20/08/2026
Det er ofte den udsatte, der kommer til at tvivle på sig selv – ikke krænkeren, der tvivler på sin egen adfærd.
Noget af det, der kan gøre psykisk vold så svært at få øje på, er, at du langsomt kan komme til at tvivle på din egen oplevelse.
Overreagerer jeg?
Er jeg for følsom?
Var det egentlig så slemt?
Var det måske mig, der provokerede ham?
Har jeg misforstået det hele?
Når man igen og igen bliver mødt med benægtelse, bortforklaringer, kritik eller får vendt situationerne, så man selv ender med ansvaret, kan man til sidst miste tilliden til sin egen dømmekraft.
Og her er noget vigtigt:
En person, der udsætter andre for krænkende eller voldelig adfærd, har ofte ikke samme tendens til at stille spørgsmålstegn ved, om hans eller hendes adfærd er forkert.
Ofte bliver ansvaret i stedet placeret hos den anden:
“Du fik mig til at gøre det.”
“Du er alt for følsom.”
“Det var jo bare en joke.”
“Hvis du ikke havde …, havde jeg ikke... ”
Men det er værd at lægge mærke til, hvem der ender med at gå rundt og tvivle på sig selv.
For hvis du konstant forsøger at forstå, hvad du selv gør forkert, mens den anden gentagne gange undgår at tage ansvar for sin adfærd, kan det være et tegn på, at noget i relationen er alvorligt skævt.
Du behøver ikke være 100 % sikker på, at det var vold, før du må tage din egen oplevelse alvorligt. ❤️
Din tvivl er ikke nødvendigvis et tegn på, at du tager fejl.
Nogle gange er tvivlen et af de spor, volden har efterladt.
Uddannet psykomotorisk kropsterapeut og psykoterapeut – MPF, specialiseret i behandling af mennesker med overbelastede nervesystemer, herunder stress, angst, belastningsreaktioner samt senfølger efter omsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, overgreb, misbrug mv.
Frivillig terapeut for Omdrejningspunktet