Psykolog Lena Dakini

05/08/2026

10/07/2026

De tre ting jeg så, da jeg bevidst valgte cølibat og datingstop... og hvad jeg fandt

09/07/2026

Soulmate

Jeg troede, jeg mødte min soulmate.
Vi havde den mest intense kemi, jeg havde mærket.

Det er også det forhold, jeg kom mest til skade i.
Sår derfra kommer stadig op, selvom det kun varede to år.

Det lærte mig noget om ordet soulmate.
Og om den længsel, de fleste af os bærer.

For hvem ønsker sig ikke et menneske, hvor sjæl og hjerte smelter dybt sammen?

To hele mennesker, der vokser sammen. Sanser hinanden. Forankrer hinanden i nærværet.

Længslen er sand.
..Men den har en bagside.

Fordi vi bliver passive.
Vi venter på den anden halvdel dukker op…
Vi er først hele, når den anden er fundet.

For kvinder er det en forlængelse af, at Eva blev skabt ud af Adam.
Vi må finde vores mand, så vi kan føle os hele. Prinsen på den hvide hest.
Og hvad gør det så ved os?

Når soulmate er noget vi definere ud fra en person, der per definition skal være perfekt når vi møder den. Finder vi den aldrig.

Dating bliver svært fordi vi kræver intens kemi fra start. Det er “tegnet” for den rette soulmate.

Når relationer ikke lever op til det - forlader vi forholdet, når det bliver svært.

For det skal jo “føles” rigtigt, og konflikter er et tegn på det er off.
Men den intense genkendelighed?
Den opstår ofte med narcissister.
Den forveksles med en soulmate.

Eller den er et ekko af et tidligt tilknytningsmønster… noget, kroppen genkender som trygt, men som måske aldrig var sundt for os.

Jeg lærte noget vigtigt om soulmates forhold..

For mig er en soulmate-relation noget, vi er medskaber af.
Der bor en stærk skabelseskraft i bækkenet.
Og en kraft et hjerte, der kender sand kærlighed.
Når vi stiller os i vores kraft og skaber rammerne og standarden for kærlighed, så skaber vi betingelser for at vores soulmate forbindelse kan vokse frem.

Det er ikke at vente på, at han dukker op.

Dér efterlades kvinden. I passiv længsel.

At skabe soulmate-betingelser er at stå fast i sine standarder for kærlighed.
At holde kraften, så intet andet end kærlighed lukkes ind.

Det betyder også at turde sige fra, selv hvis det kommer med en pris af at miste.

At være kompromisløs, når nogen mister respekten eller den kærlige intention.

Vi må holde fast i kærligheden. Være villig til at være alene, så den eneste kraft vi virkelig er tro mod - er kærlighed.

Men det kræver vi må være kærligheden selv
Vi må blive hele i os selv

Derfra kalder vi relationer ind, hvor vi vokser i kærlighed sammen
Hvor vi tør at insistere på kærlighed, og derigennem skabe drømme forholdet fremfor at tro at den rette er der ude… “vi skal bare finde den”

Det er jo dejligt nemt hvis det var sandt, for så skal vi ikke ændre os. Vi skal bare lede længe nok… eller?

Hvis du ikke vil vente mere, og i stedet være medskaber af betingelser for at skabe rammerne for soulmate betingelser i et forhold

Skriv “ja”, så sender jeg dig et link.

Online retreat d. 7.-9. august.

28/06/2026

I dag åbner jeg dørene for et nyt online retreat.

Det er for dig, der længes efter en partner. En at dele livet med.
Men ikke hvem som helst.

Du er klar til en, der møder dig i dybder, du måske aldrig har mærket før. En du bliver ved med at forelske dig i. Og han i dig.
Det er for dig, der vil kalde kærligheden ind fra det sted i dig, der allerede er helt.

Måske står du med spørgsmålet:

Hvor er alle de modne, bevidste mænd?

Hvor er den partner, hvor jeg hverken skal gøre mig mindre eller gå på kompromis?
Dig, der mærker i dine celler, hvad sacred union er.

Hvor elskov bliver healende.

Hvor parforholdet bliver stedet, du vokser ind i kærlighed.

Det her er for dig…
Hvis du er klar til ikke at gå på kompromis. Kun stå til rådighed for kærlighed.

Klar til et levende forhold, der vækker dig, holder dig, støtter dig på alle niveauer.
Det her er en dyb, intim rejse.

Her slipper de skjulte indkodninger fra samfundet, fra kvindesåret, fra tilknytningen.
Du får viden, praksisser og ritualer til at træde ind i din kraft. Din magnetisme. Din indre kærlighed.

Hvor det at få en partner bliver en bivirkning af den værdighed og livskraft, der vokser frem i dig.
Vi fylder hullerne i de illusioner, hvor du kom til at tro, at du ikke var hel.

Hvor længslen efter en partner blev svaret på smerten.
Vi går derhen, hvor du bliver hel.

Hvor du selv bliver den kærlighed, du længes efter.
Når støjen forsvinder, ser du klart.

