09/05/2026
Vi er det, vi længes efter, det vi nyder, det vi kan lide, det vi ønsker os, det vi begærer og det vi rækker ud efter. Vi er også det vi frygter, det der bekymrer os, det der holder os tilbage. Som menneskebørn er vi sårbare og afhængige, og vi er længe om at kunne klare os selv. Den erfaring sidder dybt i os. Vi er fra start afhængige af at finde nogen, der elsker os og passer på os. Vi er spændt op mellem kærlighed og frygt for at miste kærligheden, frygt for at dø, frygt for ensomhed og forladthed, frygt for ikke at være værd at elske.
Ofte er de mest velfungerende mennesker dem, der tidligt er blevet sparket ud af reden, har mærket forladthed og stået alene med overvældende oplevelser. De har måttet lære at klare sig selv. De er overlevere. Med disse smertefulde erfaringer føler vi os mindre værd at elske. Erstatningen kan være at nøjes med respekten, anerkendelsen, accepten, som bedre kan fortjenes. Det er en kostbar strategi. Man risikerer at overpræstere, lukke ned for vitale dele af sig selv, og miste evnen til at modtage omsorg og kærlighed. Jo mere vi forsøger på at kontrollere, købe eller fortjene kærligheden, desto længere væk forsvinder kærligheden. For kærligheden er en gave. Og gaver kan kun gives.
Vi er ikke særligt bevidste om, hvad det er, der driver os, hvem der har programmeret vores indre software eller modelleret vores nervesystemer. Det tager 3-4 år at udvikle sprog og forståelse af at være et jeg. Det tager 12-14 år så nogenlunde at udvikle kognitive evner. Det tager 25-30 år før frontallapperne er vokset sammen, så bevidstheden fungerer optimalt, og 40 år før vi kan siges at kende os selv så godt, at Jung ville tage os i terapi.
De fleste moderne mennesker lider af den vildfarelse, at analysehjernen og vores tanker kan fortælle os, hvem vi er, eller hvorfor vi er forkerte, eller hvad vi burde gøre bedre. Vi har udviklet værdier, moral, tanker, forestillinger, principper, regler, meninger, og det har vi også brug for for at kunne fungere i komplekse sociale samspil. Men det der gør os til mennesker og adskiller os fra dyrene er vores analysehjerner, og de forstår sig ikke særlig godt på følelser.
Tankerne beskytter os imod overvældende følelser af frygt og ensomhed. De er gode vagter. Men vagterne er ikke os.
Under tankerne ligger følelserne. Under følelserne ligger sanserne. Det er her vi begyndte — før sproget, før moralen, før forestillingen om hvem vi burde være. Sanserne og følelserne er de ældste og mest autentiske lag af os. De lyver ikke. De ved, hvad vi har brug for, længe før tankerne har formuleret et svar.
Vi kan socialiseres væk fra disse lag. Vi lærer tidligt, hvilke følelser der er velkomne, og hvilke der lukkes ude. Det barn, der græder og ikke bliver trøstet, lærer at gråden ikke dur. Det barn der er vred og bliver straffet, lærer at vreden er farlig. Langsomt bygges der afstand mellem os og vores inderste vejvisere.
Jo mere kærlighed vi har modtaget, jo mere tillid har vi til, at vores følelser er bærbare — at verden kan rumme os, som vi er. Jo mere vi har måttet klare os selv, jo større er vores agtpågivenhed og livserfaring. Overleverne er ikke svage. De er stærke på måder, de selv undervurderer.
Men overleverdelene er reaktioner på en fare, der ikke længere er der. Styret af frygt og bekymring i stedet for længsel, nydelse, ønsker og drømme.
