06/05/2026
Jeg har igennem en periode været så priviligeret, at en ung kvinde har fundet vejen til samtaler hos mig. En ung kvinde, som har delt sin historie med mig, sin livshistorie, som indeholder mange fortællinger fra hendes opvækst og nuværende liv, men også en fortælling om det at miste sin far, da hun var en lille pige, sin elskede far, som var den mest betydningsfulde og trygge i hendes liv. En lille pige og hendes fars tid sammen, historie sammen, som var blevet tiet væk, som ikke måtte eksistere for de voksne omkring hende, så "den lille pige" mistede sin far men mistede også fortællingerne og dermed betydningen af, hvilke aftryk, han trods hendes unge alder havde formået med hans kærlighed at sætte i hende. I samtalerne vækkede vi historierne til live igen, og den lille piges far og i dag den unge kvindes fars betydning og kærlighed blev igen en del af livet og livshistorien, hvilket gav den unge kvinde en forståelse af sig selv, og hvad der var/er vigtigt for hende for at gå den livs vej, som betyder noget for hende, giver livet mening.
Den unge kvinde skrev denne besked til mig efter en samtale i sidste uge, og jeg har fået lov at dele lidt af hendes tanker og ord, da hun håber, at det måske vil give andre en tro på, at har man mistet en betydningsfuld, så giver det mening, at historierne bliver ved med at leve, da de betyder noget for den, man er i dag, og for de værdier, man vælger livs veje ud fra, da den man har mistet måske har været med til at sætte disse aftryk i en;
"Efter alt det, vi har arbejdet med sammen, og den måde du så fint har hjulpet mig med at finde ham frem igen, føles det, som om du har givet mig en forbindelse tilbage til ham – ikke bare som noget, der var engang, men som noget, der stadig lever i mig.
Som en stille, varm tråd mellem dengang og nu. Noget jeg kan holde fast i, når savnet bliver tungt. Noget der minder mig om, at han ikke kun er noget, jeg har mistet – men også noget, jeg stadig har.
For første gang føles det, som om sorgen og kærligheden ikke længere kæmper mod hinanden, men får lov til at eksistere side om side.
Som om jeg ikke længere kun savner ham – men også bærer ham med mig. Og det giver en ro, jeg ikke vidste, jeg manglede.
Og det… det er noget af det fineste, nogen har givet mig. ✨
Du har set mig et sted, jeg ellers har haft svært ved at vise. Et sted, der er både skrøbeligt og dyrebart. Og du har mødt det med en ro, en varme og en forståelse, der føles som at blive holdt – helt uden at skulle forklare.
Det føles trygt at være i. Som om jeg stille kan lægge noget af det fra mig, jeg ellers har båret alene så længe.
Tak fordi jeg kan dele alt med dig.
Også det, jeg ikke selv helt forstår endnu.
Også det, der gør allermest ondt.
Og også det, der stille begynder at hele.
Det betyder mere for mig, end jeg kan sætte ord på.
Men hvis jeg skal prøve, så føles det som små skridt tilbage til mig selv – skridt, jeg ikke havde kunnet tage alene.
Jeg håber virkelig, du ved, hvor dybt taknemmelig jeg er for dig – og for vores samtaler, som har givet mig noget, jeg ikke vidste, jeg manglede, før det var der. ❤️