09/08/2026
Du er blevet ligesom Shrek, sagde min datter.
Ingen af jer kan lide at forlade mosen for at tage til Kongeriget langt langt borte. Eller byen.
Det har hun ret i. Jeg elsker min mose så højt, at det føles næsten naturstridigt, når jeg er nødt til at gå fra den, tage rent tøj på og vaske mine sorte bare tæer. Også selvom det er gode ting eller søde mennesker, jeg skal hen til.
Selvom vi kun har boet her i knap 8 måneder, hører jeg til på en måde jeg aldrig har mærket før.
Og jeg har fundet en ro, der bare bliver dybere og dybere.
Min krop har forandret sig af at kunne gå rundt uforstyrret af andre mennesker. De første måneder var jeg stadig ubevidst på vagt over om der kom biler, løbere, cyklister, børn og voksne på udflugt, andre hundeejere, hjemløse med aviser – alt det jeg skulle forholde mig til, da jeg boede i byen.
Men det gør der ikke her. I mosen er der kun mig og min hund og den natur, vi går i. Og så falder kroppen til ro og sanserne skærpes. Og udvekslingen med energierne styrkes.
Alt det har også gjort at mit arbejdsliv er i gang med at ændre sig.
Det er 7 år siden, jeg begyndte at have klienter i Vanløse. Først til healing, senere også til kropsterapi og massage. Det har været et fantastisk arbejde. Og er det stadig, jeg elsker min klinik heroppe også!
Jeg er så taknemmelig over alle de mennesker, der har fundet vej til min briks gennem årene. Og over alle de forskellige energier, jeg har fået lov at mærke.
Men fremover skal der sættes mere tid af til energiarbejdet i mosen og i naturen her. De højfrekvente energier, der kommer til jorden i disse tider, har brug for mennesker og vores energi og hjerteportaler for at kunne etablere sig her. Det er en vigtig opgave for mange af os.
Og så skal der også laves energiarbejde de steder, hvor rigtig mange højfrekvente hjertemennesker arbejder med lys men i tunge og tågede omgivelser. Det er f.eks. hospitaler, skoler, institutioner for børn og unge og i plejesektoren.
Der er brug for hjælp til at hæve energifrekvenserne. Styrke hjerteportalerne og tilliden for de lysende ildsjæle. Så endnu flere kan lyse op og arbejde ud fra hjertet og endnu flere kan modtage lys.
Så fremover bliver mit arbejdsliv delt i tre.
Om tre uger går jeg i gang med at uddanne mig til SOSU-hjælper.
Jeg vil stadig have klinikken ved siden af, men med færre timer.
Og så vil jeg blive ved at prioritere energiarbejdet i mosen.
Og det bedste ved det hele er, at ingen af delene føles som arbejde. ❤️