Du mærker kærligheden indefra.
For når vi er i kontakt med vores indre kilde, søger vi den ikke længere udenfor.

Vi er hele.

Den helhed skaber vi sammen i august.
På retreatet d. 7-9 august: Vær den kærlighed, du længes efter.

De første 8, der tilmelder sig, får pladsen til halv pris
2222kr

Normal pris 4500 kr

→ Skriv "JA" eller send mig en besked, så sender jeg dig linket

24/06/2026

Alt, hvad vi har lært om, hvordan mennesker "bare er", er en løgn.

At mennesket dybest set er egoistisk. Konkurrerende. At nogen altid må herske, for ellers falder det hele fra hinanden. At vi inderst inde er alene, individer der må klare os selv.

Vi kalder det menneskets natur.

Det er et 5.000 år gammelt traumerespons.
Patriarkatet.

Før det levede vi i 300.000 år anderledes. Før Europa blev koloniseret indefra. Før ploven delte jorden op i dit og mit. Før muskelkraft blev til merværdi, merværdi til ejerskab, ejerskab til grådighed. Før sproget blev dualistisk og delte verden i to.
Lad os mindes en tid, der ligger i vores DNA.

Det vilde holdt vi ikke ude. Dyrekranier, skind, vilde dyr malet på lervæggen. Vi levede med det. Også det vilde i os selv. Vreden. Lysten. Sorgen. Ekstasen. Den fik lov at bo der, synlig, hædret, levende. Vi behøvede ikke at vælge mellem at være bløde og kraftfulde, mellem at være moderlige og begærende.

Vi var hele.
Og de, der bar visdommen, var ikke de unge. Det var de modne kroppe. De brede hofter, de tunge bryster, maverne der havde båret og levet. De brede former og rynker var ikke noget at skamme sig over.

De døde forsvandt aldrig helt. De lå under gulvet, hvor børnene legede, hvor maden blev lavet. Forfædrene boede i huset. Vi var aldrig alene. Ikke i livet. Ikke i døden.

Og en kvinde fødte ikke alene på et enkeltværelse. Hun fødte ind i en flok. Der var altid tredive nervesystemer omkring dig, ikke et eller to. Du kunne høre din nabo trække vejret gennem leret. Og et nervesystem, der lever tæt på andre, lærer at falde til ro på en måde, vi næsten ikke kender længere.

Det var det, vi havde. Det vi har mistet er et usynlig tab, der lander som et uforklarlig længsel... En længsel der er en hukommelse.
Det vilde er nu rejst ud: til nationalparker, til skærme. Og vreden, lysten, sorgen i os selv lærte vi at tæmme og skamme os over, indtil vi næsten ikke kunne mærke os selv.

Den modne kvinde mistede sin autoritet. Nu er det den unge, glatte krop, der er idealet, og den krop der har levet et helt liv, gør vi usynlig.

Vi mistede cyklussen. Vi lever i lige linjer nu. Fremad. Vækst. Optimering. Menstruationen blev en forstyrrelse i stedet for hellig tid. Hvilen blev dovenskab. Mørket blev noget galt i stedet for den anden halvdel af alt.

Vi mistede flokken. Den moderne familie er for lille til at bære den ro, et menneske har brug for. Vi er udmattede, ensomme, selv når vi har relationer, fordi der ikke er tredive kroppe omkring os længere. Der er måske en eller to.

Og vi mistede helheden. Vi skar kroppen fra ånden. Kvinden fra kraften. Det hellige fra hjemmet. Døden fra livet.
Hvert af de skel blev skabt. Og det, der er skabt, kan også ophæves.
Det er såret, vi lever i. Men kroppen husker.
Flere husker det. Vi samles i flok. Mødes i sammenklang og genklang.

Længslen efter fællesskab uden hierarki, efter at høre til uden at gøre sig mindre, efter at ens krop er hellig frem for et objekt.
Det er hukommelse.
Det er vores sande natur ❤

Vi kvinder bærer en ubrudt linje tilbage til de kvinder. I kroppen. I cellerne

23/06/2026

Det dyrebareste, vi har mistet i vores tid, er ikke det, de fleste tror.
Vi har mistet noget, der engang gjorde os mindre bange for at leve og mindre bange for at dø.

Gå 5.000 år tilbage, og du kan finde det igen.
Noget, der kunne lære os at nyde livet dybere. Være mere nærværende i det. Frygte afslutningen mindre.

Tænk på det øjeblik, hvor dagen slutter hver aften.
Endnu en dag gået. Tiden gled mellem fingrene. En stille frygt for igen ikke havde nået, det vi gerne ville, og livet gik for hurtigt.

Eller en smerte i kroppen. En uro, der vågner. Du googler. Er det noget alvorligt? Er det kræft?

Den underliggende frygt for, at alting en dag ender.
Sådan behøver det ikke at være.
For det her handler ikke kun om døden.

Det handler om, at vi har mistet vores forhold til den.
Vi lever i en tid, hvor døden er skubbet væk.
Gemt af vejen. Usynlig. Noget, vi helst ikke vil se på.

