IFS & Familieterapeut Anna Vincentz

IFS & Familieterapeut Anna Vincentz Familie- og IFS psykoterapeut MPF
Hjemmeside: www.annavincentz.dk
Podcast MOR Revolutionen: https://open.spotify.com/episode/7y1nFoQ9qeNGtzpyZwf5t1

Sidste opslag om misforståelser i den førnævnte bog, det lover jeg! Forfatteren kommer med forskellige eksempler på hvor...
20/08/2026

Sidste opslag om misforståelser i den førnævnte bog, det lover jeg!
Forfatteren kommer med forskellige eksempler på hvorfor det nye børnesyns ligeværd, empati og nysgerrighed ikke dur i praksis. Problemet er, at de eksempler han beskriver intet har med ligeværd, empati og åben nysgerrighed at gøre.

Ligeværd betyder ikke at (som forfatteren beskriver det) eleven rækker f*ckfinger efter læreren når han ikke kigger.
Empati betyder ikke at vi ingen grænser har.
Og nysgerrighed betyder ikke at man spørger eleven, hvorfor han reagerer eller at man ikke sætter grænser eller lader resten af klassen sejle mens en elev flipper ud.

Hvis det nye børnesyn skal have plads i den danske folkeskole, vil det netop betyde tydelige rammer og lederskab fra en lærer der tager ansvar for rummet. Det skal man som lærer have plads, tid, ressourcer, videreuddannelse, relationel menneskeforståelse og supervision mv. til. Det er der ikke i skolerne i dag.

Grænseløshed er utrygt, uanset om det er en lærer/voksen, der overskrider grænser eller en lærer/voksen, der forsvinder og bliver utydelig. Begge dele hører det gamle paradigme til, hvorimod det nye børnesyn handler om personlige og relationelle grænser: At være to (eller flere) i relation og interaktion ligeværdigt (ikke lige-magtigt) uden den ene krænker den anden og uden barnet får det ansvar der hører den voksne til.

Når børn reagerer handler det om nysgerrigt og åbent at forstå denne adfærd dybere end blot et problembarn og problemadfærd, og om at kunne nedskalere konflikter i stedet for at misbruge sin over-magt. Dertil skal man som voksen/lærer være bevidst om (og tage ansvar for) egne reaktioner, så man ikke i magtesløshed ender i unødige magtanvendelser.

Englands “strengeste skole” viser at det er rammen, ikke barnet, der er problemet i den danske folkeskole.Til trods for ...
15/08/2026

Englands “strengeste skole” viser at det er rammen, ikke barnet, der er problemet i den danske folkeskole.
Til trods for at forfatteren (samme bog som jeg skrev om i sidste opslag) vist ikke selv er klar over det, viser han fint og tydeligt at det er rammen og det manglende lederskab, ikke barnet og ikke forældrene, der er problemet i de danske folkeskoler.
Han beskriver nemlig, hvad han kalder Englands strengeste skole, som har meget tydelige rammer og regler = tryghed, hvor lærerne altid behandler eleverne med respekt, hvor de bliver set og løftet op = ligeværd og kærligt lederskab.
Derudover er undervisningen så struktureret, forudsigelig og engagerende at mange af vores autister og ADHD’ere nok ville trives.
På skolen er der, ifølge forfatteren, ingen mobning og selv børn der kommer fra hårde vilkår og kriminalitet klarer sig virkelig godt fagligt og selvværdsmæssigt.
Forfatteren selv forstår desværre ikke hvor fint dette på mange måder repræsenterer det nye børnesyn, ikke det gamle, og ser umiddelbart heller ikke hvordan dette eksempel viser at det er rammen og det kærlige lederskab der gør forskellen.
Der er ingen pdo eller børn som er problemet. Velkommen til det nye børnesyn.

Hvis man kan abstrahere fra fejlrepræsentationen af den nye børnesyn jeg skrev om i sidste opslag, har bogen en del god viden og refleksion.

Mathias Granums fejlrepræsenterer desværre gennem hele bogen “Fra Monsterelever til Mønsterelever” det nye børnesyn og b...
11/08/2026

Mathias Granums fejlrepræsenterer desværre gennem hele bogen “Fra Monsterelever til Mønsterelever” det nye børnesyn og beskriver det blandt andet som manglende grænser, men modsiger sig selv i sine beskrivelser.

