Kirsten Øvlisen psykoterapeut i Esbjerg

10/09/2026

Man kan komme til at miste sig selv for ikke at miste kærligheden
- Når du bliver ansvarlig for et andet menneskes følelser

Måske opdager du det ikke lige med det samme.

Du begynder bare at tænke lidt mere over, hvordan du siger tingene.
Tager lidt mere hensyn.
Læser stemningen.
Prøver at få ro på, når den anden bliver frustreret, vred, trist….

Og langsomt kan der ske noget mærkeligt:

Du kommer til at føle, at den andens følelser også er dit ansvar.

Måske fordi du har lært, at kærlighed hænger sammen med at give, tilpasse sig og være den, der får det hele til at fungere.

Og det kan være en særlig sårbar position, hvis man er sammen med et menneske, der ikke selv er så følelsesmæssigt modent. For så kan ens villighed til at give, forstå og tage ansvar komme til at holde en skævhed i forholdet i live.

Så bliver det svært at sige nej.
Svært at sætte en grænse.
Svært at gå.

For hvad sker der med den anden, hvis jeg ikke længere passer på?

Men du må godt være omsorgsfuld uden at være ansvarlig for et andet menneskes følelser.

Du må godt elske uden at skulle give dig selv væk for at blive elsket.

Når du vælger dig selv – får du dig selv tilbage.

08/09/2026

07/09/2026

”DET FUNGERER JO”

Som filosoffen sagde:
”Alt fungerer. Vi får mad og rent tøj, passer vores arbejde, men vi siger ikke hinanden en skid.”

Hold op, hvor kan vi vænne os til meget.

Få gode samtaler.
Meget lidt intimitet.
Ingen overraskelser.
Mindre liv mellem os.

Og så beroliger vi os selv:
Vi kan jo ikke få alt.
Det er vel sådan, det er.
Det fungerer jo.

Måske gør selvberoligelsen, at du slipper for at blive skuffet.
Men måske bedøver den også din længsel efter mere.

Er det kunsten at vænne sig til - eller er det kunsten at opdage, hvad du ikke længere vil vænne dig til?

Nogle spørger mig, om jeg tror, lykken ligger i at blive skilt.

Jeg tror ikke specielt på skilsmisser.

Jeg tror på det levende liv og på forbundethed.

31/08/2026

Mandag morgen - farvel til august og en ny uge begynder 🌈

30/08/2026

NÅR NOGET SYNGER LYTTER JEG GERNE

I torsdags var jeg på Fyn til indvielse på Birkelygaard og der hørte jeg filosoffen Anders Fogh Jensen´ oplæg om bogen ”Når noget synger lytter jeg gerne”. Om resonans, om svingninger om en måde at være i livet på. Resonans som en tråd til livet.

Dagen efter tog jeg et døgn på Tønderfestival. Jeg gik rundt der glædesfyldt og uden forventninger.

Det er et godt sted, at bevæge sig fra.

Musik, liv, klapsalver, hvor de mange enkelte klap bliver til en fælles lyd. Kvinder der svinger fadøl over baren med et smil og et mojn.

Overnatning, udhvilet og opstemt, det er også et godt sted at bevæge sig fra.

Faldt i snak med sønderjyder, da vi tilfældigt satte os ved et ledigt bord på samme tid. To ældre ægtepar, der gerne ville i snak. Sjovt som, det at komme fra Fanø og være parterapeut åbner for snakken og da jeg i et kækt øjeblik tilbød klippekort, så var isen brudt og jeg blev til ”hun er en af vor egne”…..det er et godt sted at bevæge sig fra.

Så gik turen mod Fanø midt i det hele, jeg holder af at være på vej og ta´ det hele med som gode svingninger, det er et godt sted at bevæge sig fra.

At komme hjem til Fanø er altid fornemmelse af både base og liv og få timer senere var jeg på Realen til Shubidua.

Her smeltede alle dagene nærmest sammen til noget magisk.

På Realen, som er et lille spillested, der løfter stort, opstod der svingninger mellem band, publikum og spillested.

Gåsehud, barndommens lydspor, at kigge rundt og fremmede bliver familiære i fællessangen og smilene.

Det er helende, resonans er helbredende. At høre til og ”swinge” sammen på samme tid.

Jeg købte to bøger. Først Anders Fogh Jensens ”Når tingene synger lytter jeg gerne” og sidst Shubidua´ Den røde tråd”.

