25/08/2026
𝗔𝗙𝗗Ø𝗗𝗘𝗞𝗢𝗡𝗧𝗔𝗞𝗧
Det er ikke noget, jeg sådan gør i.
Mit speciale har altid været guided spirituel kontakt og alt det, der følger med. Det er så ikke så lidt endda, men det har været en dør, man kan gå ind ad. En dør, jeg møder ind til.
Men afdødekontakten møder tit med ind på job.
𝗔𝗹𝘁𝗶𝗱 𝘂𝘃𝗲𝗻𝘁𝗲𝘁.
𝗔𝗹𝘁𝗶𝗱 𝗽å 𝘀𝗶𝗻 𝗲𝗴𝗲𝗻 𝗺å𝗱𝗲.
Jeg har selv tidligere, i tabsprocesser, været meget bevidst om at have fokus på det levende.
På det, der 𝗘𝗥.
På det, jeg skal have indvirkning på og være sammen med.
Men noget ændrer sig.
Og noget ændrede sig, da min gamle hund ændrede bevidsthedsform.
Jeg har ikke kunnet – eller villet – lukke helt af for det.
Jeg har bare stille tænkt:
“Så er det vist nu, jeg skal gå et skridt videre.”
𝗗𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝘃𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝘁 𝗶 𝘀𝗽𝗶𝗹.
Som udgangspunkt er vores dyr ikke vores spirituelle guider.
Men i den shamanistiske forståelse kan aspekter af os selv – og af kræfter, vi har brug for at slutte os til – være en vigtig del af vores energifelt og af vores jordiske oplevelse.
Jeg troede egentlig ikke, Phoenix var sådan en.
Men jeg blev meget både overrasket og bevidst, efter han ændrede form.
For det første hoppede han direkte ind i mig og blev der.
For det andet ligger hans energifelt som en større boble omkring os.
Jeg har to hunde.
Ja, lige nu kun én fysisk nulevende.
𝗕𝗼𝗿𝗸𝗮.
Og det ser ud, som om Borka bliver 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘃𝗶𝘀𝘁 lige nu.
Han begynder at gøre ting, han ikke har gjort før.
Ting, som den gamle hund gjorde.
Det er både i det helt små, helt grundlæggende indefra ham selv – og i den almindelige dagligdag.
Der er noget naturligt i, at han tager over.
Men jeg har flere gange stoppet op og tænkt:
“Hold da op… hvem har vist ham dét her?”
Det er nyt.
Men jeg kender det fra den gamle.
𝗗𝗲𝘁 𝘃𝗮𝗿 𝗱𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗳𝗼𝗿 𝘁𝗿𝗲 𝘂𝗴𝗲𝗿 𝘀𝗶𝗱𝗲𝗻.
𝗠𝗲𝗻 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝗿 𝗻𝘂.
Det fik mig stille til at åbne døren til kontakten til Phoenix.
Og jeg skal love for, at der er en stærk energi.
𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝘀𝗼𝗺 𝗮𝘁 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲 𝗯𝗹æ𝘀𝘁 𝗯𝗮𝗴𝗹æ𝗻𝘀 𝗮𝗳 𝗲𝗻 𝗸𝗿𝗮𝗳𝘁, 𝗷𝗲𝗴 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗵𝗮𝘃𝗱𝗲 𝘀𝗲𝘁 𝗸𝗼𝗺𝗺𝗲.
Jeg mærker den helt naturlige menneskelige sorg.
Og jeg siger næsten højt:
“Men jeg kan jo ikke se dig. Sådan fysisk.”
Svaret kommer prompte.
Ikke som tekst.
Ikke som et billede.
Men som en stærk følelse i hjertet.
Og jeg får lov at se energien, der ligger omkring mig.
Omkring os.
Omkring det hele.
Jeg får lov at se snore fra den kraft, der rækker dybt ind i hjertet.
Og så kommer ordene:
𝗩𝗜 𝗞𝗢𝗠𝗠𝗘𝗥 𝗙𝗥𝗔 𝗗𝗘𝗧 𝗦𝗔𝗠𝗠𝗘 𝗦𝗧𝗘𝗗.
𝗩𝗜 𝗞𝗔𝗡 𝗦𝗔𝗚𝗧𝗘𝗡𝗦 𝗢𝗣𝗘𝗥𝗘𝗥𝗘 𝗙𝗥𝗔 𝗙𝗢𝗥𝗦𝗞𝗘𝗟𝗟𝗜𝗚𝗘 𝗟𝗔𝗚.