I det gamle børnesyns misforstående navn beskriver forfatteren: “Elevernes adfærd peger ikke på problemet, den er problemet” - altså modsat hvad det nye børnesyn siger - og går så videre til at forklare hvordan læreren skal tage ansvar og tage styring, så dette problem ikke opstår. Jeg håber at I kan se selvmodsigelsen.
Lærerens manglende lederskab er naturligvis problemet når kulturen i klassen lider og børn reagerer naturligt gennem deres “problemadfærd” på disse manglende rammer, da dette både er utrygt og uforudsigeligt.
Altså PEGER elevernes adfærd på problemet, som er lærerens manglende lederskab. DET er netop hvad det nye børnesyn siger.

Ligeså beskriver forfatteren sine overvejelser og erfaringer, hvor han går fra ikke at sætte grænser overhovedet (det har han lært gennem girafsprog) til at opdage at man godt kan sætte grænser uden at være en tyran.
DET er netop det nye børnesyn = at sætte kærlige grænser.
Som titlen på en af Jesper Juuls bøger: “Her er jeg - hvem er du?”
Det er ikke at den voksnes grænser skal lægges over barnet (som den gamle skole) eller at den voksne omvendt ingen grænser har (som i girafsprog og den progressive skole ifølge forfatteren).
Det er to mennesker der møder hinanden ligeværdigt. Den voksne har magten og erfaringen, men det kan stadig være et ligeværdigt og respektfuldt møde.
Det er netop noget af det, det nye børnesyn står for.

Det er et problem, at en bog skrevet til lærere beskriver det nye børnesyn helt forkert.
Og det er ærgerligt, for der er flere fine betragtninger og tanker i bogen i øvrigt.

Så prøver jeg lige igen! Her er en gengivelse af opslaget fra i går. Del gerne opslaget eller linket!Kommunen bruger tav...
07/08/2026

Så prøver jeg lige igen! Her er en gengivelse af opslaget fra i går. Del gerne opslaget eller linket!

Kommunen bruger tavshedspligt til at beskytte sig selv i stedet for borgeren. Det kan naturligvis ikke være rigtigt at de danske kommuner, der har til job at støtte og hjælpe de danske borgere, begår ekstremt mange fejl og ulovligheder OG at man som borger står tilbage uden en reel chance når kommunen bryder loven og i sidste ende, ikke bare stresser, men ødelægger mange menneskeliv som det er skabt til at støtte.
Det kan du være med til at ændre!

Privat socialrådgiver Marianne Stein, som arbejder kompetent og utrætteligt på at støtte borgernes rettigheder - har udarbejdet et virkelig vigtigt og meget aktuelt borgerforslag: "Stop myndigheders misbrug af tavshedspligt – borgere skal kunne kræve åbenhed i egne sager" - Læs og støt og del!

Linket finder du lige her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-23353

Følg Marianne Stein her: .dk

De: “Han er så doven!”“Hun er en drama queen!”“Han er for sensitiv!”“Hun er for meget!” Mig: “Faktisk har han netop fået...
04/08/2026

De: “Han er så doven!”
“Hun er en drama queen!”
“Han er for sensitiv!”
“Hun er for meget!”

Mig: “Faktisk har han netop fået en diagnose. Han er...”

De: “Åh nej, jeg er imod diagnoser! Man skal ikke putte folk i kasser på den måde!”

Vi diagnosticerer hele tiden hinanden helt uden at have forståelse for de underliggende mekanismer.
Mennesker giver altid mening. Ingen er bare doven, dramatisk, for sensitiv, for meget. Det er blot din diagnose, som du projicerer over på mennesker du ikke forstår, uden rent faktisk at have undersøgt sagen.
En diagnose som fx. autisme eller ADHD derimod er besluttet ud fra en grundig undersøgelse og baseret på faglig kompetent viden.
Når et barn får en diagnose, kan det åbne op for nysgerrighed og forståelse, hvilket gør at vi kan begynde at støtte og kompensere relevant og derved hjælpe barnet til at føle sig set og taget alvorligt. Dette er en beskyttende faktor, der gør det mindre sandsynligt, at barnet traumatiseres.
Og dette står helt i modsætning til vores egne diagnose-projektioner: “Han er bare doven!” hvormed vores empati og nysgerrighed lukkes ned.

