13/08/2026
Sommeren er her stadig. Heldigvis
Dagene er også stadig lange, lyset bliver hængende til langt ud på aftenen, og der er den dér helt særlige duft af varme, hav, græs og sommer i luften.
Jeg har travlt med at uddanne mennesker, undervise, holde foredrag og Walk & Talk® med klienter. Det meste af min tid går på de måde, og det har jeg det fantastisk med.
Men midt i alt det, der skal gøres, er der heldigvis stadig tid og plads til at drømme.
Det har jeg vist altid gjort, så langt tilbage jeg kan huske.
Det har nu aldrig handlet om det perfekte liv. Ikke om en tilværelse uden sorg, modstand, tvivl eller mørke. Det tror jeg hverken findes eller ville være særlig menneskeligt?
Jeg drømmer mere om det nære. Det ægte. Det intime. Om frihed og uden alt for meget filter.
Dengang kunne jeg nok ikke sætte ord på, hvad det egentlig var, jeg længtes efter, men det kan jeg i den grad i dag.
Det er det, der får pulsen til at falde til helt til ro
Sommeren hjælper lidt på det.
De lyse aftener, hvor tiden bliver blødere, og skuldrene næsten sænker sig af sig selv.
Turene til Rom med nogle af de bedste venner. Barcelona, Port de Sóller eller måske bare en bænk et sted i Danmark med mennesker, jeg holder af.
At sidde nede ved stranden med et glas koldt et-eller-andet og tale med et andet menneske om … måske meningen med livet, eller om absolut ingenting, for begge dele – og alt det imellem – er også vigtigt for mig.
Bare mærke varmen i huden, solen på kinderne og den særlige oplevelse af, at livet bestemt ikke altid skal forceres, optimeres eller bringes videre til næste punkt på dagsordenen.
Nogle gange må livet godt bare få lov til at folde sig ud i sit eget langsommelige tempo.
Stille og roligt.
Jeg glæder mig også over kærligheden.
Ikke nødvendigvis den store, stormfulde og filmiske kærlighed, hvor violinerne spiller i baggrunden, og alle problemer forsvinder i solnedgangen. Jeg mener mere den stille kærlighed.
Den, der findes mellem mennesker, som kender hinanden godt. I tætte venskaber. I blikke, nærvær, omsorg og i de små handlinger, som ikke behøver nogen forklaring. I det ”venskabelige crush”, som jeg har valgt at kalde det.
Den form for samhørighed, der ikke skal bevise noget. Den er der bare. Og måske er det noget af det fineste, vi mennesker har.
At høre til hos et andet menneske uden samtidig at skulle opgive sig selv. At kunne være tæt på og stadig være fri og opleve autonomien. At kunne mærke, at nogen vil én – ikke fordi man præsterer, underholder eller leverer noget bestemt, men ganske enkelt fordi man er den, man er.
For der skal også være plads til mig alene, når dagen er omme, og den sidste klient er gået, undervisningen er slut, eller foredraget er holdt.
Jeg holder af mennesker. Meget, men jeg holder også af stilheden bagefter. Det at kunne trække mig lidt tilbage, lade dagen falde til ro og bare være mig.
Og så glæder jeg mig til mine venner.
Til grin, der kommer helt nede fra maven. Til lange samtaler i en sofa, på en fortovscafé eller på en gåtur i Jægerspris, Aalborg, Sønderborg eller på Hærvejen.
Samtaler, der det ene øjeblik handler om noget stort og eksistentielt og fem minutter senere om noget komplet ”åndssvagt”.
Sådan skal det helst være.
Jeg er vild med oplevelsen af at være sammen med mennesker uden at skulle præstere, forklare eller være noget særligt.
Bare være mig.
For mig er der noget næsten helende i mennesker, jeg kan ånde frit sammen med.
Mennesker, hvor jeg ikke skal passe på hvert eneste ord. Hvor stilheden ikke bliver pinlig. Hvor der både er plads til alvor, fjolleri, sårbarhed og forskellighed.
Der er virkelig noget håbefuldt i den slags venskaber. De minder én om, hvem man er, når livet ellers larmer.
For livet larmer også.
Sommeren fjerner ikke problemerne. Den ophæver ikke sorg, ensomhed, bekymringer eller alt det andet, vi mennesker indimellem må bære rundt på.
Men måske kan den minde os om noget: - Om at åbne døren, gå ud, ,ærke solen. Ringe til et menneske, vi savner. Sætte os lidt længere ved bordet.
Gå en turen uden et bestemt mål, og lade nogle øjeblikke være værdifulde, alene fordi vi er til stede i dem.
Det er nok noget af det, jeg forsøger at skabe i mit eget liv:- Et liv med varme. Mest mulig nærhed. Masser af kærlighed, venskab og intimitet.
Ikke som en flugt fra virkeligheden, for dét er jo også virkeligheden. MIN virkelighed.
Måske endda en af de vigtigste dele af den.
En måde at være i livet på, hvor det får lov at være lidt mere levende, lidt mere åbent og ufatteligt menneskeligt.
Det håber jeg også, du har. Eller noget, der ligner. Eller noget helt andet, som passer bedre til dig.
For måske er det vigtigste trods alt ikke at drømme om det samme som alle andre. Men at vide, hvad der virkelig betyder noget for én selv.
Hvad er vigtigst for dig?
Kh
Niels - på vej til Vejle og en ny Walk & Talk®
Billedet er fra 2013 hvor jeg er med en lille flok - her 2, bag mig, ud af 5 - på Caminoen i Spanien.
Vi er på vej OP til til o´cebreiro en tidlig morgen.
https://en.wikipedia.org/wiki/Pedrafita_do_Cebreiro
