30/09/2026
Hvilket vejr skaber vi mellem os?
De sidste uger har blandt andet budt på supervision, forløb om trivsel og mental sundhed for medarbejdere og elever og en workshop med koordinationsgruppen for mental sundhed i Kalundborg Kommune.
I dag er jeg så heldig at have tid til at stoppe op og reflektere over det, vi har sat i gang.
På workshoppen huskede flere, at jeg tidligere havde talt om “at bære livet”. Det gjorde indtryk på mig, at de ord var blevet hængende.
Jeg er optaget af, hvordan vi kan være i livet, som det er. Også når noget forandrer sig, når vi mister fodfæste, eller når livet gør ondt. Hvordan vi kan finde vej og bevare forbindelsen til os selv og hinanden.
Vi talte om livsovergange og samhørighed. Og om, hvordan vi med sproget kan skabe forbindelse, men også komme til at skabe afstand og gøre hinanden mere forskellige, end vi måske er.
Jeg tænker, at vi i hvert enkelt møde er med til at skabe et vejr mellem os. Gennem måden vi lytter på, det vi spørger til, og de ord vi bruger om og til hinanden.
På tværs af mit arbejde med supervision, forløb om trivsel og mental sundhed og terapi vender vi tilbage til regulering, relation og refleksion. Hvordan vi kan finde kontakt med os selv, skabe resonans mellem os og få mulighed for at se det, vi står i, på nye måder.
Det kan vi arbejde med hver især, og vi kan hjælpe hinanden med det. I møder og fællesskaber, hvor vi giver plads til hinanden og oplever, at vi har betydning.
For mig behøver det ikke være uden uenighed eller tydelige grænser. Jeg er mere optaget af, om vi kan bevare forbindelsen og blive ved med at være nysgerrige på hinanden, også når det er svært.
Det tager jeg med mig i dag:
Hvilket vejr er vi med til at skabe? Og hvordan kan det hjælpe os med at forbinde os og bære livet sammen?