Har du oplevet, at dine børn eller du selv bliver “diagnosticeret” af folk omkring dig? Hvad gør du i sådanne situationer?

Systemet diskvalificerer den egentlige ekspert. Den der har smerten, symptomet, diagnosen.Den vigtigste grund til at jeg...
28/07/2026

Systemet diskvalificerer den egentlige ekspert. Den der har smerten, symptomet, diagnosen.

Den vigtigste grund til at jeg kan hjælpe mine klienter til at få det bedre når noget er svært, er at jeg ved at de er eksperter på sig selv.
Mit job er blot at facilitere deres proces og det de ved men ikke har klarhed over.

Det er klienten, der er eksperten på sig selv. Ikke fagpersonen.

Når systemet gør sig til ekspert på det menneske det sidder overfor, fratager det mennesket sin subjektive oplevelse, sin selvrespekt, sin mentale sundhed og indsnævrer mulighederne for at handle.

Det er mennesket, der er eksperten på sig selv, sit liv og sin familie. Ikke systemet.

"Når vi som forældre ikke kender vores egen sunde vrede og grænser, bliver det svært at være den trygge tilknytningspers...
21/07/2026

"Når vi som forældre ikke kender vores egen sunde vrede og grænser, bliver det svært at være den trygge tilknytningsperson, fordi (1) som forælder skal du stole på dig selv og læne dig ind i din kærlige autoritet. Og (2) i stedet for at kontrollere vores børn, er det vores opgave som forældre at støtte og vejlede deres voksende selvkontrol og autonomi."

"Når vrede og dermed vores følte følelse af grænser bliver fjenden eller vi ikke kan mærke den, er der ingen plads til, hvordan jeg har det, og hvordan du har det. Der er ikke et ægte ja uden et nej, og der er ingen chance for, at vores børn kan forblive tro mod og forbundet med sig selv, mens de vokser op til de unikke mennesker, de er. Når vi som forældre har lært at frygte og patologisere vrede, giver vi den manglende kontakt videre."

Dette er blot et lille snapshot fra min seneste artikel "Anger and boundaries in the IFS Informed Parent", der går ind i hvordan vi kommer tilbage til vores sunde vrede og grænser. Og den går ind på, hvad vrede faktisk er, og hvordan man lytter til vores sunde og vigtige grænser.

Du finder artiklen her: https://medium.com//anger-and-boundaries-in-the-ifs-informed-parent-1fb7e765bde1
Eller her: https://annavincentz.dk/english-blog/angerandboundaries

Hvis du har læst artiklen, så lad mig vide i kommentarerne, hvordan den resonerer med dig.

Jeg har netop udgivet min nyeste artikel: "Anger and boundaries in the IFS Informed Parent" hvor jeg fokuserer på, hvad ...
19/07/2026

Jeg har netop udgivet min nyeste artikel: "Anger and boundaries in the IFS Informed Parent" hvor jeg fokuserer på, hvad vrede egentlig er, hvorfor det er så vigtigt at være i kontakt med vores vrede, og hvorfor det er svært for mange af os. Vrede handler ikke om at rase ud på andre, men om at føle og kende vores grænse til verden. Det hjælper os til at være selv som de unikke mennesker, vi er, og det hjælper os med at være trygge, rolige og tydelige over for vores børn.

Du finder artiklen på Medium her: https://medium.com//anger-and-boundaries-in-the-ifs-informed-parent-1fb7e765bde1
Og på min blog her: https://annavincentz.dk/english-blog/angerandboundaries

Jeg tror ikke, folk er klar over, at som forælder til neurodivergente børn er man er aldrig helt nok, man rammer aldrig ...
16/07/2026

Jeg tror ikke, folk er klar over, at som forælder til neurodivergente børn er man er aldrig helt nok, man rammer aldrig helt plet, det fungerer aldrig helt, det er aldrig bare ligetil eller så let, som det burde være, og man er altid kronisk bagud.

