04/04/2018
Det her opslag er for dig der gerne vil igang med massagen, men som har et barn der er for urolig, eller som er særligt sensitiv og derfor bliver for hurtigt stimuleret af berøringerne.
Jeg får mange beskeder fra forældre der sidder i samme situation som dig.
Beskeder som:
“Hvorfor vil min datter ikke tage imod massagen? Hun græder og vil slet ikke ligge stille”
“Jeg ville gerne igang med massagen, men mit barn er alt for urolig”
“ Vi kommer fint i gang med massagen, men efter 2 minutter begynder han at græde”
Derfor har jeg lavet denne lille video, som du kan bruge derhjemme. Det er en opstart for børn der er meget urolige, som er sensitive og børn der hurtigt bliver overstimuleret.
En film med tricks til hvordan du nænsomt og på barnets præmisser kommer i gang med systematiske berøringer der virker afslappende og beroligende for både babyer og store børn. - Jeg bruger det selv på min datter på 7 år.
Du skal give dit barn tid, hvis dit barn kun kan ligge 1 minut den første aften I gør det, så er det fint. Lav berøringerne hver aften. Start med at gøre det så længe dit barn kan. Måske får du kun lov til at holde hånden på pandepunktet 3 sekunder. Men som dagene går, vil du oplevet at du får lov til at lægge hånden længere og længere tid.
Pandetrykket beroliger hele nervesystemet, og hjælper dit barn i ro, målet at kunne få lov til at holde hånden på pandepunktet i 10 sekunder.
Husk på at give dit barn tid. Måske det tager 14 dage før dit barn får en fuld “godnat” berøring som på videoen. Respekten for dit barn er det vigtigste.
Når dit barn har fundet roen i denne godnat berøring, kan du begynde at gå videre til reel baby/børne massage, start med at give dit barn en benmassage. Lav en “serie” som I giver hver dag, så vil du hurtigt kunne se forskellen hos dit barn ift søvn og ro.