12/08/2025
Når livets porte åbnes
Der synes at være øjeblikke, hvor livets porte åbnes. Ved livets store begivenheder, f.eks. fødsel og død. Jeg har ikke været beriget af at være til stede ved en fødsel, men jeg var til stede, da min far og mor forlod jorden efter et langt liv, og nu oplever jeg en brors alvorlige sygdom, og det synes som om, livets porte står og blafrer i vinden…
Vi tænker og taler ofte om livet og døden som hinandens modsætninger. Det gør jeg også til tider i hverdagen, men når jeg stopper op og mærker efter, så fornemmer jeg ikke, at livet og døden er modsætninger, men at det er fødsel og død, der er modsætninger.
Livet er altid, og undervejs bliver vi født ned i vores kroppe, tøffer rundt i dem i 80-90 år for de flestes vedkommende og forlader dem så igen, når kroppen dør. Fordi vi er inkarneret ned i vores små hylstre, kan vi let komme til at fornemme livet fra et begrænset udsyn og tro, at livet kun er til stede, mens vi er i kroppen.
Vi oplever livet ekstra stærkt, når det manifesterer sig i en fødsel eller bliver usynligt igen ved døden, det er som et vindue, der åbner sig og vinden blæser ind, eller gardiner der trækkes fra, så lyset kan skinne igennem.
Men hvad nu hvis livet altid er der, og det bare er vores sanseapparat, der skærpes ved livets overgange? Ligesom hvis du går ude i naturen og går gennem nogle porte ind til en smuk have. Pludselig kan du ved mødet med den smukke manifesterede natur sanse den, men du var også i naturen, før du kom ind i haven, måske i en mindre smuk version, men naturen er overalt, spørgsmålet er bare, om vores sanser er åbne til at mærke den.
Så livets porte synes at åbnes ved livets store begivenheder, og de tilbyder os at skærpe vores kontakt med livet og fordybe os i det i alle de former, det har, mens vi er i vores former her på jorden.
Hvornår vi og andre skal forlade formerne og forsætte livet på anden vis, har vi ikke nogen kontrol over. Vi kan pleje jorden, vande blomsterne og fjerne ukrudtet i den have, vi har fået tildelt, vi kan vejlede andre i, hvordan de kan gøre det samme, vi kan være til stede, mens vores kære er i deres have, men vi kan ikke bestemme, hvor længe vi eller de skal være der.
Det kan synes skrøbeligt bare at kunne se på, mens livets porte tilsyneladende blafrer i vinden, men det kan også være en stor trøst og kilde til glæde at have vished om, at livet altid er til stede, og at portene kun er overgange til nye former for liv.
Ligesom hvis væggene til et hus falder fra hinanden og formulder, indholdet i huset er der stadig, det er bare væggene, der er forsvundet.
Så nyd huset og formerne så længe de er her og mærk, at glæden bliver større, hvis du kan sanse og være med det, som er hinsides formerne.
Når livets porte tilsyneladende åbnes, tilbydes vi en gylden mulighed for at mærke, at vi kan være rolige i livet hinsides den begejstring og sorg som fødsel og død ofte afstedkommer. Det er helt naturligt, at vi rammes af de menneskelige følelser, dem skal vi absolut ikke lukke af for, men samtidigt med at livets porte tilsyneladende åbnes, kan vi måske også mærke, at et rum åbner sig i os og fylder os med mening og sammenhæng, som er udover vores forstand.
Fotos af Pixabay: https://www.pexels.com/da-dk/foto/lys-landskab-himmel-solnedgang-164191/
