Familiekompasset

22/05/2026

Det er ikke sjældent, at forældre til højt begavede børn beskriver en oplevelse af, at deres barn har meget klare forventninger til, hvordan andre mennesker bør opføre sig, men samtidig kan have svært ved selv at leve op til de samme idealer.

Barnet kan være optaget af retfærdighed eller regler og reagere stærkt, når andre ikke lever op til disse standarder – mens det selv kan ende i konflikter, sige hårde ting, og springe over hvor gærdet er lavest. Det kan opleves som et paradoks. Og som om barnet har både manglende selvindsigt, eller dobbeltmoral.

Højt begavede børn udvikler ofte tidligt et avanceret refleksionsniveau. De opdager hurtigt uretfærdighed, inkonsistens og forskellen mellem det, mennesker siger, og det de gør. Mange af disse børn udvikler derfor også tidligt stærke indre idealer for, hvordan man bør være som menneske.

Samtidig er det højt begavet barn jo bare sin alder følelsesmæssig og barnet kan forstå principper længe før det kan efterleve dem.

Det højt begavet barn kan vide, hvordan man bør reagere i en konflikt, uden selv at kunne regulere vrede i situationen. Eller tale om respekt, men stadig være hårde ved sine søskende. Og der kan være stor afstand mellem den person, de ønsker at være, og den person, de oplever sig selv som i pressede situationer.

Og lige der opstår følelsen af utilstrækkelig og skam, og som konsekvens kan barnet få endnu mere fokus på andres fejl, og fremstå med endnu mindre selvindsigt og empati. Det er en negativ spiral.

Det er her vigtigt at forstå at højt begavede børn, som udgangspunkt har en stærk samvittighed og et stort ønske om at gøre det rigtige. De er skønne og empatiske, men mangler blot de følelsesmæssige strategier og modenhed, før de kan efter egne idealer. Det skal nok komme!

12/05/2026

Ofte taler vi om at højt begavede børn er følelsesmæssigt umodne.

Den ene time taler barnet om verdens konflikter og næste time søger lege, som virker langt yngre end barnets alder. Barnet vil tumle, hoppe i sengen, pakkes ind, kildes eller tale med en lille stemme. Og ja, det kan se paradoksalt ud. Men måske er det ikke umodenhed, vi ser. Måske ser vi et barn, der forsøger at beskytte sig selv.

Højt begavede børn lever ofte med en meget stor mental åbenhed mod verden. De tænker dybt, registrerer nuancer hurtigt og opfanger stemninger, konflikter og bekymringer omkring sig. Mange af dem bærer på tanker og følelser, som deres nervesystem endnu ikke er modent nok til at håndtere alene. De kan forstå mere, end de følelsesmæssigt kan bære.

Når et barn igen og igen bliver mødt mere i sit kognitive kredsløb og ikke i samme grad følelsesmæssig kan der opstå en indre ubalance.

Det er nemlig uden tvivl en fælde for omgivelserne, at vi møder det højt begavede barns intellektuelt. Vi kan glemme at der stadig er et lille barn bag de store tanker, som bare har behov for at blive leget med og holdt om. Vi skal huske at det er gennem leg vi udvikler os følelsesmæssigt. Vi har brug for at lege.

Og nogle gange har højt begavede børn ikke fået den leg de har haft brug for. Verden er blevet stor, alvorlig og komplekst for hurtigt. Det lille barn i barnet er ikke blevet mødt tilstrækkeligt. Der er et udækket behov i det højt begavede barn. Et behov for at være lille.

Når højt begavede børn søger lege, der virker yngre end deres alder, handler det derfor ikke altid om manglende modenhed.

Det kan være en følelsesmæssig strategi. En måde at gøre verden mindre på. I legen kan barnet træde ud af det store ansvar, de mange tanker og den intense opmærksomhed på omgivelserne. Her må barnet være i kroppen fremfor i hovedet. Her må det være afhængigt, sansende og lille.

Så når vi arbejder med den asynkrone udvikling i klinikken, så sker det gennem leg.

Og hvis der er behov, så kan du selv starte med at lege med dit barn allerede i dag. Ikke strategiske lege, men kild, glæde, samspil og sang. Ligesom da dit barn var helt lille.

21/03/2026

Kedsomhed er et misvisende ord

Når højt begavede børn siger, at de keder sig, bliver det ofte forstået som om de mangler noget at lave. Men det handler ikke om det.

Kedsomhed er en forbigående tilstand. Den opstår, når noget ikke lige fanger interessen. Understimulering er noget andet. Det opstår, når barnets måde at tænke på igen og igen ikke bliver mødt. Når tempoet er for lavt, kompleksiteten for begrænset, og læringen ikke giver adgang til ny forståelse.

