedsvis uden at reagere – fx fordi man ikke ved, at det er abstinenser, fordi man får at vide, at det kan det altså ikke være, fordi "det står her i mine retningslinjer" – kan symptomerne sætte sig fast i det, der kaldes protracted withdrawal. Det kan man jo læse op på.

14/07/2026

Det her gør mig oprigtigt glad.
En medicinstuderende har gennemført vores kursus i hyperbolsk udtrapning af antidepressiva og opsummerer bagefter hele pointen til perfektion i et opslag.

Tankevækkende. Når medicinstuderende får præsenteret farmakologien og forskningen, er princippet tilsyneladende logik for burhøns. De ser problemet, forstår pointen og kan – som her – forklare den videre til perfektion: Selvfølgelig bør et lægemiddel udtrappes ud fra dets målbare effekt i hjernen, ikke ud fra dosis.

Samtidig møder de samme pointer fortsat betydelig modstand blandt højt specialiserede fagfolk. Ikke alle, men nok til, at det er et problem.

Måske er det meget sigende for, hvad den her debat også handler om. Måske er det bare sværere at lære nyt, når man først har brugt et helt arbejdsliv på at gøre det modsatte. Og omvendt: Jo mindre investeret man er i den gamle fortælling, desto lettere er det at tage ny viden til sig.

Vores forskning i hyperbolsk udtrapning piller (hæh) nemlig ved nogle ret grundlæggende antagelser om psykofarmaka, abstinenser vs. tilbagefald og idéen om, at man kan have brug for livslang behandling.

Tak, Anne-Marie Kragh Jespersen, for den til dato bedste og mest præcise opsummering af vores forskning i hyperbolsk udtrapning. Det her giver mig håb for fremtidens læger.

(Og sorry for morgenhår. Jeg ku' ikk' vente med at poste :))

13/07/2026

Skal børn, der slår, råber, løber væk eller nægter at gå i skole, mødes med konsekvenser eller med nysgerrighed?

Som barn slog, råbte og flygtede Mathias fra skolen. Han var, med sine egne ord, helt ude at skide. Under overfladen lå tvangstankerne, OCD'en og selvskaden, men det var først senere, at omgivelserne blev interesserede i det.

I dag arbejder Mathias selv med børn og unge. Han husker, hvordan han bare gerne ville lykkes, være en del af et fællesskab og egentlig bare kunne det samme som de andre. Men nogle børn bruger så mange kræfter på bare at overleve en almindelig dag, at der på et tidspunkt ikke er mere tilbage. Og så eksploderer ballonen. Børn, der har det så svært, at deres adfærd er blevet det eneste sprog, de har tilbage. Det er på mange måder kommunikation til de voksne.

Men. Så kommer sanktionerne, konsekvenserne. De voksne kigger på adfærden (læs: overfladen) og tror, deres opgave er at få barnet til at stoppe - i stedet for at være nysgerrige på, hvorfor barnet overhovedet er kommet så langt ud, at det her er blevet dets eneste måde at reagere på.

Det hele vendte, da Mathias mødte en voksen, som tog sig tid til at lære ham at kende.

Det måske mest absurde ved hele diskussionen om børns og unges mistrivsel er, at vi er kommet så langt væk fra almindelig medmenneskelighed, at det nærmest lyder kontroversielt at sige, at relationen kommer før metoden.

Og dét har Mathias nogle geniale tanker om, så nu giver vi ordet til ham i podcasten.

06/07/2026

Hvem må egentlig mene noget om traumer?
Evaloa Schou har skrevet en bog om traumer. Den er fantastisk.

Bogen har også startet en hed debat i kommentarfelterne. For Evaloa er hverken psykolog eller akademiker, men kropsterapeut. Og ”må man så mene noget om traumer?” lyder ”kritikken”.

Den ”kritik” mindede mig om modtagelsen af min egen bog for to år siden. Dengang handlede debatten heller ikke så meget om, hvad der faktisk stod i bogen, men om, hvorvidt en psykolog nu måtte mene noget om psykofarmaka og udtrapning.

Så i torsdags skrev jeg til Evaloa. I fredags mødtes vi i mit podcaststudie på Christianshavn. Og i dag udkommer afsnittet.

Det blev en samtale om de etablerede systemers blinde vinkler og om, hvordan vi kan forstå, at det kan vække så voldsom modstand i fagfolk, når mennesker uden de ”rigtige” titler bevæger sig ind på et fagområde og udfordrer den etablerede forståelse.

Og her synes jeg faktisk, min egen fagstand skal passe på.

For så længe vi psykologer lefler for psykiatrien og bevæger os længere og længere i retning af at forstå mennesker gennem diagnoser, kognitive modeller og firkantet naturvidenskab, skal vi måske være varsomme med at kritisere kropsterapeuter og andre for at bevæge sig ind på ”vores område”.

Faktisk håber jeg, at flere som Evaloa vil gøre det. For vi kan altså ikke først glemme kroppen og derefter blive fornærmede, når andre kommer og minder os om den.

Og nåh ja, Evaloas bog er strøget direkte ind på bestsellerlisten og allerede efter få måneder udkommet i fjerde oplag. Noget, jeg selv kun kunne drømme om 😄.

TAK for dig, Evaloa

Anders Sørensen PhD

10/08/2026

09/08/2026

06/08/2026

03/08/2026

28/07/2026

23/07/2026

14/07/2026

13/07/2026

06/07/2026

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type