Den røde tråd eller tråden til livet.

Resonans kan opstå her og der og alle vegne. Der er ligesom et forspil, se smilet og det syngende mojn, møde nye mennesker, musikkens rytme der får fat i en.

På Realen var jeg gået fra forspil til klimaks. En stemthed lige dér i nuet.

Resonansen på Realen havde været der, uanset om jeg var kommet direkte hjemmefra eller havde været på Tønder først.

Men de måder, jeg beskriver at gå i verden på, træner resonansmusklen.

Filosoffen kom også ind på, at vi som terapeuter ikke bare kan lave en webside, hvor vi indretter os efter, hvad folk vil ha’. Vi må også vide, hvem vi er, og hvad vi står for.

Min måde at gå i livet på handler meget om frihed og resonans. Jeg ønsker at skabe et rum, der kan være med til at bringe mennesker tættere på sig selv, på verden og på deres drømme. Frie til at være dem, de er.

Jeg træner gerne resonansmusklen sammen med dig: at kunne regulere følelser, være selvkærlig indad og være i verden på en åben og fri måde.

Anders Fogh Jensen beskriver, hvordan resonansmusklen ikke kan trænes, når vi er repulsive eller stumme. Det repulsive, hvor vi møder verden fjendtligt, og det stumme, hvor der ikke er noget, der taler til os.

Det får mig til at tænke på, hvad der sker, når vi bedømmer andre mennesker og verden. Træner vi så snarere repulsivitet og stumhed?

Hvor er det, jeg ikke resonerer med mig selv? Hvad er det, jeg ikke får levet?

Er du træt af at tale dårligt til dig selv eller måske om andre, så lyder det til, at du kunne være klar til noget crossfit i resonansmusklen.

Her er masser af god energi og kærlighed.

OG DU ER HJERTELIG VELKOMMEN

Kærlig hilsen Kirsten

19/08/2026

VREDE SOM EN PROP

Vrede kan fylde for lidt.
Og vrede kan fylde for meget.

Nogle mennesker bliver næsten aldrig vrede. De sluger det, der gør ondt, tilpasser sig, tier stille og fejer måske det meste ind under gulvtæppet.

Andre bliver vrede hurtigt og ofte. Vreden kommer til at fylde så meget, at det bliver svært at høre den anden og måske også svært at mærke, hvad der egentlig ligger bag vreden.

Og så er der dem, hvor vreden bliver en måde at placere ansvaret uden for sig selv:

Det er de andres skyld.
Hvis bare de andre ændrede sig, ville jeg få det godt.

Så længe ansvaret ligger hos de andre, behøver jeg ikke selv at gøre noget anderledes.

På den måde kan vreden blive en prop.

Den kan holde noget tilbage: følelser, behov, sårbarhed og grænser.

Men den kan også proppe noget til, så jeg ikke behøver at se på min egen del.

I terapi handler det derfor ikke om at få mennesker til at blive mindre vrede.

Og heller ikke om at få dem til at blive mere vrede.

Det handler om at blive friere.

Fri til at mærke vreden.
Fri til at forstå, hvad den fortæller.
Fri til at sætte en grænse, når det er nødvendigt.
Og fri til at opdage, hvad der er mit og hvad der er dit.

For vrede er ikke nødvendigvis problemet.

Problemet opstår, når vi mister kontakten til os selv og hinanden.

For når vreden bliver en prop, kan den komme til at stå imellem os og det, vi egentlig længes efter: kontakt.

Er du bange for din vrede – eller er den blevet dit go-to, når noget bliver svært?

Så kan det være en god idé at undersøge, hvad der ligger bag.

Det kan vi gøre sammen i terapi.

19/08/2026

Tilbage på denne side…

Der har været lidt stille her på siden hen over sommeren. Nu begynder jeg så småt at dukke op igen med tanker om mennesker, parforhold, kærlighed, relationer og alt det, der følger med, når vi skal være mennesker sammen.

Jeg kan godt lide at dele nogle af de tanker, jeg går med og måske kan de også sætte noget i gang hos dig.

Hvis du selv går med noget, der fylder, er du meget velkommen hos mig – både i individuel terapi og i parterapi.

Så jeg er tilbage her på siden og du er så velkommen til at læse med.

