22/08/2026
I går talte jeg i telefonen med en fælles hestenørdsveninde.
Vi kom til at tale om hvordan publikum mon ville reagere hvis man tog en hest redet på kandar som til VM, og en hest redet bidløst eller i cordeo (eks. som til den seneste konkurrence hvor alle rede cordeo), og så bad de to equipager lave det samme GP program lige efter hinanden.
Hvad ville publikum så vægte højest?
Vi var slet ikke i tvivl om, at GP hesten på kandar, kunne lave nok så perfekt et program, men at publikums favorit ville være hesten som blev redet med langt mindre kontrol, som ville have overskud til lige at kigge ud på publikum med hele halsen ind imellem, som ville hoppe rundt som en glad pony med hovedet oppe uden skummet flydende fra klaprende læber.
Det skal selvfølgelig siges, at vi tænker på en specifik hest her. Den lille hvis hest, som desværre ikke er mere, fra British Bridleless Competition eventet fra for kort tid siden.
Den lille hvide hest stod i fuldstændig kontrast til dressuren til VM.
Og side om side?
Ja så ville idolerne blegne, for deres heste ser forpinte ud sammenlignet med den lille hvide som lavede øvelserne helt til hvad den kunne på dagen. Som ikke blev hakket i med en spore hvis piaffen ikke var perfekt. Som ikke blev holdt inde bag lod med åben mund for to bid fordi den frie trav blev lidt løbende. Næh. Det var rent og ærligt.
Det var et reelt udtryk for hvad den equipage kunne. Når man ikke har kandar at hive i, så kan man ikke fake sig til en fri trav. Så viser hesten præcis hvor den er.
Stort set samtlige dressurheste til VM kunne ikke fri trav, for ingen af dem fik tøjlerne til at forlænge sig. Så man kan med stor sandsynlighed formode, at havde rytterne ikke holdt godt igen i hovedet på hestene, så ville de også bare have løbet diagonalt over banen.
Man faker i stedet at hesten kan. Men det kan den jo ikke.
Så de to udgaver af en equipage ved siden af hinanden?
Selvfølgelig ville man vælge det uperfekte, det mindre forpinte, det mindre kontrollerede, det ægte samspil, det lidt nuttede søde udtryk.
Selvfølgelig ville man det.
Der er en god grund til, at kandar stadig er obligatorisk på aller højeste plan i dressur.
Ikke for traditionens skyld. Ikke fordi det er en fin hjælper.
Nej man er fuldt ud bevidst om, at hvis der kom nogle til start uden kandar, med et simpelt bid, og et løst engelsk næsebånd, eller bidløst, eller i cordeo, ja så ville de med kandar blive set ned på.
Det har man også indrømmet. Eller rettere udtrykt bekymring om.
Og her er så den egentlige sandhed. Som jeg ser det.
For egentlig er det ikke kandar i sig selv der er problemet.
Hvis en rytter gik ind på banen med kandar uden at trække i tøjlerne, uden at have stangen aktiv, uden at hesten havde skummet flydende, hvor hesten have lange nok tøjler til at blive uperfekt, til at kunne se sig om, til at kunne justere sig selv, ja så var det pludselig svært at skille de to equipager meget fra hinanden.
Det er måden man i dag benytter kandar på eliteplan, som udgør problemet.
Måden man i det hele taget bruger tøjlen på i moderne ridesport sådan set.
Den evindelige "kontakt".
Det er uhyggeligt, at se hvor mange unge heste som starter deres karriere med et kombineret næsebånd, og et bid trukket langt tilbage i mundvigen (eller også er der hakker frem og tilbage i munden), bag lod. Anspændt, kontrolleret, og uden mulighed for lige at se sig om. Nej det skal se så perfekt ud som muligt.
Tager hesten mulen op i et splitsekund, så sænkes hændene øjeblikkeligt, og hesten tager hovedet ned igen.
Så selvfølgelig vinder en anden tilgang frem. Den der reelt tager partnerskab ind i ligningen.
Hvor hesten får lov at gøre sit bedste uden konstant at blive rettet. Hvor hesten får frihed til at kigge rundt, bruge hals og hoved til balance mm.
Selvfølgelig vinder det frem.
Vi vil jo gerne det udtryk. Der er en grund til, at vi har stimlet sammen til diverse friheds dressur shows (omend set i bakspejlet, så har det ikke altid været partnerskab), netop fordi vi drages af et udtryk med mindre kontrol, mindre pres, mindre forpint.
Sporten er regid. Den vil ikke ændre sig. Eller også så er den nået så langt ud nu, at den simpelthen ikke aner hvordan man ellers skal få heste til noget, hvis ikke man må hive i bremsen og småsparke med schenklerne konstant. Det er da i al fald den ridning der praktiseres. Og ydermere i gigantiske sadler, så man ikke falder af, når man skal læne sig tilbage i tøjlen og bruge ben hele tiden.
Hvis ikke sporten begynder at ændre sit udtryk. Blive mere uperfekt og fri.
Så bliver den overhalet indenom.
Lige nu har den et problem. Åben op for et andet setup og udtryk, og find ud af at det reelt er det som folk vil have, eller bliv ved at være lukket om sig selv, ikke ville ændre sig, og mød i fremtiden regler udefra, som vil gøre at man bliver påtvunget noget andet.
Jah lige nu bliver man i en voksende modstand, frafald, og afstandstagen og lader som ingenting. Eller man mener, at det blot er uvidende som har for lidt at lave, som giver en problemer.
Den kurs er i al fald ikke holdbar.
Måske man skulle spørge sig selv, om det virkelig er så forfærdeligt og svært, at løsne det næsebånd tre huller?
Man ville få syn for sagen. Hvis ikke folk red med de stramme næsebånd, så ville det blive tydeligt for enhver hvordan heste i moderne sport og avl på ingen måde rides med kontakt på tøjlen. De rides med træk i tøjlen.
Anyways.
Jeg hepper på, at der kommer langt mere af sådan noget som i videoen her på banen over hele linjen. Jeg er ikke anti bid. Men jeg er anti brug af skarpe midler, som martingals, kandar, glide tøjler, sporer, kombinerede og hanoveranske næsebånd osv. For de afspejler ikke partnerskab. De afspejler et behov for ekstra kontrol for ellers kan man ikke. Og det er ikke det stævner handler om.
Men om det er bid, bidløst eller cordeo er ligemeget. Hver hvad der passer den ene hest bedst.
Men det friere udtryk. Det er 100 procent sportens fremtid. Og 100 procent noget man reelt kan være stolt af.
