31/01/2025
Opdateres, når nettet er på igen..
Dag 12: Templer, tunge tansker og tarveligt hotel
Jeg vågner nærmest rutinemæssigt omkring kl. 05 og tillader mig at sove lidt længere. Fornemmer liv i gaden og tager et bad, inden jeg igen undersøger muligheden for at få billet til det UNESCO Toy Train fra Mettupalayam til Ooty. Jeg er stadig på venteliste, men nummeret er nu kun 39, og jeg beslutter, at hvis den også aflyses, må jeg finde en anden måde at komme til Ooty – måske en almindelig bus. Jeg vil opleve toget og teplantagerne!
Derudover har jeg forhørt mig om et ayurvedisk sted i Kovalam, Kerala, som skal afrunde min tur. Efter knap to uger på farten skal det blive dejligt med lidt selvforkælelse, ro og afslapning. Der er lidt skriveri frem og tilbage; først har de et værelse, så har de ikke, så har de et andet, der er dobbelt så dyrt, og så igen det første – til en lidt højere pris. Jeg har haft en del korrespondance frem og tilbage og føler lidt, at der er noget på spil, men jeg har kun hørt godt om stedet, så jeg er nok bare træt.
Jeg tjekker ud og begiver mig ud i byen. Jeg har googlet mig frem til nogle flotte templer, som jeg gerne vil se, men inden da skal jeg have noget morgenmad. Finder et lille lokalt spisested og får masala dosa og chai. Det er SÅ lækkert!
På vej op mod, noget der minder om en vej, ser jeg en smukt udsmykket bygning med stærke farver. En devotee inviterer mig ind, jeg får lov at tage billeder og han fortæller om en særlig gruppe, der de næste fem dage skal vandre 100 km i bare tæer som en del af et spirituelt ritual.
Jeg får derefter et lift til Arulmigu Koniamman Templet. Folk er utroligt venlige og vil gerne hilse, selvom de ikke taler meget engelsk.
Her falder jeg i snak med Sathish, der arbejder for en øjenklinik og har taget sit personale med for at tilbyde gratis synstjek til tempelgæsterne. Det rører mig meget. Han vil gerne informere folk om, at de skal passe på deres helbred, og naturligvis er han stor fortaler for øjensundhed. Jeg synes, det er en fantastisk service at tilbyde – stor respekt herfra!
Det skal lige siges, at jeg har en KÆMPE taske på ryggen. Inklusive alle bøgerne, jeg har købt, vejer den nu 17 kilo. Plus min almindelige rygsæk med computer og personlige sager, som vejer omkring 4 kilo. Jeg kan ikke komme i tanke om et sted, hvor bagagen kan opbevares sikkert, og jeg kan ikke slæbe det hele rundt i byen – jeg fylder simpelthen for meget. Det er tungt, varmt og besværligt.
Så jeg beslutter, at resten af dagen må blive i rickshaw. Jeg vælger en chauffør og må bare følge min intuition og stole på, at han passer på mine ting, mens jeg besøger templerne. Vi aftaler en pris, der er alt for høj – men i det mindste slipper jeg for at slæbe på de mange kilo.
Næste stop: Sri Perur Pateeswarer Templet. Et Shiva-tempel kendt for sine gamle arkitektoniske graveringer og en hal af guld, som i øjeblikket er under renovering. Jeg bliver enormt betaget af stedet – og nogle kvinder bliver lige så betaget af mig. De spørger pænt om selfies og optager videoer af mig.
Det er en sær fornemmelse at være dén, der er anderledes. At andre kigger, fordi jeg ser anderledes ud. For to år siden i Pune, da Shreeraj og jeg var ude på motorcyklen, spurgte jeg ham, hvorfor folk kiggede? Er det mit tøj? Er det fordi vi ligner et blandet par? Han grinede bare og sagde; det er fordi du er hvid! Naturligvis bliver det mere ekstremt, når jeg besøger de steder, hvor der næsten aldrig kommer blege turister.
Det tænker jeg er meget sundt at opleve. Uanset hvad, kan jeg kun sige, at langt de fleste møder mig med positiv nysgerrighed og venlighed.
Efter tempelbesøget beder jeg Mukta om at stoppe ved et gadekøkken i vejkanten; jeg er sulten, ikke sart og har, 7-9-13, ikke haft mave bøvl i udlandet. Jeg spiser ikke kød hernede, måske er det en af grundene?
