17/08/2026
Ny forskning understøtter en behandlingstilgang, hvor støttet egenhåndtering og behandling ved bla. en kiropraktor spiller en central rolle i opgøret mod rygsmerter fremfor brugen af smertestillende medicin. Det er en tilgang, vi i klinikken i forevejen praktiserer og bakker op om.
Er du nysgerrig på den nyeste viden om håndtering af lænderygsmerter? Så er der spændende og uddybende læsning i artiklen nedenfor.
Lænderygsmerter er på verdensplan en af de hyppigste årsager til nedsat funktionsevne og sygemelding. De fleste patienter oplever bedring inden for få uger, men omkring hver femte udvikler vedvarende smerter, som kan påvirke både dagligdag, arbejdsevne og livskvalitet i årevis.
Professor, kiropraktor Jan Hartvigsen, Syddansk Universitet, kommenterer på et nyt stort studie fra JAMA Internal Medicine, der har undersøgt fire interventioner: Manipulationsbehandling af rygsøjlen, støttet egenhåndtering, en kombination af manipulationsbehandling og støttet egenhåndtering, samt guidelinebaseret medicinsk behandling:
»Dette er et af de største (n = 1.000) og mest velgennemførte randomiserede undersøgelser nogensinde, der undersøger fire almindelige behandlingstilgange for akutte lænderygsmerter. De grupper, hvor støttet egenhåndtering blev leveret alene eller sammen med spinal manipulation, klarede sig konsekvent bedre end medicinsk behandling (NSAID og muskelrelaksantia) på stort set alle effektmål og også bedre end spinal manipulation alene«, kommenerer Jan Hartvigsen.
»Den støttede egenhåndtering bestod af fire 1:1 timelange konsultationer med en kiropraktor eller en fysioterapeut, der i en dialogbaseret form adresserede patientens bekymringer og udfordringer ud fra et bio-psyko-socialt perspektiv. Formålet var at hjælpe patienten til forståelse for rygsmerters natur samt at udvikle strategier i hverdagen til at leve godt på trods af periodevise smerter«.
»Resultaterne peger entydigt på, at støttet egenhåndtering bør være kerneelementet, hvis formålet er at forebygge kronificering af rygmerter«.
I linket i kommentarsporet kan du læse den medicinske nyhed fra Ugeskrift for Læger på baggrund af den nye store undersøgelse, der er publiceret i JAMA Internal Medicine.