03/01/2019
Kære dig,
Godt nytår, jeg håber du havde en god overgang fra det gamle til det nye.
Jeg har skrevet en lille nytårshilsen til dig og alle på siden her, der arbejder spirituelt med sig selv. I min hilsen kan du læse lidt om det år der er gået, samt få et indblik i 2019 aktiviteter.
Hver dag må man øve sig i "at være" sig selv. Mærke efter og spørge ind - hvad er sandt? Hvad vej skal jeg gå? Være åben, tillidsfuld og vedholdende.
Det var jeg særligt nødt til i 2018 også. For lidt over 2 år siden blev jeg skilt og flyttede i egen lejlighed efter mange års samvær. Nyt liv, en datter der blev boende hos sin far, tomhed, smerte og nye krav om tilpasning konfronterede mig.
Det var benhårdt og jeg måtte lukke min forretning i en periode, og tage mig af min smerte. Jeg var nødt til at ruste al min indre styrke, mens en følelse af svig og nederlag bare gjorde ondt. Jeg havde ondt af mig selv.
Med tiden blev det anderledes. Jeg blev stærkere og fandt ny balance skridt for skridt. Det blev mere klart for mig hvor min nye balance lå. Jeg blev bedre til at skelne mellem mine barnlige emotioner og mine voksne følelser. Det hjalp mig til at vokse.
Men det var benhårdt arbejde og betød at jeg på et dybere plan, igen måtte øve mig i at finde og holde balancen. Hver dag, måned, ja, hele året rundt. Det var nødvendigt. Nu er der mere ro igen.
Man kommer videre. Det vil du også komme, skulle du være undervejs til nye dimensioner i dit liv. Er du udfordret på din balance, så hold ud i at holde kontakten til dig selv. Mediter og fordyb dig i at finde din balance. Stol på det du mærker og gå med din bevidsthed når den peger mod noget. Også selvom det ikke lige i nuet giver mening. Det vil det komme til og det vil være en ny verden du fødes til.
Det er en varig "bevægelse" at vågne op. Vi, der så heldige at være modtagelige, må gribe den chance det er - at vågne til en dybere livsform.
2018 brugte jeg på at skrive på en bog. Den handler om at vågne op som menneske og hvordan man healer indre sår og traumer undervejs. Jeg er nået langt og der er udsigt til fødsel af denne smukke bog i 2019.
Meditationsgruppen, " Hav hele dig med, i alt hvad du gør" klarede sig ikke i 2018. Vi startede et par stykker i aug, men der kom for få tilmeldinger. Derfor valgte jeg at lade gruppen ligge.
Til gengæld er jeg meget taknemmelig for at være sammen med de klienter, der har valgt at udforske deres spirituelle vej, i samtale med mig. Det er smukt og meget lærerigt for mig også.
Jeg tilbyder fortsat individuelle samtaler i 2019. For dig der vil finde din balance og holde den. Se igennem egoets slør med nænsom fordybelse. Holde din balance gennem øget selvindsigt så du kan sætte din kurs i dagen, ugen, måneden, året. Jeg glæder mig til at byde nye velkommen.
Til sidst vil jeg ønske dig og din familie et godt 2019. Må det blive et vågent og givende år, der hvor du/I er på vej hen. Husk at mærke efter balance, for det er derfra vi healer og manifesterer bedst. Husk at vælge dig selv til for det er der, vi er mest glade og givende. Begge dele må vi træne hver dag, med meditativ fordybelse og inquiry, og tillade små pusterum ind imellem.
De varmeste hilsner med ønsket om et godt nytår!
Kærlig hilsen
Brenda