05/06/2026
Jeg er levende…det oplever jeg og mine elever i høj grad i denne eksamenstid.
Som SPS-vejleder for elever med diagnoser mærker jeg lige nu tydeligt ups and downs. Nervøsitet og spænding for om de kan huske pensum og præstere. Stor glæde, tilfredshed og sejrsfølelse, når det i den grad lykkes og de overgår deres egne forventninger. Indimellem bliver nogle af dem meget overvældede af situationen - og det går ikke så godt.
Men alligevel: At få lov til at være med til det hele!
At følge unge mennesker, som jeg har lært at kende og holder af til deres eksamen, føles kæmpe stort.
Jeg har opbygget en god kontakt til eleverne henover året, hvor jeg har fået lov til at komme helt tæt på deres tanker og følelser. Med det udgangspunkt er de trygge ved mig. Samtidig har jeg skubbet dem blidt og givet dem redskaber, så de tør gå alene til eksamen, mens jeg sidder udenfor som sikkerhedsnet, hvis klappen skulle gå ned.
Jeg oplever, at relationen mellem mig og eleverne er afgørende for, hvor meget de udvikler sig og får strategier til at kunne håndtere eksamensangsten.
Når det ikke har fungeret til en eksamen, har jeg set, hvordan en af grundene har været, at kemien mellem lærer og elev ikke har været helt optimal.
Så kan det hele meget hurtigt blive lidt for overvældende, og der kan let opstå misforståelser.
Igen bliver jeg bekræftet i, hvor afgørende relationen til os selv og andre er for at kunne præstere.
Da jeg sad ude på gangen til den seneste eksamen, fik jeg pludselig øje på poesiplakaten med Søren Ulrik Thomsens digt “Jeg er levende”,
der blandt andet handler om, at livet er en blandet landhandel med alle mulige følelser.
Lige nu føles livet ekstra intenst. Levende. For mange elever. For mig.
- Lad os passe godt på de unge mennesker.
Kh Elsebeth