Kærlig hilsen

Kirsten

23/07/2026

Så er jeg tilbage fra ferie og glæder mig til at møde dig i Nørregade 33.

De smukke stokroser får mig til at stoppe op.

Måske er det også sådan for mange mennesker efter en ferie.

Når tempoet falder lidt, og der bliver mere plads til at mærke efter, kan nogle spørgsmål begynde at dukke op:

Hvordan har jeg det egentlig?
Hvad giver mig energi?
Og hvad er det, der langsomt trækker energien ud af mig?

I klinikken oplever jeg lige nu mange, der bliver mere bevidste om noget, der har stået på længe:

At de giver rigtig meget.
De tager ansvar.
De prøver at forstå.
De rækker ud.

Men samtidig savner de at blive mødt.
Set.
Valgt.

At mærke nærhed og kontakt dér, hvor det betyder allermest.

Nogle gange handler det ikke om, at vi skal give mere.

Nogle gange handler det om at opdage, hvor vi sender vores energi hen.

Måske bruger du din energi på at holde sammen på noget, der slider dig ned?

Måske længes du efter at finde hjem til dig selv igen?

Måske har du brug for et sted, hvor du kan lægge det fra dig, du går alene med.

Jeg er tilbage efter sommerferien, og du er meget velkommen til at kigge på det sammen med mig

Skriv eller ring på 50 99 16 74

Mail: [email protected]

09/06/2026

I LY.....

Mellem regndråberne, der falder fra stråtaget, står mine duftpelargonier. Og i dag har englen med den knaldrøde læbestift og de meget lange arme, der kan favne det meste og de fleste, søgt ly mellem bladene.

Jeg elsker selv at stå under stråtaget. I ly og alligevel derude.

Måske fordi det minder mig om noget, jeg ofte møder i terapien.

Når vi bliver ramt af livet – måske især i det relationelle, hvor det gør ondt – har vi brug for at søge ly. Vi trækker os lidt tilbage. Passer på os selv. Finder et sted, hvor vi kan mærke jorden under fødderne igen.

Det er ikke et problem.

Tværtimod er det ofte en sund og nødvendig bevægelse.

Men nogle gange bliver lyet til et skjulested. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi det føles tryggere end at risikere at blive ramt igen.

Så bliver livet mindre. Vi holder igen. Trækker os fra mennesker, muligheder, drømme eller dele af os selv.

Kunsten er ikke at undgå ly.

Kunsten er at kunne søge ly, når det er nødvendigt – og samtidig bevare forbindelsen til livet udenfor.

For det, der er hændt dig, er en del af din historie. Men det behøver ikke være det, der definerer resten af dit liv.

Hvis du oplever, at du er kommet til at gemme dig mere, end du egentlig ønsker, kan terapi være et sted at undersøge, hvad du beskytter, hvad du længes efter, og hvordan du stille og roligt kan bevæge dig ud i verden igen – i dit eget tempo.

❤️

02/06/2026

Skabe forbindelse til sig selv og verden

Næsten hver morgen kommer jeg dagen i møde i min lille have på Fanø. Jeg elsker at sidde her med min kaffe og være sammen med rosen, der springer lidt mere ud for hver dag og dufter helt vidunderligt, duen, der leger linedanser på mit stakit, inden den overvejer at flyve over i magnolietræet, fuglefløjt fra alle sider og de bløde strikkede puder, jeg fandt på genbrug.

Vi har en ordning på Fanø Genbrugsplads, hvor ting skifter ejer. Det, nogle er blevet trætte af, bliver andre glade for. Tænk, at nogen har siddet og strikket blæksprutter, højhælede sko og sommerfugle. Det falder jeg for. Jeg falder igen og igen for farver, fantasi og det livgivende.

Det gør noget ved min gang i verden at være sansende.

Jeg tror, vi er mange, der længes efter steder, hvor tempoet falder lidt, og hvor det bliver lettere at mærke os selv og det, der er vigtigt for os.

På den måde er der en forbindelse til det terapeutiske arbejde. Ikke fordi terapi skal ligne en stille morgen i en have på Fanø, men fordi terapi også kan være et sted, hvor der bliver mere plads til at mærke efter. Mere plads til det, der kalder på opmærksomhed.

Mere plads til det liv, man gerne vil leve.

Du er velkommen hos mig, hvis du savner dig selv, det vigtige eller roen.