28/05/2026
Parforhold uden konflikter er efter min erfaring sjældent et tegn på, at alt er godt, tværtimod.
For hvis to mennesker aldrig støder sammen, kan det typisk handle om, at noget vigtigt ikke længere bliver sagt højt. At man tilpasser sig for meget, eller trækker sig fra kontakten, som regel for at undgå spændingen.
Eller at man lige så stille begynder at holde dele af sig selv tilbage og gradvist holder op med at stå frem som den, man egentlig er. Måske fordi det føles tryggere, ikke at skabe uro eller risikere at miste forbindelsen til den anden.
Jeg tror ikke, det afgørende i et parforhold er, om man indimellem bliver uenige eller skændes.
Det afgørende er hvad man gør bagefter:
Om man kan finde tilbage til kontakten igen.
Om man kan være nysgerrige på hinandens sårbarheder i stedet for kun at forsvare sig.
Om man kan tåle, at den anden siger nej, uden straks at opleve det som en personlig afvisning.
Min partner og jeg har været sammen i 20 år nu, og noget af det vigtigste vi har lært, handler om dét.
Ikke hvordan vi undgår konflikter, men hvordan vi bliver stående i kontakten - når man tør sige højt, hvad det egentlig er, man blev ramt af.
Det lyder måske enkelt og det er det egentlig også, men det ER sgu ikke nemt!
For der hvor man bliver ramt, er også lige præcis der, hvor man møder sider af sig selv som kan være ømme, ja og måske smertefulde eller ubehagelige at se på - og ikke mindst indrømme.
Det handler om at turde være ærlig om det, der faktisk er på spil i én selv, også selvom man ikke ved, hvordan den anden vil reagere.
Og om langsomt at opdage, at et “nej” ikke nødvendigvis betyder, at man er forkert eller bliver forladt.
Psykoterapeut med klinik i Hillerød. Tilbyder samtale- og parterapi samt gruppeforløb. Ring uforpligtende til mig på 28107687.