Der sker simpelthen et brud i forbindelse med læring. Og netop derfor kan konsekvenserne blive alvorlige.

Højt begavede børn er ofte kendetegnet ved en stærk indre drivkraft. De søger sammenhænge, stiller spørgsmål, går i dybden og forbinder viden på tværs. Der er en intensitet i deres måde at være i verden på – en mental energi, som ikke først og fremmest kommer udefra, men indefra.

Den energi er en del af deres fantastisk personlighed.

Når barnet igen og igen oplever understimulering, begynder denne drivkraft langsomt at svækkes. Først forsvinder engagementet i de konkrete opgaver. Derefter reduceres nysgerrigheden. Til sidst kan barnet miste troen på, at læring overhovedet er et sted, hvor det kan finde mening.

I skolen taler lærerne måske om sjusk, uro og modstand.

Men i virkeligheden er det højt begavede barns motivation for læring ved at blive nedbrudt.

Forældre med børn i mistrivsel kommer hos os og fortæller om at noget er forandret. Den intensitet og livsgnist der var med til at definere deres barn er ved at blive nedbrudt. De kan mærke at lyset er ved at blive slukket. Det barn der tidligere stillede spørgsmål uden ophør, fordybede sig spontant og havde en tydelig glæde ved at forstå verden bliver gradvist mere stille. Barnet spørger mindre. Engagerer sig mindre. Trækker sig tidligere ud af læringssituationer.

Hos højt begavede børn er læring, viden og nysgerrighed nemlig ikke blot interesser. Det er organiserende kræfter i deres måde at være i livet på. Når de ikke længere får næring, mister barnet ikke bare lysten til skolearbejde. Det mister forbindelsen til noget, der tidligere gav retning og energi.

Det er en psykologisk belastning og centralt til højt begavede børn mistrivsel.

Præcis derfor bliver samarbejdet med skolen så vigtigt. Det handler ikke bare om at man synes undervisningen og skolen er kedelig. Det handler at den indre fakkel stille og rolig går ud.

Og det må ikke ske!

02/10/2025

Min klumme i information. For spørgsmålet er om Folkeskolen er for alle, eller kun for nogle?

De terper alfabetet, mens de allerede kan læse, og øver plusser, selv om de kan procentregning. Højtbegavede børn mistrives i folkeskolen. Tilbage står forældrene alene i et system, der ikke kan hjælpe dem

24/06/2025

Sådan lød min overskrift i Politiken d. 16 juni.

For er der ikke noget grundlæggende galt i Danmark, når det kommer til børns trivsel. Aldrig har flere børn haft fravær, diagnoser og behov for udredning. Alligevel forbedrer vi ikke hverdagen dér, hvor børn møder velfærdsstaten – i daginstitutioner og folkeskolen. Vi investerer i stedet massivt i sekundær velfærd: behandling, udredning og specialindsatser.

En national VIVE-undersøgelse viser, at kun én ud af ti børnehaver tilbyder god kvalitet. 30 % vurderes at have utilstrækkelig kvalitet. Halvdelen af personalet er ikke uddannede pædagoger, og i middagsstunden er der i gennemsnit 11,8 børn per voksen. Det betyder, at børn ofte ikke mødes med nærvær, guidning eller trøst. Det går ud over deres udvikling, trivsel og selvværd.

I folkeskolen oplever 83 % af lærerne, at der mangler ressourcer. Imens går over hver fjerde krone til specialområdet, selvom kun 6,5 % af eleverne modtager specialundervisning. Kun 15 % fra specialtilbud gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi skaber et system, hvor det er lettere at få en diagnose end to voksne i klassen.

Politisk prioriteres psykiatri og behandling – men ikke det forebyggende fællesskab, der kunne have forhindret mistrivsel. Hvorfor bor vi i et land, hvor det er nemmere at få en diagnose end to lærer i klassen? Hvorfor investerer vi nu milliarder i en 10 års plan i psykiatrien, mens pædagoger står alene med mindst 11 børn på stuen og en lærer 25 elever i klassen?

Mit bud: Fordi primær velfærd tager tid. Det tager tid at skabe trivsel og forebyggelse. Til gengæld kan sekundær velfærd designes som afgrænset projekter. Vi kan måle ventetider og sagsbehandling. Det er fordelagtigt for en politiker at give saltvandsindsprøjtninger. Men er det godt nok? Og er det der vi skal bruge pengene? Hvad siger børnene, mon?