Selvom at vi kender vores børn bedst, er det altid lidt skævt, aldrig helt nok og man er altid på.
Det sætter sig i nervesystemet.

Især neurodivergente børn er ofte meget følsomme når det kommer til mad, derfor er hvad de spiser ekstra vigtigt, men ærligt talt bliver det vigtigste AT de spiser, uanset hvad det er, uanset hvor mange retter man har måttet lave, og hvor forskellige mærker man har måttet købe for at få det næsten rigtigt. Som så måske, bliver det det eneste, de har kan få sig selv til at spise i et par dage eller uger, men så snart man har købt stort ind af det for ikke at løbe tør, kan de ikke få de ned længere.

Sensorisk sensitivitet er meget virkeligt. Når det kommer til mad, er der så meget der spiller ind, at det at spise, drikke eller fx. at tage vigtig medicin kan være et kæmpe bjerg at bestige.

Jeg tror ikke, folk forstår, hvad det betyder, at en neurodivergent forælder har den samme stress i nervesystemet som en kampsoldat. Det er kronisk hverdagsstress i årevis.
Og når vi rækker ud efter støtte, får vi MERE STRESS.
Det systemstress forældre til neurodivergent børn udsættes for, kan være meget massivt og kan stå på længe. Og det er voldsomt i sig selv, men folk skal forstå at det ikke er stress der lægger sig ovenpå et ellers roligt nervesystem. Det er stress der lægger sig sig ovenpå et i forvejen massivt stresset nervesystem der allerede er på overarbejde dag og nat.

Kronisk stress gør os gamle hurtigere, gør os syge og gør at vores kroppe og sind ikke får får mange muligheder for at hele og udvikle sig sundt simpelthen fordi kroppen prioriterer stress (overlevelse) først og fremmest.

Vi har brug for støtte, forståelse, ro, landsbyen der er forsvundet.
Vi har ikke brug for fordømmelse, misforståelser, “gode råd” og ekstra pres.

Hvad har været den største støtte for dig?

Børn er født sociale. De er umiddelbart allerede sociale og relationelle inde i mors mave. Og i samspillet med deres nær...
12/07/2026

Børn er født sociale. De er umiddelbart allerede sociale og relationelle inde i mors mave. Og i samspillet med deres nære omsorgspersoner vil de fra starten af livet gå i relation og kontakt og udvikle sig sammen med. Dette er en helt naturlig socialisering, hvor vi dannes og udvikler os i samspil.
Det er ikke noget børn skal lære.

Når familien skaber et trygt fundament - eller en tryg base - for barnet, vil det naturligt bevæge sig længere ud relationelt. Det er vigtigt at vide, at alle børn gør dette forskelligt, alt efter medfødt neurotype mv, og at der ikke er én rigtig måde at gøre dette på eller ét rigtigt tidspunkt. Som du har oplevet hvis du er forælder til mere end et barn, er der kæmpe forskel blot mellem søskende og det er helt som det skal være.

Når samfundet taler om at børn skal socialiseres, mener det desværre ofte at børn skal skubbes ud af reden som fugleunger, hvilket vil gøre menneskebørn mere utrygge (naturligvis) og ikke mere robuste eller sociale, uanset om de lærer at maskere fordi de er nødt til det.
Og når samfundet taler om at børn skal socialiseres, menes der desværre ofte i højere grad konformitet end socialisering.
Børn er født relationelle og skabt til at være “os selv og sammen”. Det er ikke noget vi skal putte ind i dem eller udsætte dem for, men noget der naturligt kan udfolde sig livet igennem.

På samme måde bliver samfunds-ideen, som vi har i Danmark om, at børn skal socialiseres, et pres på forældre om at gøre det samme som de andre, fordi “sådan gør man jo!” i stedet for en nysgerrighed på børns forskellige behov. Dette bliver således også et udtryk for konformitet, ikke ægte og naturlig socialisering.
Hvad er dine oplevelser med børns naturlige sociale og relationelle adfærd, med pres omkring “socialisering” og de gode eller dårlige oplevelser der følger med?

Adresse

Espergærde
3060

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når IFS & Familieterapeut Anna Vincentz sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til IFS & Familieterapeut Anna Vincentz:

Genveje

Del

Type