Indtil en, vi elsker, går bort. Eller nyhederne minder os om uretfærdigheden, når nogen dør for tidligt.

Når vi mister relationen til døden, bliver den til mørke.
Til meningsløshed. Til eksistentiel angst.
Noget, der føles forkert, når den kommer tæt på. Noget, der ikke burde ske endnu.
For vi har i samfundet bygget vores idéer om, hvor langt et liv bør være - at vi skal blive gamle og nå det hele inden vi går bort. Børn og unge ikke må dø.

Men når livet så bliver afkortet, føles det ikke bare som sorg. Det føles som et brud på selve den orden, vi troede, vi levede i.
Sorgen for de nærmeste bliver ensom. For den bliver gjort unormal.
Og dermed tungere at bære.

Vi har tabt adgangen til vores rødders visdom.
For 5.000 år siden levede vi tættere på jorden.

Tættere på livets cyklus. Her var døden ikke adskilt fra livet.
Vores afdøde blev lagt på taget og spist af fuglene i flere dage. Derefter lagt i lergulvet. Vi sov ovenpå vores afdøde familiemedlemmer, vores forfædre, vores børn. Generation efter generation, var vores familiemedlemmer i huset. Vi boede i det samme hus i mange generationer.

Vi tog vores afdøde knogler frem, vi hyldede og mindede dem, ved at male på deres knogler.
Døden var tæt på. Synlig. En del af hverdagen.

Vi levede ikke med illusionen om, at livet kunne kontrolleres, optimeres og sikres væk fra sin afslutning. Vi levede i alt var forgængeligt. liv og død hørte sammen. Det ene ikke fandtes uden det andet.

Vi stod ikke uden for naturen. Vi er natur. Vi forstod os selv som en del af kredsløbet.

I tabet af relationen til døden. mister vi noget vigtig. Vi går i indre kamp tilstand.

Vi vil forlænge livet. Optimere kroppen. Udskyde aldring (biohacking, overfokusering på sundhed osv.)

Vi forsøger om vi kan forhandle med døden, hvis bare vi lever rigtigt nok.

Men jo ældre vi bliver, jo mere erfare vi… Døden lader sig ikke kontrollere.

Måske er det, vi mangler allermest, ikke flere strategier til at undgå den.

Men modet til at invitere den ind igen.
Ikke for at blive mørke eller bange.
Men for at blive levende.

For mange er bange for at dø, fordi de i virkeligheden er bange for at leve.

Når vi tør have døden med os i livet, sker der noget.
Åndedrættet bliver dybere.
Øjeblikket bliver længere.
Nærværet bliver mere intimt.

Vi skynder os mindre.
Vi lytter mere.
Vi mærker mere.

Vi værdsætter dem, vi elsker, på en anden måde, når vi husker, at de ikke er her for evigt.
Bevidstheden om døden gør ikke livet fattigere.
Den gør livet helligt. Som en gave.

Del gerne opslaget.
Så vi kan begynde at tale om døden igen.

25/04/2025

“Det virkelig at elske en, er at lære at deres sang fra hjertet, og synge sangen når de har glemt den”

Den dybeste kærlighedshandling er ikke at være i service, tilsidesætte egne behov, selvopofrende..

Når vi hjælper, støtter og drager omsorg for andre, så støtter vi dem til at give slip på smerte

Men hvis vi ser mennesker i deres lys, kraft og deres ressourcer - så transformere vi og skaber kraftfulde mennesker, der selv kan forløse deres smerte.

Det samme sker for éns selv, når vi har et kærligt og medfølende blik på os selv, så transformere vi os selv til den version af selv, der står i vores højeste kraft og kan transformere alt indre smerte til guld.

Men vi oplært i at have et optimerings blik på os selv, og andre

SÅ vi er i konstant i gang med at fikse os selv
Som kommer fra sted af ikke at være tilfredse med os selv

Med den virkelig transformation, kommer ikke af selvkritik og selvfordømmelse

Men når vi kan være selvmedfølelende, og have blik for alt det vi allerede lykkes med, forankrer os i de sanselige indre ressourcer

Når vi relatere derfra, så forandres vi og vores omgivelser

Vi hæver standarden for hvad menneskeheden kan

Jeg hørte en gang en fortælling om en stamme, hvorved, hvis de fejlede, stjal eller lign. I stedet for udskamning, og eller skældud. Så blev de sat i midten af cirklen, og fik ros, kærlighed og medfølelse.
Dette forandrede denne person..

Så hvad hvis vi fokusere på, det vi selv lykkes med, og andre lykkes med?
Hvad med hvis vi fokusere på alle de smukke kvaliteter vores børn, venner, familie har? Fremfor alt det de ikke lykkes med…

Sand transformation sker, når vi tør at møde vores indre med medfølelse, og vores omgivelser ligeledes.

I buddhisme, er medfølelse, den hurtigeste vej oplysningen…

Hvis du ønsker at kropsliggøre mere medfølelse for dig selv, og lære at stå i din kraft og ressourcer - så skriv ja tak. Så sender jeg et link