Jeg mærker min begrænsning.
Pokkers.
𝗝𝗲𝗴 𝗺å 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝘃æ𝗿𝗲 𝘀å 𝗯𝗮𝗻𝗴𝗲 𝗳𝗼𝗿 𝗮𝘁 𝗺𝗶𝘀𝘁𝗲.
Jeg må være mere knyttet til at 𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲 𝗼𝗴 𝗹𝗲𝘃𝗲 end til at frygte det at miste.
Jeg troede egentlig, jeg havde lært det.
Og det har jeg helt sikkert også.
Mere end jeg har haft tidligere.
Men jeg mærker en erkendelse, der lander.
Jeg har lige talt i noget af min undervisning om en bold, der bliver sendt tilbage til hvert eneste menneske.
På bolden står der:
𝗔𝗡𝗦𝗩𝗔𝗥
Og samtidig står der ens navn.
Vi vil gerne smide de bolde væk.
Over til nogen.
Over til noget.
Men de kommer tilbage.
𝗗𝗲 𝗵ø𝗿𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹 𝗲𝘁 𝗯𝗲𝘀𝘁𝗲𝗺𝘁 𝘀𝘁𝗲𝗱.
Det er lidt det samme.
𝗚𝗹æ𝗱𝗲𝗻 𝘃𝗲𝗱 𝗮𝘁 𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲.
𝗙𝗿𝘆𝗴𝘁𝗲𝗻 𝗳𝗼𝗿 𝗮𝘁 𝗺𝗶𝘀𝘁𝗲.
Sorg kan være kærlighed uden retning.
Men den kan også få en lodret, opadgående retning.
En kærlighed.
En dedikation til energi og kraft.
Jeg vender tilbage til Phoenix.
Og det er, som om navnet bliver mindre væsentligt.
Jeg mærker den energi, han repræsenterer, endnu tydeligere.
Jeg ser, at Borka hører ham.
Og lærer.
Jeg bliver lidt målløs.
𝗕𝗼𝗿𝗸𝗮 𝗸𝗮𝗻 𝘀𝘁𝗮𝗱𝗶𝗴 𝘀𝗲 𝗵𝗮𝗺.
Det er derfor, han gør alle de her ting nu.
Borka plejer at gø, hvis vi skal køre, og han kan se, at Phoenix ikke er med.
Hvis han ved, vi skal afsted alene, er der aldrig lyd på.
Men flere gange de sidste 14 dage har han gøet og signaleret:
𝗩𝗶 𝗵𝗮𝗿 𝗴𝗹𝗲𝗺𝘁 𝗣𝗵𝗼𝗲𝗻𝗶𝘅.
Jeg kan godt mærke det.
Han bliver her.
Den lille er ved at lære noget.
𝗩𝗶 𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗵𝗲𝗹𝘁 𝗳æ𝗿𝗱𝗶𝗴𝗲.
Samtidig viser Phoenix mig, at den stærke kraft, han besidder, stadig er her.
Hele vejen rundt.
Og den starter inde i mit hjerte.
Måske har jeg ikke været klar til at se det endnu.
Smart, at det så har manifesteret sig gennem min hund.
Min helt særlige hund.
Ham, der aldrig rigtig har fulgt spillereglerne.
Han viser mig, at en smuk sjæl tjekker ind i cirklen.
𝗛𝗮𝗻 𝗲𝗿 𝗽å 𝘃𝗲𝗷.
Følelsen af sorg og tab letter.
Kroppen falder til ro.
Der er noget, der bliver holdt.
Af noget, der er større end bare mig og os.
Og jeg mærker en stille taknemmelighed.
𝗞æ𝗿𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁, 𝗺𝗮𝗻 𝗺𝗶𝘀𝘁𝗲𝗿.
𝗗𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝘂𝗲𝗻𝗱𝗲𝗹𝗶𝗴.
Og jeg mærker en stille åbning til at se det.
𝗜 𝗺𝗮𝗻𝗴𝗲 𝗳𝗹𝗲𝗿𝗲 𝗱𝗲𝘁𝗮𝗹𝗷𝗲𝗿 𝗻𝘂. ❤️