Videre til Adiyogi, verdens største buste af Lord Shiva. En hyldest til verdens første yogi og yogaens oprindelse.
Statuen står i et enormt åbent område med udsigt til bjergene, så selvom der er mange mennesker, føles det ikke overfyldt. Man kan enten gå derud eller betale sig fra en tur i vogn. På den anden side ligger Isha Yoga Center, hvor tasker og elektroniske gadgets ikke er tilladt. Begge steder er vigtige pilgrimsdestinationer og tiltrækker hinduer fra hele Indien.
Fra by busstation til betagende bjergveje
Sidste stop er busstationen. Min tog-venteliste-billet er endnu en gang aflyst, så jeg satser på at komme til Ooty med almindelig bus og undersøge mulighederne for den spektakulære togrute, når jeg kommer derhen.
Dette er min første gang i en "helt almindelig" indisk bus, og jeg kan nu se frem til fire timer (cirka fire timer, siger de...) i en bus, som klart ville være kasseret i Danmark. Det bliver spændende.
Folk går bare ind og sætter sig. Jeg klemmer min store taske ned foran, så vi fylder mindst muligt. Jeg spekulerer over, hvad turen mon koster, og hvordan jeg skal betale. Processen minder om de gode gamle dage hjemme; konduktøren kommer rundt og opkræver kontant betaling baseret på, hvor langt man skal.
Min pris? En femmer!
En kvinde sætter sig ved siden af mig og er nysgerrig efter at høre, hvorfor jeg rejser alene. "Hvad siger dine forældre til det?" spørger hun. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare, at de er ret vant til det.
Faktisk er det mest mine børn, hvis ord vægter for mig. Hun forstår det bedre, da jeg fortæller, at den ældste er flyttet hjemmefra, og at de to teenagere mest af alt synes, det er fedt at have lejligheden og bilen for sig selv, mens jeg er væk.
Efter en times flad og hullet vej begynder bussen opstigningen mod Ooty. Undervejs skifter mine sidekammerater, klimaet ændrer sig – men chaufførens kørsel den forbliver hasarderet.
Det går stærkt, overvejende i første gear, og lige til kanten i hårnålesvingene. Og lad mig her slå fast: der er en klar forskel på clipsesving og hårnålesving. I hårnålesvingene er der kun lige plads til én bus. Det giver pludselig mening, hvorfor der dyttes så meget – her er det en form for sikkerhed, når bilister gør opmærksom på sig selv.
Husk også, at selvom dette er en vej for lastbiler, busser, biler, scootere osv., fungerer den også som fortov.
Jeg får snakket lidt med en nysgerrig 6-årig, der med lidt hjælp fra mor, kan lidt engelsk, imens underholder hendes lillesøster med et blæselegetøj.
Hotelkaos 2.0
Ved ankomst til Ooty er det mørkt og koldt – "kun" 10 grader – så dunjakken må frem.
Jeg har ikke booket et sted, da togplanerne var usikre, og lader mig overtale af en lokal rickshaw-driver til at køre mig til et sted, han kender. Jeg får lov at se værelset, takker pænt nej, da der står et askebæger på natbordet. Jeg er ikke fanatisk efter jeg, for 19 år siden, holdt op med at ryge, med jeg bryder mig bestemt ikke om at sove i lugten af røg.
Vi prøver et andet sted, men der er for meget larm. Jeg beder ham finde et sted, der er billigt, lidt stille og har wifi. Lettere sagt end gjort; nogle har ikke internet, og flere steder er booket fordi byboere er aget hertil for at holde weekend .
Efter lidt søgen vælger jeg et hotel fra Booking.com, der har god anmeldelser. Stedet viser sig at være korrupt – ejeren vil have mig til at betale direkte for at undgå skatter, så jeg insisterer på en lavere pris. Han ser mega creepy ud, klædt i camouflage tøj og ret brysk. Vi forhandler os til en okay pris for to nætter.
Det bliver en meget kold nat. Et tæppe, som jeg ikke er den eneste, der har sovet i, ingen varmekilde, vinduer, der ikke kan lukkes ordentligt, og konstant larm fra en vej bagved.
Konklusion: Jeg skal væk derfra i morgen!
